Kristian Jensen, du glemmer manglen på arbejdskraft!

Mangel på arbejdskraft betyder, at arbejdspresset er stigende for mange af FOAs medlemmer. Flere opgaver skal udføres, men på mindre tid.
Landets kommunerne står over for en finansminister, der står med løftet pegefinger, mens han siger: Budgetterne skal hænge sammen, budgetterne skal overholdes ellers ingen bloktilskud. Derfor var det en glædelig nyhed for Kristian Jensen, da kommunerne her den 16. januar offentliggjorde deres budgetter for 2018. De viser sig nemlig at holde sig inden for den økonomiske ramme. Tillykke med det.

Hvad med demografi og hvad mangel på arbejdskraft?
Men vi ved at den økonomiske ramme ikke tager højde for den stigende demografiske udvikling i form af flere børn og ældre. Så har Kristian Jensen egentligt meget at glæde sig over, når det er så åbenlyst at velfærdsydelserne og servicen til de danske borgere står til at blive forringet?

Mangel på arbejdskraft betyder, at arbejdspresset er stigende for mange af FOAs medlemmer

Der er mangel på kvalificeret og uddannet arbejdskraft på flere velfærdsområder, herunder ældre- og sundhedsområdet, men også på dagtilbudsområdet. Mangel på arbejdskraft betyder, at arbejdspresset er stigende for mange af FOAs medlemmer. Så ikke nok med at velfærdsydelser og service bliver forringet, det samme gør arbejdsvilkår. Flere opgaver skal udføres, men på mindre tid. De medarbejdere, der leverer velfærdsydelser i dag, er selv i stor risiko for at ende med at blive syge. Så den glædelig nyhed Kristian Jensen kan se, ser jeg desværre ikke.

"Slidt op, fordi arbejdsopgaverne er så mange"
Jeg ser derimod, at FOAs medlemmer skal betale regningen, ikke med penge, men med deres helbred. Jeg mødte forleden fire social- og sundhedsassistenter – alle under 45 år. De er allerede slidt op, fyldt op og udbrændte. Udbrændte fordi de ikke kan levere den faglige helhedspleje borgerne har brug for på grund besparelser. Slidt op, fordi arbejdsopgaverne er så mange. Fyldt op fordi arbejdsopgaverne stadig rumsterer i hovedet efter endt arbejdsdag. ”Er der mon noget, der er overset – Har jeg glemt noget?”. Akkurat samme scenarie møder jeg, når jeg taler med pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere; ”Har jeg overset et barns behov i dag?”

Første step til en ansvarlig velfærd og anstændige arbejdsvilkår ligger i at få fjernet Moderniserings- og effektiviseringsprogrammet

Under kommunalvalget var hele 80 procent af de opstillede kandidater ude med valgløftet om, at der blandt andet skulle flere hænder i ældreplejen, og der skulle bedre normering i daginstitutionerne. Jeg kan derfor kun opfordre landets kommunalpolitikere til at sætte ansvarlighed overfor for borgere og ansatte på dagsordenen til KL Topmødet den 8-9 marts 2018 i Aalborg. Optakten til de kommunale økonomiforhandlinger for 2019 er i gang bag kulissen. Første step til en ansvarlig velfærd og anstændige arbejdsvilkår ligger i at få fjernet Moderniserings- og effektiviseringsprogrammet. Det skader mere end det gavner.

Helena Mikkelsen er forbundssekretær i fagforbundet FOA.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forbundssekretær i fagforbundet FOA


Kommentarer fra Facebook