Jeg frygter, at coronaregningen lander i sundhedsvæsenet

Sidste år satte regeringen en stopper for 10 års underfinansiering af sundhedsvæsenet. Nu frygter sygeplejerske, at coronaregningen sluger alle pengene.
At værnemidler skulle blive almindelige blandt danskerne, havde jeg ikke forudset.

For sygeplejersker har det længe været en almindelig del af hverdagen på et hospital at iføre sig mundbind, handsker og plastikforklæder for at beskytte hinanden mod smitte. Men nu står vi alle i S-togene og i kaffe-latte køen med mundbind på.

Mens vi spritter hænderne, kan vi nok blive enige om, at det er nødvendigt, men særlig fedt er det jo ikke.

Det samme kan man sige om ”corona-finansloven”, som regeringen har kaldt sit udspil til en ny finanslov. Der skal afsættes midler til en krisekasse og andre corona-relaterede tiltag for at komme igennem krisen.

Det er nødvendigt, men særlig fedt er det jo ikke.

Frygter nye besparelser

Ved sidste års finanslov, før corona, fik regeringen endelig sat en stopper for 10 års underfinansiering af sundhedsvæsenet.

Men den lange slankekur har haft kæmpemæssige konsekvenser for arbejdsmiljøet på hospitalsgangene. Mine sygeplejerskekolleger har stadig travlt derude.

De er ofte bekymrede for patientsikkerheden og mangler kolleger. Nu frygter jeg, at pengene til sundhedsvæsnet sluges af corona-regningen, og at det igen går ud over vores arbejdsmiljø – og patienterne.

Politikerne på Christiansborg synes måske ikke, det er særlig fedt at skulle putte flere penge i driften af sundhedsvæsenet. Men det er strengt nødvendigt.

Ligesom mundbind og sprit kan holde sygdom fra døren, er et godt arbejdsmiljø og nok sygeplejersker afgørende for patienternes sikkerhed og overlevelse i sidste ende. Det er der faktisk evidens for.

Næstformand for Dansk Sygeplejeråd Kreds København


Flere artikler om emnet

Annonce