Lollands borgmester: Børnefattigdom skal være en national opgave

Mere end hvert 10. barn på Lolland lever under fattigdomsgrænsen. “Vi kan ikke følge med tilflytningen af socialt udsatte,” siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S).
Stigende efterspørgsel på julehjælp, konsekvenserne af kontanthjælpsloftet og nye tal fra Arbejdernes Erhvervsråd har fået diskussionen om børnefattigdom til at blusse op.

Børnefattigdommen er steget i samtlige kommuner det seneste år, men i nogle områder står det ekstra slemt til.

I Langeland, Brøndby og Lolland kommune lever hvert 10. barn nu under fattigdomsgrænsen, viser tal fra Arbejdernes Erhvervsråd.

Det er nationale beslutninger, som skaber ulighed og urimelighed kommunerne imellem

Det undrer ikke Holger Schou Rasmussen (S), der er borgmester i Lolland Kommune:

“Vi har med de sidste 10 års reformer, blandt andet kontanthjælpsloftet, oplevet en stor tilflytning af folk, her i blandt også børnefamilier, som lever på kanten af samfundet. Vi kan se, at tallene stiger og flere børn lever under trange vilkår på grund af lave ydelser,” forklarer Holger Schou Rasmussen til Netavisen Pio.

Han mener, at det er nationale beslutninger, både omkring kontanthjælpsloftet og en liberalisering af boligmarkedet, som gør, at de socialt udsatte rykker teltpælene op og flytter fra by til land:

“Det er nationale beslutninger, som skaber ulighed og urimelighed kommunerne imellem. Det skal man have mod til at håndtere. Jeg synes det er en national opgave, som man bør handle på nationalt.”
 

Eksportering af socialt udsatte

På Lolland har man meget svært ved at håndtere tilflytningen af socialt udsatte og borgere på overførselsindkomster, siger borgmester Holger Schou Rasmussen:

“Vi har haft en nettotilflytning af borgere på overførselsindkomst på ca. et par hundrede styks hvert evig eneste året. For at sætte det i perspektiv, så ville det svare til til, at man i København fik 3500-4000 nye borgere om året, der skulle have overførselsindkomst.”

Det bliver voldsomt mange i forhold til sammenhængskraften

Holger Schou Rasmussen siger, at tilflytning af socialt udsatte borgere koster kommunen mellem 50 og 100 millioner om året.

Men det er ikke bare et pengespørgsmål. Han er bekymret for sammenhængskraften:

“I en skoleklasse i København med 25 elever, så er der måske én, der har brug for ekstra støtte. Hernede på Lolland er der måske seks-syv stykker. Det bliver voldsomt mange i forhold til sammenhængskraften. Den er jeg meget bekymret for.”
 

Presset ud af København

Udover indførelsen af de såkaldte fattigdomsydelser, der gør, at familier på overførselsindkomst har uhyre svært ved at betale en bolig i en af de større byer, så peger Holger Schou Rasmussen på, at boligpolitikken er helt afgørende.

Ingen mennesker på overførselsindkomst på Lolland har råd til at bo i København

“Det der er sket med hovedstadens brokvartere er, at man har renoveret, så dem der har lav indkomst ikke har råd til at bo der mere. De flytter, og man samler problemerne andre steder. Ingen mennesker på overførselsindkomst på Lolland har råd til at bo i København.”

Holger Schou Rasmussen mener, at stramninger i reglerne for beboersammensætningen i de almene boligområdet også har presset folk på overførselsindkomst ud af byerne. Folk bliver simpelthen af afvist af boligselskaberne, fordi de er arbejdsløse.

På Lolland ser boligmassen helt anderledes ud.

De er fyldt med skimmelsvamp, og de er usunde at leve i

Her har man få almene boliger, men mange faldefærdige, private udlejningshuse, forklarer borgmesteren:

“Mange af dem burde ikke være beboet af mennesker. De er simpelthen ikke sat ordentligt i stand. De er fyldt med skimmelsvamp, og de er usunde at leve i. Man kan købe et hus på tvangsauktion til 100.000, og så sætte borgere ind i. Det er rene pengemaskiner,” forklarer borgmesteren om udviklingen på Lolland.

