Annonce

A-kasser vil skærme dagpengemodtagere mod historisk høj inflation - foreslår tillæg

"Jeg tør slet ikke tænke på, hvor svært det er for de ledige at få pengene til at række," siger formand for Danske A-kasser.
Foto: Colourbox
Inflationen er historisk høj, og det seneste år er det blevet betydeligt dyrere at leve i Danmark.

Ikke mindst for ledige da dagpengene slet ikke følger med priserne op.

Derfor foreslår brancheorganisationen Danske A-kasser nu, at der indføres et midlertidigt inflationstillæg til dagpengemodtagere på 3,5 procent.

”Jeg tror, at alle – også os med gode job - har bemærket prisernes himmelflugt. Så jeg tør slet ikke tænke på, hvor svært det er for de ledige at få pengene til at række nu. Derfor mener vi i Danske A-kasser, at det er bydende nødvendigt med en økonomisk håndsrækning til dagpengemodtagerne så hurtigt som muligt,” siger Eva Obdrup, der er formand for Danske A-kasser i en pressemeddelelse.

Gratis for staten

Ifølge Eva Obdrup er det et forslag, politikerne ikke rigtigt kan sige nej til.

"Håndsrækningen til de ledige er nemlig en gratis omgang for staten," siger hun og forklarer at a-kasse-kontingentet med den nuværende ledighed på ca. 2,5 procent dækker de fulde dagpengeudgifter (efter skat og tilbageløb).

Et inflationstillæg på 3,5 procent vil betyde, at højeste dagpengesats stiger med 677 kroner pr. måned, mens kontingentet for alle forsikrede stiger med 12,5 kroner pr. måned – eller godt ni kroner efter skattefradrag.

Dagpengesatsen i Danmark er lige nu 90 procent af ens løn, dog max. 19.351 kroner om måneden.

Den højeste dagpengesats stiger fra 1. oktober til max. 23.000 kroner i de første tre måneder af ledigheden.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Har ikke noget imod at dagpengesats stiger, men som enlig folkepensionist til ca 13000 før skat ( udbetalt ca 10000kr) ville jeg syntes at 19351kr ville hjælpe meget.
At jeg skriver indlæg her, er i håb om at nogen vil tage det med højer op i systemet, det er nedslående når dem der får 19300kr skal stige til 23000kr. Har fagforeninger lkke tidligere medleemmer der er pensionister som I også skulle tænke på. Der er langt fra 13000kr om mdr. til 23000kr. Bare sådan lige overveje det næste I stiller krav om stigning på dagpengene. Venlig hilsen Hans Peter Rasmussen.

Hans Peter, du har ret. Folkepensionister bliver p..... på, og får at vide at de lugter.
Hvordan kan man være bekendt at tilbyde et grundbeløb på 6547kr. om måneden, før skat??
Det kan man ikke leve for, og det forklarer jo nok hvorfor folketingsmedlemmer og ministre m.v. vil have så høje vederlag og pensionsordninger.
De sku' skamme sig (hvis de vidste hvad skam er)
.