Annonce

Løkke færdig med Ecco – skoen trykker stadig i Konservative

Niels Flemming Hansen er genindtrådt som forsvarsordfører for De Konservative, en post han ellers forlod i 2022.
Foto: UM
Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister og formand for Moderaterne
Toårsdagen for Ruslands invasion af nabolandet Ukraine nærmer sig.

Invasionen fik flere vestlige virksomheder til at trække sig ud af Rusland. Men ikke den danske skogigant Ecco, som stadig opererer i Rusland. Selskabet med hovedsæde i Sønderjylland overtræder ikke nogen regler eller sanktioner. Men så er der i stedet den moralske dom.

En dom som udenrigsminister og formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, gerne afsiger på egne vegne i et interview med Jyllands-Posten. 

”Det bliver så en meget personlig ting. Jeg har nogle Ecco-sko til at stå i skabet, hvem har ikke det? Dem er jeg meget opmærksom på ikke at tage i brug, og jeg ville heller ikke gå ud og købe et par nu. Men det er jo min egen beslutning, og det må danskerne gøre op med dem selv, som de vil,” siger Lars Løkke Rasmussen til Jyllands-Posten.

Comeback i De Konservative

Løkkes moralske dom leder naturligt tanken hen på Niels Flemming Hansen, der i 2022 trak sig som forsvarsordfører for De Konservative. Det skete som konsekvens af en række mediers fokus på, at skokæden Holst Sko, som Niels Flemming Hansen er medejer af, stadig førte sko fra Ecco i sortimentet.

Kort inden det kom frem, at Niels Flemming Hansen i et opslag på Facebook havde hyldet de virksomheder, som trak sig ud af Rusland.

Rasmus er selvfølgelig tilbage på sine ordførerskaber, når han kommer igen

Niels Flemming Hansen pointerede, at den lille familievirksomhed ville være nødt til at dreje nøglen om, hvis den fra den ene dag til den anden skulle droppe Ecco.

Trods forløbet genindtog Niels Flemming Hansen denne uge posten som forsvarsordfører. Dog kun midlertidigt som følge af Rasmus Jarlovs forlængede sygemelding.

”Rasmus er selvfølgelig tilbage på sine ordførerskaber, når han kommer igen,” skrev gruppeformand, Mona Juul, i en sms til Ritzau, ifølge Berlingske.

Sælger stadig sko fra Ecco

Niels Flemming Hansen fortalte i september 2023, at virksomheden stille og roligt ville udfase Ecco af sortimentet. Derudover donerede Niels Flemming Hansen sin del af overskuddet fra salg af Ecco-sko til Den Danske Ukraine Komité.

I skrivende stund er status dog, at man stadig købe Ecco-sko via Holst Skos webbutik. Den omtalte udfasning lader tilsyneladende vente på sig.

Hvis vi ikke står sammen, står Ukraine ikke, og så står Europa potentielt heller ikke

Niels Flemming Hansen er De Konservatives spidskandidat til valget til Europa-Parlamentet i juni. Et kandidatur han fik, da nuværende parlamentsmedlem, Pernille Weiss, blev nægtet opstilling på grund af en sag om dårligt arbejdsmiljø på hendes kontor i Bruxelles.

Støtte til Ukraine de næste ti år

Op til toårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine forpligter Danmark sig i øvrigt til at støtte Ukraine de næste ti år.

Det blev afsløret på et pressemøde torsdag med statsminister Mette Frederiksen (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

”Hvis vi ikke står sammen, står Ukraine ikke, og så står Europa potentielt heller ikke,” sagde Mette Frederiksen, ifølge DR.

Jeg er glad for, at så mange danske virksomheder støtter op om Ukraines forsvarskamp

Torsdag er regeringen og Folketingets partier blevet enige om en donationspakke nummer 15 til Ukraine til 1,7 milliarder kroner finansieret af Ukrainefonden.

Pakken indeholder blandt andet 15.000 artillerigranater, som er skaffet i samarbejde med Tjekkiet, foruden yderligere materiel og ammunition til Ukraines luftforsvar, minerydning og droner.

Derudover kommer radarer, kommunikationsudstyr og droneudstyr fra danske virksomheder.

”Jeg er glad for, at så mange danske virksomheder støtter op om Ukraines forsvarskamp. Jeg taler løbende med repræsentanter fra dansk forsvarsindustri om, hvordan vi bedre udnytter erhvervslivets viden og kapacitet i forhold til de militære donationer til Ukraine. Danskproduceret materiel er meget efterspurgt af Ukraine,” udtaler Troels Lund Poulsen, ifølge en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Wow, 15.000 artillerigranater - det er jo nok til en hel eftermiddag.

1.000.000 granater er jo intet værd hvis træfsikkerheden er 0
.

De sko han har stående i skabet - er vel ret beset Venstres ejendom -

Ja Løkke er jo kendt for at lade sig beklæde af partiet.