Jarlov og moralen som krigens motor

Krigen i Ukraine præsenteres som en kamp for ”det gode” og imod ”det onde”. Vi har derfor en moralsk pligt til at yde militærstøtte til Ukraine.

Uanset om ”så krigen skulle vare 100 år. De får, hvad de skal bruge. Koste hvad det vil”, som Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for De Konservative, skrev det på X (tidligere twitter).

Problemet er imidlertid, at ”det gode” ikke altid er godt. Hvad vi opfatter som godt, opfatter russerne som ondt. Det er jo derfor, at der er krig.

Ukraines frihedskamp er en bevægelse væk fra Rusland i retning af Vesten - og dermed også en bevægelse af EU og Nato den modsatte vej, i retning af den russiske grænse.

Ukraines frihed betyder således – ifølge russerne - mindre frihed for Rusland, som ligefrem ser sig eksistentiel truet.

”Det gode” forvandler sig altså til ”det onde”, i det øjeblik frontlinjen krydses, og kanonerne peger den anden vej.

Kommunikation designet til krig

Den moralske opdeling af verden i godt og ondt er – for at parafrasere militærhistorikeren Carl von Clausewitz – en fortsættelse af krigen blot med andre midler.

Moral egner sig til at skille ven fra fjende og kalde de gode til kamp mod de onde. ”Either you are with us, or you are with the terrorists”, som USA’s præsident George W. Bush sagde i 2001 efter angrebet på World Trade Center i New York.

Opdeling af verden i sort og hvidt egner sig dårligt til mægling og forlig

Moral er således en binær kommunikationsmåde designet til krig. Derimod fungerer den ikke særlig godt i en fredsproces.

Opdeling af verden i sort og hvidt egner sig dårligt til mægling og forlig, som nødvendigvis kræver et minimum af respekt ikke blot for den ene af de stridende parter, men for begge.

Når Rasmus Jarlov lover militær støtte til Ukraine i 100 år, får det karakter af et ubetinget moralbud. Men et sådant tilsagn om uendelig og ubetinget støtte til Ukraine ignorerer, at verden er kompleks og foranderlig.

Mere påtrængende problemer

Vi kan i dag slå syv kors for os, og forsværge at det nogensinde bliver tilfældet, men i praksis vil vi i morgen kunne løbe ind i problemer, der kan blive mere påtrængende for os at løse og vigtigere at bruge ressourcer på end krigen i Ukraine.

Vil vi stadig bruge milliarder på at støtte en krig i Ukraine, der måske i måneder og år ikke rykker sig ud af stedet, men fortsætter med at dræbe mennesker i titusindvis og ødelægge byer og samfund? 

Hvad med risikoen for store strømme af klimaflygtninge fra Afrika til Europa? 

Vil vi bruge disse milliarder på krig, samtidig med at vi ikke har penge til at holde vores sundhedsvæsen ved lige, ser den kommunale velfærd blive dårligere, ældreomsorgen skrumpe og folkeskolen forfalde? 

Og hvad med de stadigt mere alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne, både herhjemme og ude i verden? 

Hvad med risikoen for store strømme af klimaflygtninge fra Afrika til Europa? 

Blot for at nævne nogle oplagte eksempler på overvejelser, som ikke kun Danmark men også andre lande nødvendigvis må gøre sig.

Stok og gulerod

At love ubetinget og uendelig støtte er at udstede et løfte, som lukker øjnene for, hvordan virkeligheden kan udvikle sig.

Løftet har derfor også først og fremmest en aktuel funktion, som krigsmobilisering med stok og gulerod: 

Danskerne skal tvinges til at acceptere en evig undtagelsestilstand med faldende udgifter til velfærd og stigende udgifter til krigen og oprustningen.

Og ukrainerne skal lokkes til at fortsætte den militære kamp på trods af massive tab og med kun lille udsigt til sejr.

”Koste hvad det vil”, som Jarlov skriver.