Da Theis Ørntoft i 2009 debuterede med digtsamlingen, ‘Yeahsuiten’, regnede det med roser. Her var en ung digter, der formåede at give en hel ungdomsgeneration stemme.

Ordene sitrede og stemningen af tomhed og eufori oplevedes vitterlig som en stemme fra dem, der tilhørte denne indeklemte generation af unge, som ingen kunne forstå, og som mindst af alt kunne forstå sig selv.

Da Theis Ørntoft så debuterede som romanforfatter i 2018, med værket ‘Solar’, var der store forventninger til, hvad den mon kunne indeholde. Hvad kunne en ungdomsgenerations digterstemme, der kom fra Forfatterskolen, mon få ud at det prosaiske? 

‘Solar’ begyndte haltende, mismodigt og hakkende, med en jeg-fortæller, der måtte mime forfatteren, der nu stod midt i kulturelitens København, blandt forfatterkollegerne - et forhold, der ligesom var dømt til at kollapse. Og ganske rigtigt: fortæller-jeget er ramt af livslede over miljøets selvsmagende og selvdyrkende kultur, og han må trække sig.

Surrealistisk rablen

Forfatter-jeget i ‘Solar’ ender på Vestegnen, og pludselig viste Theis Ørntoft sig fra sin absolut bedste litterære side. Forfatter-jegets evne som socialt interagerende individ, blandt andre mennesker, der ikke tilhører den kulturelle elite, viste sig at være under nul, og han kommer til kort, kollapser igen, da hans feberophedede drømme om succes ikke realiseres, og kæresten, der er sygeplejerske, til sidst får nok af hans klynken og uduelighed, og spytter ham ud i intetheden igen.

‘Solar’ ender i en surrealistisk rablen, i det ultimative kollaps og forfald. Det er derfor heller ikke overraskende, at litteraturanmelder på Weekendavisen, Lars Bukdahl, blev slemt skuffet, da han læste Theis Ørntofts nye murstensroman, ‘Jordisk’, der udkom i denne uge. ‘Jordisk’ begynder ikke der, hvor ‘Solar’ endte, tværtimod.

Det var selverkendelsen og selvudslettelsen af det opblæste forfatter-jeg, der gjorde romanen til noget særligt

I stedet begynder Theis Ørntoft forfra, og igen introduceres vi for et miljø, bestående af unge mennesker, der forsøger at gribe tilværelsen, uden rigtig at være faldet i hak.

Lars Bukdahl havde foretrukket, at Theis Ørntoft var vedblevet med at syre ud, men det fantastiske ved ‘Solar’ er det kulturelle clash, som han beskriver så eminent, hvor andre end netop de elitære vokser, mens forfatter-jeget krymper.

Det var selverkendelsen og selvudslettelsen af det opblæste forfatter-jeg, der gjorde romanen til noget særligt. Og samtidig var det satire, morsomt på den tragikomiske facon.

Blevet ældre

Men nu er Theis Ørntoft blevet ældre, og han er blevet far. Hans beskrivelser af unge mennesker, som han deler alder og skæbne med, er sådan set interessant nok. Men selvom det er uendelig trist at erkende, så er det som om, at Theis Ørntoft er endt i en gentagelsesmaskine, hvor eksistentielle kriser og møder, der involverer kærlighed og fester, fester, fester skaber ekkoer, så fortællingens mange personager ligner hinanden alt for meget.

At læse ‘Jordisk’ er som at befinde sig i en spejlsal, hvor alle personerne blot er selvbilleder af forfatteren selv.

Intet er for alvor forandret, og møderne mellem unge mennesker, der forelsker sig eller bryder med hinanden, er som frosset fast i al evighed

Der er ellers anstød til noget større. Teksten slår gnister, når han skal beskrive den ældre generations livsbane og skæbne, og ind imellem er der antydninger af, at hele romanuniverset kan løftes op og blive til meget mere, i form af tilblivelsen af den moderne verden, af livet som mere end trivialiteter.

Men det forbliver desværre ved afsættet, og alt for mange ideer og passager i romanen sander til og forvitrer uden at bære frugt.

‘Jordisk’ er en slægtsroman i tre led, og en del af romanen foregår i fremtiden, men Theis Ørntoft evner desværre ikke at skrive science fiction. I Theis Ørntofts fremtid, der nok tilsyneladende er radikalt forandret, med månerejser og et USA, der er opløst i selvstændige fraktioner, er det som om, at intet alligevel er forandret.

Og sådan er det desværre med hele romanen. Intet er for alvor forandret, og møderne mellem unge mennesker, der forelsker sig eller bryder med hinanden, er som frosset fast i al evighed.

Fragmentarisk

På et tidspunkt skriver Theis Ørntoft, at det i grunden er underligt, at de to tv-serier, ‘Friends’ og ‘Frazier’, der begge sluttede omtrent samtidig, ikke på noget tidspunkt handler om 9/11, selvom de foregår på pågældende tidspunkt.

Begge serier foregår ellers i New York, men verden derude er diffus, fraværende og spiller ingen rolle.

Theis Ørntoft skriver, at en epoke er slut ved afslutningen af disse sitcoms, som han selv er vokset op med. Men ‘Jordisk’ bærer desværre ikke videre præg af denne afslutning.

Måske er det en pointe i sig selv, men som romanværk er det fragmentarisk

Selvom Theis Ørntoft hele tiden forsøger at bringe større begivenheder og hele det planetariske perspektiv ind i sin roman, så spiller disse ellers spændende perspektiver ikke rigtig nogen rolle.

Måske er det en pointe i sig selv, men som romanværk er det fragmentarisk, docerende og uendeligt kedsommeligt og skuffende, fordi resultatet er rodet, ufokuseret og for løst i strukturen.

I ‘Solar’ viste Theis Ørntoft, at han mestrede beskrivelser af for eksempel fascinationen af tennis og Tour de France. Sådanne analyser af populære fænomener optræder også mange steder i ‘Jordisk’, men de fremstår bare ikke nær så skinnede og brillante som i ‘Solar’.

En fuser

I enkelte passager svinger Theis Ørntoft sig op til næsten at skabe en krønike. Det sker i tilbageblikket, i sluttresserne, hvor han foretager analyser af økonomi, olieudvinding og internationale aftaler om rummet, der spiller en rolle for hovedpersonens livsbane.

Her minder ‘Jordisk’ om Kim Blæsbjergs store roman, ‘De bedste familier’, der handler om Cheminovas tilblivelse og hele Danmarks omstilling til et accelererende industrisamfund, hvor en bred middelklasse fik fodfæste, men hvor miljøet også blev svinet til.

Theis Ørntoft skriver forbandet godt, når han rammer en åre, men hans tekst er ikke konsistent, og han rykker sig for lidt

Desværre griber Theis Ørntoft heller ikke rigtig fat her, og derfor er det heller ikke sandt, at ‘Jordisk’ er denne planetariske miljø- og klimaroman, som nogle anmeldere ophøjer den til at være.

Theis Ørntoft skriver forbandet godt, når han rammer en åre, men hans tekst er ikke konsistent, og han rykker sig for lidt.

Det er i grunden ærgerligt, og romanen ender desværre derfor også som en fuser.

 

Theis Ørntoft: ‘Jordisk’. 599 sider. Gyldendal, 2023.