Kunsthistoriker Mirjam Gelfer-Jørgensens nye mammutværk med titlen ’Dialog med samtiden. Arkitekten Martin Nyrops samlede værk’ er en sand lise at sidde med i hænderne.

Fotograf Pernille Klemps utallige fotos af Martin Nyrops større og mindre bygninger, facader, interiører og små detaljer, gør bogen om denne indflydelsesrige arkitekt til noget helt særligt.

Martin Nyrop er først og fremmest kendt som arkitekten, der tegnede Københavns Rådhus, Eliaskirken på Vesterbro og Bispebjerg Hospital.

Her er indbegrebet af det, der siden er blevet betegnet som skønvirke, som i slutningen af det nittende århundrede og i begyndelsen af det tyvende århundrede vandt indpas, og som i alle de vestlige lande gav sig udtryk i en national stil skabt af traditionelle håndværk og byggetraditioner.

Navnet var nok anderledes, Arts & Crafts, Art Nouveau, men intentionen var grundlæggende identisk: Man ønskede at bevare de gamle håndværkstraditioner mod den stigende industrialisering, og man tænkte nationalt. I arkitekturen udmøntede det sig i brug af for eksempel lokalt træ og håndstrøgne, lokale mursten.

Finurlige detaljer

Og selvom Martin Nyrop faktisk selv mente, at han var funktionalist, i modsætning til datidens fremmeste, arkitektoniske stil, historicismen, så er det i dag vanskeligt at se det.

Martin Nyrops mange bygninger, her især de tidligste værker, med Vallekilde Højskoles gymnastiksal og Københavns Rådhus som de mest iøjnefaldende, er jo fyldt med finurlige detaljer, historiske referencer og pynt.

Siden, for eftertidens arkitekter, der også kaldes for funktionalister, fremstår disse huse som formelt set gammeldags og reaktionære.

Disse arkitekter, der havde en meget mere formel tilgang til arkitekturen, begyndte at kritisere Martin Nyrop for at være ”nationalromantisk”, og pludselig var denne ellers så centrale arkitekt kommet i miskredit.

Her stikker Mirjam Gelfer-Jørgensen hånden direkte ned i en historisk hvepserede

Man talte dengang om nationalromantikerne og ”europæerne” eller ”de internationale”, og her hørte Martin Nyrop altså til den førstnævnte gruppering.

Det helt centrale og meget spændende ved Mirjam Gelfer-Jørgensens tilgang til fænomenet Martin Nyrop er, at hun forsøger at nedbryde dette skarpe skel mellem formelle funktionalister, internationalt orienterede arkitekter og så de reaktionære nationalromantikere. Hun skriver, at Martin Nyrop var national, men ikke nationalist.

Her stikker Mirjam Gelfer-Jørgensen hånden direkte ned i en historisk hvepserede, og selvom hun kun lige mærker de første stik, så er det vederkvægende at se hende gøre forsøget.

For det handler desværre også om andet end kunsthåndværk og arkitektur. Det handler om værdier og politik, der selv i dag skiller vandene.

Brandesiansk dominans-status

Når man taler om datiden, da Martin Nyrop var på toppen, så falder talen altid på krigen i 1864, hvor vi tabte store dele af landet til tyskerne.

Det førte til en indadvendthed og en dyrkelse af det nationale. Det var en tendens, som kritikeren Georg Brandes fremførte med stor ild, og det satte gang i en bevægelse, der næppe er til at overse.

Samtidig var landet præget af provisorietiden, hvor konseilpræsident J.S. Estrup obstruerede grundlovens retsprincipper for at nægte Folketinget adgang til den reelle magt. Denne forfatningskamp er siden blevet indskrevet i denne historie om de nationalromantiske, der ikke fulgte med tiden.

Og her er den store fejlslutning i både kunst-, arkitektur- og litteraturhistorien: Man har fortolket datidens nationalromantikere som tilhængere af Estrups styre, der for alvor faldt med Systemskiftet i 1901 og med opgøret med almuestilen, ‘danskheden’ og kristendommen.

Problemet er bare, at det slet ikke er sandt

I næsten alle monografier om datidens store kunstnere, for eksempel maleren Vilhelm Hammershøi, kan man læse, at majoriteten af Danmark var nationalromantisk, men at netop denne maler, sammen med Georg Brandes tilhængere, havde øjnene rettet mod det store udland.

Problemet er bare, at det slet ikke er sandt, og at for eksempel Vilhelm Hammershøi også var nationalt orienteret.

Det er altså denne måde at anskue tingene på, som Mirjam Gelfer-Jørgensen forsøger at tage et opgør med. Hun skriver begejstret om Martin Nyrops arkitektoniske brug af forskellige stilarter, at de både var nationale og internationale, at det såkaldt ‘nationalromantiske’ faktisk var en trend i hele Europa, og at der er mange funktionalistiske træk i Martin Nyrops tilgang til arkitekturen.

Stuk

Forfatteren Herman Bang udgav i 1887 romanen ’Stuk’. Denne er en massiv kritik af datidens arkitektur, der beskrives som forloren, tilplastret og uoriginal.

Romanen kan - og bør - på mange måder læses som et kampskrift, der siden blev en national opgave, hvor et utal af betydelige personer arbejdede for en højnelse af kvalitet i landbruget, i byggesektoren og i produktionen af kunstindustrielle produkter.

Året efter udgivelsen af ’Stuk’, i 1888, afholdt Industriforeningen en gigantisk udstilling, i en lige så gigantisk bygning, tegnet af Martin Nyrop, og beliggende lige der, hvor Københavns Rådhus ligger i dag.

