Annonce

Kæmp for medarbejderne i den nære velfærd

Med 100 dage til kommunalvalget kræver S-politiker at Socialdemokratiet går forrest i kampen for at sikre vilkårene for de ansatte
De sidste par dage har jeg brugt rigtig meget tid hos min mormor på hendes plejehjem i Ørbæk på Fyn.

Når jeg bruger meget tid med hende, får jeg altid en snert af dårlig samvittighed over hvordan vi som offentlig arbejdsplads behandler vores personale.

De ansatte er murstenene i vores store velfærdssamfund
Vi har mennesker ansat i kommunerne, som dedikerer hele deres arbejdsliv til at passe på andre mennesker og til at sørge for at vores velfærdssamfund fungerer. De yder alt fra hygiejnepleje til kærlig omsorg når livet gør ondt, hos borgere som min mormor.

Jeg har en form for ærefrygt for de ansatte

Jeg har en form for ærefrygt for de ansatte. Jeg er så imponeret over at man dedikerer et helt liv til at sørge for andre mennesker, uanset om man er skolelærer, plejehjemspersonale, pædagog og så videre.

Disse mennesker er hver og en murstenene i vores store velfærdssamfund.

Hårdt presset arbejdsliv i kommunerne
Alligevel er for eksempel plejepersonalet også nogle af de mennesker som lever et usikkert arbejdsliv. Når vi i byrådene laver budgetter hvert år, skal de være bekymret for deres timer eller stilling. Mange af dem får en løn i som tilhører lavindkomstniveauet og flere har dårlige pensionsforhold. De er tvunget til at tage usikre jobs i vikarbureauer og nogle steder i landet lader vi endda vores personale arbejde alene om natten.

De er tvunget til at tage usikre jobs i vikarbureauer og nogle steder i landet lader vi endda vores personale arbejde alene om natten.

Det er hvad vi som kommuner gør for dem, til gengæld for at de vasker vores ældre, hjælper dem på toilettet, mader dem når hænderne driller, samler dem op når benene ikke virker, laver jokes med dem i løbet af dage, sidder ved deres side når nattens mørke og søvnen er for skræmmende og de holder deres hånd når den sidste søvn trænger sig på.

Kommunernes økonomi er presset, og der flyttes hele tiden opgaver over på kommunerne uden at pengene følger med. Jeg synes ikke det er i orden.

Men politik handler om prioriteringer.

Opfordring: Socialdemokratiet skal gå forrest
Hvis vores velfærdssamfund skal fortsætte, så bliver vi som kommunalpolitikere nødt til at se på hvordan vi behandler de ansatte der yder den praktiske velfærd. Vi bliver nødt til at forholde os til, om vi mener det er i orden at kommunaldirektøren kan tjene op til fem gange så meget som en medarbejder på et plejehjem. Om det er i orden at ansatte ikke kan få fuldtidsstillinger.

Hvis vores velfærdssamfund skal bestå, er det på tide at vi tager os bedre af vores ansatte i den nære velfærd. Det er på tide at vi sørger for at det bliver bedre at være ansat i vores kommuner og i vores nære velfærd. Fordi jeg mener ikke det er godt nok i dag.

Når vi sidder for bordenden af endnu flere kommuner næste år, så skal vi gøre vilkårene for vores ansatte i den nære velfærd bedre

Socialdemokratiet skal gå forrest i kampen! Lad os se på det i forbindelse med budgetforhandlingerne, og lad os tage debatterne om det i valgkampen. Og når vi sidder for bordenden af endnu flere kommuner næste år, så skal vi sætte en retning for at gøre vilkårene for vores ansatte i den nære velfærd endnu bedre.

Sonja Marie Jensen er byrådsmedlem i Nyborg for Socialdemokratiet.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Byrådsmedlem (S) i Nyborg Kommune


Flere artikler om emnet