Annonce

Lizette Risgaard ligner ny LO-formand

Med opbakning fra Dansk Metal og HK-formand Kim Simonsen ude af kapløbet tyder alt på, at LO’s næstformand Lizette Risgaard i slutningen af oktober kan sætte sig i formandsstolen hos LO.
HK-formand Kim Simonsen meddelte sent i går aftes, at han trækker sig som formandskandidat for LO. Simonsen skrev på sin Facebook-profil, at ”I fredags besluttede LO`s hovedbestyrelsen enstemmigt at bakke op om udarbejdelsen af et grundlag for en ny stærk fælles hovedorganisation. Alle er enige (…) Der er nu behov for at rykke sammen i stedet for at splitte. LO har ikke brug for et kampvalg. Derfor har jeg i dag valgt at trække mit kandidatur til posten som LO formand”.

Hans udmelding kom umiddelbart efter, at Dansk Metals formand, Claus Jensen, i går aftes meddelte, at Dansk Metals Hovedbestyrelse har valgt at pege på hans modkandidat, den nuværende LO-formand Lizette Risgaard, som ny LO-formand.

Vi besluttede også at støtte forslaget om mere samarbejde mellem LO og FTF, når LO holder kongres senere på året. Her skal der også vælges ny formand for LO, og her peger vi på den nuværende næstformand, Lizette Risgaard. Lizettes indsats som næstformand har vist, at hun vil være en glimrende LO-formand”, skrev Jensen på sin Facebook-profil tirsdag aften.

Netop spøgsmålete om et fusion mellem LO og FTF har været en af Kim Simonsens mærkesager under formandsvalgkampen. I sidste uge vedtog LO’s Hovedbestyrelse, at de kommende så skal bruges til ”afklaring af grundlaget for en eventuel ny hovedorganisation”, og det er altså den erklæring Kim Simonsen henviser til som begrundelse for, at der nu er behov for at rykke sammen.

Massiv opbakning bag Risgaard
Dermed tyder alt på, at LO’s næste formand bliver organisationens nuværende næstformand, Lizette Risgaard. Hendes eneste udfordrer er nu Flemming Vinther, forbundsformand i Hærens Konstabel- og Korporalforening, som bebuder, at hans kampagne fortsætter: ”Kampvalg er et sundhedstegn - både med tre og med to kandidater”, skrev han i går aftes fra sin Twitter-profil.

Ud over Dansk Metal har Lizette Risgaard også opbakning fra LO-familiens største fagforbund, 3F. Også FOA-formand Dennis Kristensen har markeret støtte til Lizette Risgaard. Desuden viste en rundspørge tidligere på året, at Risgaard også har opbakning fra flertallet af LO’s lokalformænd.

Lizette Risgaard er født i 1960 og har været næstformand i LO siden 2007. Hun er er uddannet kontorfunktionær og har tidligere været formand for HK/Service København. Om godt en måned kan hun blive LO’s første kvindelige formand, når LO fra 25. til 27. oktober samles til kongres i Aalborg.

Der er dog før sket overraskelser på LO-kongressen. I 2007 var den klare forventning, at næstformand Tine Aurvig-Huggenberger ville løbe med sejren. Hun blev imidlertid slået i et tæt kampvalg af den nuværende formand, Harald Børsting.


Flere artikler om emnet