Nedadgående spiral

Når tilflytningen af socialt udsatte og familier på overførselsindkomst fortsætter, så bliver området mindre attraktivt for de velfungerende familier:

“Man kan godt have en folkeskoleklasse, som kan bære, at der er to måske tre elever, som har brug for særlig støtte for at kunne være inkluderet i fællesskabet. Men hvis det lige pludseligt er seks-syv elever, så søger de bedste væk,” siger Holger Schou Rasmussen.

Han understreger, at lokalsamfundet på Lolland allerede tager et kæmpe socialt ansvar:

“Virksomhederne i vores kommune er de tredjebedste i landet til at tage et socialt ansvar. Men jeg kan hører, at nogle af vores virksomheder siger: Nu kan vi snart ikke tage flere, som vi skal hjælpe ind på arbejdsmarkedet, for vi skal også kunne holde fast i, at vores dygtige medarbejder skal kunne løfte opgaven.”

Man kører meget med et belønningssystem, hvor man belønnes for at få folk væk fra passiv forsørgelse

Udligningssystemet gør det svært

De sociale problemer “eksporteres” fra by til land, fordi byerne bliver for dyre at bo i, men pengene følger ikke med, mener Holger Schou Rasmussen.

“Det er jo en national opgave, men vi slås med hele udligningssystemet, fordi man kører meget med et belønningssystem, hvor man belønnes for at få folk væk fra passiv forsørgelse.”

Udligningssystemet har til formål at omfordele penge mellem de forskellige kommuner, på baggrund af eksempelvis skattegrundlag og social og aldersmæssig sammensætning, så borgerne rundt omkring i landet møder en mere ens service i det offentlige.   
 

Dem med de dårlige tænder

På Lolland betyder tilflytning af folk uden for arbejdsmarkedet, at man aldrig får plus på kontoen - eller i statistikkerne.

Når én familie kommer ovenpå og kommer i arbejde, så flytter en ny familie med brug for hjælp til kommunen, forklarer Holger Schou Rasmussen:

“Når vi får en så stor tilførsel af folk, der har sociale problemer og står uden for arbejdsmarkedet, så kommer vi aldrig i bund med opgaven.”

I er dem med fattigste børn og de dårligste tænder

Det giver en ophobning af landets fattige børn, fordi de fattige børnefamilier fra andre områder af Sjælland flytter ned til Lolland:

“At vi fået flere børn på Lolland, som lever under den såkaldte fattigdomsgrænsen, skyldes også den store tilførsel af børn fra andre steder, blandt andet hovedstadsområdet. Det synes jeg ikke er rimeligt. Det er en national opgave - ikke en lokal opgave.”

Han tilføjer:

“Man laver et system, hvor tingene bliver umulige at være i. Først får vi en økonomisk lussing, ved at man flytter mennesker, der har brug for hjælp, herned. Bagefter så måler man på det, og siger: Nu lugter I, for I er dem med de fattigste børn og de dårligste tænder.”

Sarah Scheer er journalist på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

"Den lille pige med svovlstikkerne" er ikke længere bare et eventyr.Fuldkommen absurd det er sådan,her på grænsen til 2019.Det går tilbage for landet.Med velstand kun for de få ? Et samfund kræver helhed og samling.På trods af det opleves skævvridning og tiltagende ulighed. Børnefattigdom avles af forældrefattigdom.Når de svageste borgergrupper bliver fattigere og fattigere, går det ud over børnene.Egne i landet, nærmere sig status af fattigghetto. Er der overhovedet nogen form for velvilje, til at minimere fattigdommen, der er resultat af årtiers jagt på samfundets svageste ?Hvor de samme borgere igen og igen rammes af nedskæringer,stramninger,og deraf manglende muligheder.