Annonce

J-dag aflyst og nye corona-tal

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
J-dag er aflyst, især unge i alderen 20-29 bliver smittet med corona, og SF kalder minister i samråd.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

J-dag aflyst

Carlsberg kommer ikke til at dele gratis julebryg ud i år, fordi den traditionelle J-dag er aflyst.

Det bekræfter Carlsberg over for Ekstra Bladet.

“Den er aflyst, som man kender den fra tidligere år,” siger Christian Sveigaard, som er marketingchef for Carlsberg, til Ekstra Bladet.

Sædvanligvis frigiver Tuborg sin julebryg den første fredag i november klokken 20:59.

Og normalt deler Carlsberg gratis smagsprøver af julebryggen ud, men sådan kommer det ikke til at blive i år.

Dog bliver julebryggen stadig sat til salg. Det bliver bare uden fest og fejring.

“Vi lancerer den ikke kl. 20:59, som vi historisk har gjort. Og vi kommer heller ikke til at give gratis smagsprøver. Til gengæld kommer vi til at sætte den til salg hele dagen,” siger Christian Sveigaard til Ekstra Bladet.

Carlsberg har valgt at aflyse, fordi man ikke synes, at tiden lige nu med corona lægger op til en masse fest og farver.

Christian Sveigaard fortæller også til Ekstra Bladet, at det har været en lang overvejelse:

“Det har ikke været nogen let beslutning. Men sneen falder, den smager af det samme, og øllet er sat over. Men i år passer vi på hinanden,” lyder det fra ham.

 

Nye corona-tal: Især unge bliver smittet lige nu

27 procent af de påviste smittede med coronavirus i Danmark den sidste uge er i alderen 20-29 år.

Blandt de ældre over 60 år er det 13 procent.

Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

De 10-19-årige i Danmark står for 19 procent af de smittede den seneste uge (fra 24. august til 31. august).

Tyre Grove Krause, som er afdelingschef og overlæge ved Statens Serum Institut, siger i pressemeddelelsen, at man er opmærksom på den forholdsvis store andel af unge blandt de smittede.

“Der kan være flere årsager til det, blandt andet at unge har flere kontakter i det daglige end andre aldersgrupper,” siger hun.

Tyra Grove Krause kommer med en opfordring til uddannelssesinstitutionerne om at være opmærksomme på rengøring af kontaktflader, fysisk afstand og let adgang til god håndhygiejne.

Anette Lykke Petri, der er direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, siger, at der er særlig fokus på aldersgruppen, og at Styrelsen for Patientsikkerhed er i kontakt med de relevante kommuner for at sikre en målrettet indsats for at bremse smittespredningen.

Den seneste uge er 13 procent af de konstaterede smittede i gruppen af ældre over 60 år. En gruppe, som udgør 26 procent af den samlede befolkning i Danmark.

Læs mere her.

 

SF kalder miljøministeren i samråd

Efter regeringens har udskudt forhandlinger om naturudspil, bliver miljøminister Lea Wermelin (S) nu kaldt i samråd af SF.

"Vi kan ikke bare udskyde det her et år igen," siger Rasmus Nordqvist, som er SF's naturordfører.

Det skriver Altinget.

SF mener ikke, at coronakrisen skal udskyde indsatsen for naturen.

Derfor kalder SF miljøminister Lea Wermelin (S) i samråd, efter at hun mandag meddelte, at efterårets planlagte drøftelser om en samlet natur- og biodiversitetspakke bliver rykket et år.

placeholder

 

Før folketingsvalget i 2019 stod Socialdemokratiet og SF ellers sammen, da man præsenterede en national plan for en mangfoldig natur. Planen skulle blandt andet sikre 75.00 hektar urørt skov og 15 nye vilde nationalparker.

Rasmus Nordqvist, der er SF’s naturordfører, mener dog, at det haster for meget til at vente et år.

”Når man ser på den danske Rødliste omkring truede arter, der kom tidligere i år, ser det forfærdeligt ud. Og når man ser på naturens præmisser i Danmark, så ser det rigtig, rigtig svært og hårdt ud. Det bliver vi nødt til at tage fat på lige nu og her, det er fuldstændig afgørende,” siger han.

Læs mere her.

 

Charlie Hebdo genoptrykker Muhammed-tegninger

Satiremagasinet Charlie Hebdo vil i forbindelse med retssag genudgive kontroversielle tegninger af profeten Muhammed.

Sådan skriver dr.dk.

Det franske satiremagasin Charlie Hebdo vil ifølge nyhedsbureauet AFP genoptrykke sine tegninger af profeten Muhammed.  

Det sker i forbindelse med en retssag mod 14 personer, som er anklaget for at være relateret til angrebet mod satiremagasinet tilbage i januar 2015.

Retssagen begynder onsdag i den franske hovedstad, Paris.

Ved terrorangrebet på Charlie Hebdo blev 12 mennesker dræbt, herunder nogle af Frankrigs mest respekterede satirikere og tegnere.

Det var de to brødre Said og Chérif Kouachi, som brød ind på Charlie Hebdos redaktion og begyndte at affyre skud.

Charlie Hebdo havde inden da splittet landet på grund af kontroversielle Muhammed-tegninger.

Læs mere her.

 

Merrild stopper som formand for Landbrug & Fødevarer

Martin Merrild genopstiller ikke, når Landbrug & Fødevarer til november skal vælge ny formand.

”Vores organisation er enestående,” siger han.

Det skriver Altinget.

Efter otte år siger Landbrugets førstemand, Martin Merrild, stop.

Når Landbrug & Fødevarer mødes til delegeretmøde i november, genopstiller han nemlig ikke som formand.

Det meddelte Martin Merrild til bestyrelsen mandag.

”Jeg har brugt lang tid på at tænke over min egen fremtid. Lysten til at kæmpe for landmænd og fødevaresektoren er stadig stor, og selv om det kan lyde mærkeligt, så er det lige netop nu, jeg skal stoppe, mens jeg har engagement og energi,” siger han i en pressemeddelelse.

Den 65-årige Martin Merrild er minkavler og har siden 2012 været formand for Landbrug & Fødevarer. En organisation, som han med egne ord efterlader et godt sted.

”Landbrug & Fødevarer har et klart projekt, både fagligt og politisk; vi skal fortsætte udviklingen af den danske fødevaresektor, vi skal gøre landbruget mere klimavenligt, miljøvenligt og bæredygtig, mens vi bevarer vores konkurrenceevne. Vores organisation er enestående og misundes af landmænd rundt om i verden,” siger Martin Merrild.

Den melding betyder, at de delegerede skal vælge ny formand ved årets delegeretmøde, der finder sted den. 4. og 5. november.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet