Jan E. Jørgensens angreb på Ecco-ansatte er uliberal populisme af værste skuffe
Jan E. Jørgensens angreb på Ecco-ansatte er uliberal populisme af værste skuffe
Venstres Jan E. Jørgensen har været i vælten med et opsigtsvækkende angreb på Ecco - eller rettere på Eccos ansatte, der ifølge ham ikke er stort anderledes end værnemagere under Anden Verdenskrig. Det er pinlig populisme, mener Klaus Thodsen.

Jan E. Jørgensen, medlem af Folketinget for Venstre.
Venstres selvudnævnte "ægte liberale" Jan E. Jørgensen, er i disse dage på banen med en særdeles uliberal udtalelse.
Ifølge ham er de mennesker, der tjener til deres daglige brød i den sønderjyske skokoncern Ecco, nemlig ikke stort bedre end værnemagerne, der arbejdede for tyskerne under anden verdenskrig.
Altså danskere ala Viggo Skjold Hansen i ’Matador’, der tjener tykt på at udleje til tyskerne.
Til Radio4 sagde han således.
"Det minder i hvert fald om hinanden. Det er en form for værnemageri. Vi er de facto indblandet i krigen i Ukraine, vi sender våben for milliarder af kroner, vi frygter russisk angreb mod Danmark. Og når man i den situation ikke kan forstå, at man ikke skal trække sig ud af Rusland, det er noget, jeg har mere end svært ved selv at forstå," siger han, og opfordrer desuden de ansatte til at sige op eller strejke.
Samtidig slår han et slag for, at det for de ansatte ikke vil være så galt igen at blive arbejdsløs
Dermed får Jan E. Jørgensen med et snuptag udstillet de op imod 600 danskere medarbejdere da Ecco-koncernen som værende tangerende landsforrædere og som nogle, der hviler et særligt moralsk ansvar på.
Samtidig slår han et slag for, at det for de ansatte ikke vil være så galt igen at blive arbejdsløs.
"For det første har man mulighed for at blive socialt understøttet. Jeg er med på, at dét, at sige sit job op, er voldsomt. Men derfor kunne man også strejke, invitere ledelsen til et møde eller iføre sig en T-shirt med et protestbudskab."
Populisme
Enhver er i sin gode ret til at mene, at landets virksomheder bør trække sig ud af det russiske marked.
Men det ville klæde populister som Jan E. Jørgensen og andre som ham, at holde de mennesker, der blot passer deres arbejde i disse koncerner - og ingen indflydelse har på så store beslutninger - ude af debatten.
Man burde kunne håbe på andet end den laveste form for populisme fra vores folkevalgte
Man bør som en ægte liberal, som Jan E. Jørgensen påstår at være, holde sig fra at kommentere og blande sig i almindelige menneskers ansættelsesforhold, og i hvilke virksomheder, de moralsk set kan tillade sig at tjene til livets ophold.
Det er deres egen sag - ikke politikernes anliggende.
Vi har her at gøre med en folkevalgt repræsentant for et regeringsparti, der mener, at dit ansættelsesforhold afgør, hvorvidt du er en værnemager eller ej - og ikke holder sig tilbage fra at fremture med denne holdning i landsdækkende radio.
Man burde kunne håbe på andet end den laveste form for populisme fra vores folkevalgte - men det var for meget at håbe på i dette tilfælde.
Tilføj kommentar