Annonce

Kvotekongerne har tætte bånd til egne revisorer

To danske storfiskere har tætte bånd til det revisionsselskab, der fører kontrol med virksomhederne. Det kan være i strid med revisionsloven.
Meget tyder på, at revisionsfirmaet MC Revision, der har godkendt flere af de såkaldte ’kvotekongers’ årlige regnskab, ikke er uafhængigt, som det kræves i revisionsloven.

Det viser en gennemgang af MC Revisions aktiviteter, som Politiken har foretaget.

Revisionsfirmaets direktør og to ejere har tætte forbindelser til flere af de selskaber, hvis regnskaber MC Revision har ansvaret for at føre kontrol med – heriblandt virksomheder, der tilhører kvotekongerne John-Anker Hametner Larsen og Henning Kjeldsen.

Socialdemokraternes fiskeriordfører, Simon Kollerup, undrer sig over, hvorfor Erhvervsstyrelsen ikke har ført bedre tilsyn med revisionsselskabet.

Revisionsselskab skal være uafhængigt
En revisionsvirksomhed, som hyres til at føre opsyn med og godkende et firmaregnskab, må ifølge revisionsloven ikke have forretningsmæssige forbindelser eller økonomiske interesser i den virksomhed, hvis regnskab den skal godkende.

MC Revision er et revisionsselskab med base i Thyborøn, der ifølge deres hjemmeside har en specialafdeling med rådgivning og servicering af fiskerisektoren. Selskabet foretager revision for ni af storfiskeren John-Anker Hametner Larsens selskaber. Men John-Anker Hametner Larsen ejer en virksomhed sammen med MC Revisions to ejere og sidder også i bestyrelsen i en virksomhed sammen med den revisor, der hvert år godkender hans virksomheders regnskaber.

MC Revision kontrollerer også regnskabet i kvotekongen Henning Kjeldsens selskab Gitte Henning A/S. Virksomhedens bestyrelse består af tre personer: Henning Kjeldsen, Erik Kjeldsen og Søren Røn Winkel.

Fiskeriordfører vil have svar fra fiskeriminister
Sagen vækker forargelse blandt Folketingets røde partier og Dansk Folkeparti. Socialdemokratiets fiskeriordfører, Simon Kollerup, forklarer, at han vil gå videre med informationerne om revisionsselskabets manglende uafhængighed.

Det viser tydeligt, at der er tale om en indspist klub af kvotekonger og revisionsledere, som efter mine begreber ser ud til at være ulovlige.

”Det viser tydeligt, at der er tale om en indspist klub af kvotekonger og revisionsledere, som efter mine begreber ser ud til at være ulovlige.”

Han vil nu bede fiskeriministeren svare Folketinget på, om det er en lovlig praksis og hvor længe ministeriet har kendt til den. Samtidig vil han have erhvervsministeren til at svare på, hvorfor der ikke er blevet grebet ind via det tilsyn, som skal føres overfor kvotekongernes revisorer”, siger Simon Kollerup til Politiken.

MC Revision er for øvrigt også revisor i firmaet ’DayWork,’ som Venstres fiskeriordfører Thomas Danielsen ejer sammen med den lokale DF-folketingskandidat i Struer, Jette Lund Jensen og selveste John-Anker Hametner Larsen.

MC Revision har ikke ønsket at svare på kritikken af den manglende uafhængighed til Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet