Lige for at få de yngste læsere med: Socialdemokraten Karl Hjortnæs var medlem af folketinget i tre perioder fra 1971-73, fra 75-87 og endelig fra 88 frem til 1994, hvor han ikke blev genvalgt. Undervejs havde han tre forskellige ministerposter i Anker Jørgensens regeringer, justits-, skatte- og fiskeriminister og 1994 siden har han fulgt engageret med i dansk politik fra sidelinjen og skrevet flere bøger.

Den i dag 84-årige tidligere politiker udkom i denne måned med bogen ”Kampen om Socialdemokratiet – erindringer om magt og politik”.

Der er mest af alt tale om en debatbog, der er kamufleret som en erindringsbog. Lidt over halvdelen af bogen handler om Karl Hjortnæs’ egen tid i politik, mens den resterende del handler om tiden efter. Og her er det tydeligt, at Hjortnæs ikke er tynget af mere insider-viden end de fleste andre, der orker at  åbne en avis eller tænde for tv’et.

Tæt på falsk varebetegnelse

På bagsiden af bogen loves man som læser et ”kontroversielt og afslørende portræt af partiets nyere historie”. Det er meget tæt på at være falsk varebetegnelse.

Socialdemokratiets historie fra 1971 og frem er i sig selv et velbeskrevet emne, både af historikere og journalister, men også af de helt centrale folk selv. Karl Hjortnæs har også selv tidligere skrevet to erindringsbøger – som der i øvrigt henvises til undervejs.

Det bør derfor heller ikke komme som den store overraskelse, at Socialdemokratiet i starten af 70’erne var et ekstremt topstyret parti, hvor menige, nyvalgte gruppemedlemmer som Karl Hjortnæs ikke blev værdsat som en ressource. Eller, at SV-regeringen i slut-halvfjerdserne på papiret var en god idé, men at den døde på grund af de to partiers grundlæggende mistillid til hinanden. Eller at Anker Jørgensen og LO-formand Thomas Nielsen havde et dårligt forhold til hinanden. Eller at domino-effekten, der ender med Aukens afgang som partiformand, for alvor begynder, da han fyrer Ritt Bjerregaard som gruppeformand på grund af hendes sag om en billig lejlighed.

Karl Hjortnæs selv fylder meget lidt i erindringsdelen. Det handler oftest om hvad alle de andre gjorde og tænkte. Han bruger i flere passager vendinger som ”vi gjorde” eller ”vi mente” og lignende.

Når han gør det, hentyder han som oftest til gruppen af folketingsmedlemmer omkring Ritt Bjerregaards nok så kendte ’Kaffeklub’. Det gør det til en observatørs fortælling, mere end en fortælling fra en aktiv medspiller, der befandt sig i orkanens øje.

Her ville det have pyntet, hvis Hjortnæs havde brugt lidt mere tid på at uddybe sin egen rolle i historien, hvad han selv tænkte, gjorde og efterfølgende lærte af begivenhederne. Det er ganske symptomatisk for erindringsdelen, at  hele hans eget manglende genvalg i 1994 og efterfølgende exit fra politik ikke nævnes med et ord.

Markedet fik for meget plads

Anden halvdel af bogen handler om den del af partiets historie fra Nyrup bliver statsminister og frem til i dag. Det er også den del, hvor Hjortnæs ikke længere selv er aktiv politiker, hvorfor meget af det fremstår  som korte referater af forskellige begivenheder, men i modsætning til erindringsdelen, så bygger det meste på andres kilder og oplevelser.

Nyrup og Lykketoft frikendes dog for meget af ansvaret, som så i stedet tillægges "tidsånden".

Dommen over Nyrup og Lykketofts regeringsperioder fra 1993 til 2001 er, at de havde skabt gode resultater, men at de også åbnede ukritisk op for en liberalistisk tankegang, der handlede om at konkurrenceudsætte den offentlige sektor. Privatisering af de store statslige monopoler stod i første række. Efterlønsreformen fra 1998 – det originale løftebrud – bliver ikke overraskende udråbt som en fejl, men dog primært på grund af processen. Nyrup og Lykketoft frikendes dog for meget af ansvaret, som så i stedet tillægges "tidsånden".

Lykketofts egen periode som formand (2002-2005) handler mest om hvad Anders Fogh Rasmussen gjorde i samme periode og at medierne var efter ham, og endelig er der perioden med Thorning-Schmidt (2005-2015) som beskrives generelt som ti magre år med politisk retningsløshed. Regeringsperioden fra 2011 til '15 var helt uden positive aftryk og det gik galt fra start, fordi de radikale fik lov at diktere den økonomiske politik i regeringsgrundlaget. Thorning og Corydon er dog ikke så heldige, at 'tidsånden' giver dem en delvis benådning.

Enkelte fremtrædende personer får også et personligt skudsmål med af Hjortnæs: Han skælder ud på Thorning-Schmidt (dygtig statsminister, dårlig socialdemokrat), Bjarne Corydon (virkelig dårlig socialdemokrat, teknokrat med hang til DONG-salg) og gruppeformand Henrik Sass Larsen (doven, intrigant og styret af vrede).

Til gengæld er der rosende ord til Mette Frederiksen, der er en god taler, der har ”mange af de kvaliteter en moderne leder skal have” og politisk ordfører Nicolai Wammen som er ”grundig, velforberedt, lyttende, resultatsøgende og taktisk begavet”.

Til kamp uden ammunition

Bogen afsluttes med en række betragtninger om ”Socialdemokratiet i 2018”: Synspunkterne er meget lidt kontroversielle i Mette Frederiksens nuværende socialdemokrati: EU er godt og vigtigt, men skal finde en balance i forhold til nationalstaterne, udlændingepolitikken er en svær balancegang, men den har Mette Frederiksen faktisk fundet og endelig har finanssektoren fået for meget magt og der er for meget grådighed i toppen af erhvervslivet.

Betragtningerne er så ukontroversielle, at man næsten kan undre hvorfor de overhovedet er væsentlige nok til blive udgivet i en bog.

Hvis man på baggrund af titlen skulle foranlediges til at tro, at der er i øjeblikket, hersker  en kamp om den socialdemokratiske sjæl, så er det imod forventning ikke hos Hjortnæs, at man finder den skarpe ammunition..

Betragtningerne er så ukontroversielle, at man næsten kan undre hvorfor de overhovedet er væsentlige nok til blive udgivet i en bog.

Karl Hjortnæs: Kampen om Socialdemokratiet. 233 sider. Forlaget Momenta. 149,95 kroner. Er udkommet.