Den afbillede akutlægehelikopter, som er placeret i Nordjylland, er et krav fra Dansk Folkeparti i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2018:
"Det var vores forslag, og os der fik afsat pengene, så det er lige lovlig flot, at Venstre tager æren," siger sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, til Ekstra Bladet.
"Det fordrer jo ikke det gode samarbejde," føjer Liselott Blixt til.
Det fordrer jo ikke det gode samarbejde
Den afbillede nordjyske læge-helikopter er i øvrigt slet ikke i funktion endnu. Den kommer først i luften til næste år.
Venstres lægehelikopter-annonce indgår i en kæmpe velfærds-kampagne, som Venstre i disse uger fyrer af i aviser, på gigantiske billboards, i biografer og på de sociale medier. Det går igen i alle annoncerne, at der siden 2001 er tilført velfærden 75 milliarder kroner. Alle annoncerne er prydet med et stort foto af Lars Løkke - selv om alle 75 milliarder kroner er tilført velfærden dengang Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning var statsministre. I Lars Løkkes regeringsperioder har der, ifølge tænketanken Kraka, været en negativ vækst i den offentlige økonomi på 1,7 milliarder kroner.
S: "Pinligt"
Tre andre lægehelikoptere er i funktion. De har baser i Skive, Billund og Ringsted. Men heller ikke dem kan Lars Løkke og Venstre tage æren for.
"Lars Løkke har lavet et pilotprojekt tilbage i 2011, som han puttede nogen millioner kroner i. Men ellers er det jo Trygfonden, der har puttet penge i etableringen af den første lægehelikopter, så var det Helle Thorning-regeringen, der fik afsat penge til to lægehelikoptere i forbindelse med 2013-finansloven. Så har man så i den seneste finanslov besluttet, at man skal have en fjerde helikopter. Det er helt klart Dansk Folkeparti, der har presset på for at få den. Så Lars Løkke har en meget, meget lille aktie i lægehelikopterne," forklarer socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, til Netavisen Pio.
Det er pinligt, at landets statsminister - Lars Løkke - pynter sig med lånte fjer.
"Lars Løkke har ikke selv sat finanslovspenge af til lægehelikoptere overhovedet før nu. Og den lægehelikopter, han har en vis andel i, den er ikke kommet op at flyve endnu. Det er pinligt, at det nu kan afsløres, at Venstre på den måde pynter sig med lånte fjer. Det er pinligt, at landets statsminister - Lars Løkke - pynter sig med lånte fjer. Der må være nogen, der har røde ører hos Venstre," siger Møller Mortensen.
Venstre: Vi stod bag forsøgsordning
Hos Venstre erkender man, at Venstre alene kan tage æren af en forsøgsordning tilbage i 2011:
"Den landsdækkende helikopterordning tager afsæt i to forsøgsordninger i hhv. Ringsted og Karup under VK-regeringens tid, inden ordningen blev gjort permanent og udvidet i 2013," skriver Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, i en sms-besked til Ekstra Bladet og uddyber:
"Og sammen med DF har vi så - som det fremgår af vores annonce - udvidet med en fjerde helikopter og dermed sikret endnu bedre hjælp, der kommer med 240 km i timen, når alvorlig sygdom eller ulykker opstår".
I et svar til Folketingets Finansudvalg afviser statsminister Lars Løkke at stille op i et samråd og forklare nærmere om tallene i Venstres aktuelle velfærds-kampagne.
Lars Løkke begrunder hans afslag med, at Venstres velfærds-kampagne ikke vedrører hans 'virke som minister'.
Opdateret kl. 16.25 med oplysningen om, at Lars Løkke ikke ønsker at stille i Finansudvalget og forklare nærmere om tallene bag Venstres velfærds-kampagne.