Det var en folkelig bevægelse, og den var præget af oplysning, og så en god del grundtvigianisme

Det var en vending i danmarkshistorien, og et opgør med fortidens fattige brug af historicismen i arkitekturen, samt et forsøg på at berede vejen for en fremtid, der især skulle skabe bedre livskvalitet for den spirende middelklasse.

Det var en folkelig bevægelse, og den var præget af oplysning, og så en god del grundtvigianisme.

Det underlige er, at både grundtvigianerne og brandesianerne, der ellers hadede hinanden, begge var indædte modstandere af Estrup og de national-konservative.

Det er netop derfor, at Systemskiftet var så stor en sejr, og at Københavns Rådhus, der blev påbegyndt i 1889 og afsluttet i 1906 er så særligt, fordi det er et udtryk for en folkelighed, et udtryk for demokratiet og for et nyt syn på kvalitet, respekt for håndværket og for råmaterialer.

Mirjam Gelfer-Jørgensen berører alt det her, og hun beskriver ret indgående, at Martin Nyrops arbejde for blandt andet Bedre Byggeskik pegede fremad, fordi han ønskede af udbrede det mere enkle hus med mindre pynt, men af god kvalitet.

Hvis man går en tur på Københavns Rådhus, så ser man netop et opgør med billig, masseproduceret stukkatørarbejder

Dette aspekt er senere blevet overset i arkitekturhistorien, og det retter Mirjam Gelfer-Jørgensen op på.

Som sagt, så skrev Herman Bang om stuk og dårlig arkitektur. Hvis man går en tur på Københavns Rådhus, så ser man netop et opgør med billig, masseproduceret stukkatørarbejder.

Her kan man se tagkonstruktionen, der står rent frem, og her er samtlige detaljer udført af gode håndværkere, der ofte fremhæver kvaliteten i selve råmaterialet.

Mere end en simpel nationalromantiker

At Martin Nyrop fortjener at blive anskuet med et mere positivt blik, er uomtvisteligt, og jeg tror at Mirjam Gelfer-Jørgensen har ret i, at tiden måske er inde til at det nu kan lade sig gøre. At han ikke bare kan afskrives som en simpel, reaktionær nationalromantiker.

Martin Nyrops oeuvre er meget omfattende og stikker i alle mulige retninger. Det er fascinerende, at han kunne arbejde med så mange stilarter og genrer.

Og Mirjam Gelfer-Jørgensens bog udkommer til tiden, da man også i år åbnede en mindestue for Martin Nyrop på Københavns Rådhus, som blev anmeldt her.

Mirjam Gelfer-Jørgnsen er ikke bleg for at komme med en bredside til daværende overborgmester Ritt Bjerregaard

Martin Nyrop tænkte altid i helhed og indrettede ned til mindste detaljer. Mirjam Gelfer-Jørgnsen er ikke bleg for at komme med en bredside til daværende overborgmester Ritt Bjerregaard, som udskiftede møbler og rev paneler ned på sit kontor, der alle var en del af Nyrops værk.

Det er på tide, at det nationalromantiske ikke sådan vedbliver med at blive kritiseret som om, at det hele bare var reaktionært og tilbageskuende, blot fordi en verserende værdikamp hele tiden gør, at man ikke kan tale om det nationale.

At Mirjam Gelfer-Jørgensen forsøger at skelne mellem Martin Nyrop, som hun kalder for nationalt indstillet, og så det nationalistiske, gør ikke tricket, og i bogen udfolder hun heller ikke, hvori forskellen består.

Det minder mest om sproglige saltomortaler og krumspring. Men forsøget er ikke desto mindre tiltrængt.

Martin Nyrop var både begavet og morsom. Dengang, under tilblivelsen af Københavns Rådhus, definerede han sig selv som “materialets tjener” og han udtalte følgende til en journalist:

“Men det er ganske vist ikke genialt at være tjener; derimod betragte de utallige venner af imitation, enhver eftergjøren som en genistreg, skjønt man skulle tro, at det ideal, som imiteredes, var mer beundring værd. Den samme honnette ambition, som tillader og begunstiger, at begejstres over sådanne ting som falske dameskrivepulte, bogskabe og opretstående fortepianoer, der overfor gjæster give ejeren et anstrøg af musikalsk og boglig dannelse, men når de fremmede er gået, viser sig at være til at slå ud og bruge som servanter og senge, med indelukkede, beklumrede dyner i, - samme tænkemåde har sin rigelige andel i vor tids fleste nybygninger, der skabe sig til, som om de var paladser, men netop bliver mindre og elendigere ved den påtagne maske, hvor salondøre, klosetdøre og døre til elevartorer alle gøres ens højfornemme med gipsornamenter over indfatningerne, så at afsked tagende gæster tager fejl og må betragte det som et held, når tilfældet giver dem klosetdørens greb i hånden, frem for at falde ned gennem elevatoren.”

Det er enestående, og det gør, at denne bog bare er så tiltrængt. Tak for den!

Kort og præcist beskrev Martin Nyrop, hvad han ønskede at gøre op med af imitationer og mangel på en bedre fornemmelse for, hvad forskellige bygninger og brugsgenstande skal bruges til.

Dette citat, samt en del af det her beskrevet, er slet ikke med i Mirjam Gelfer-Jørgensens bog.

Men antydningerne er der, og selve nyfortolkningen, eller genfortolkningen, af Martin Nyrops betydning og særegne måde at præge sin samtid og eftertiden, så vi i dag også er kendt for godt kunsthåndværk og god byggeskik, er respektindgydende.

Det er enestående, og det gør, at denne bog bare er så tiltrængt. Tak for den!

 

Mirjam Gelfer-Jørgensen: ’Dialog med samtiden. Arkitekten Martin Nyrops samlede værk’. Fotos af Pernille Klemp. 469 sider. Forlaget Strandberg Publishing, 2023.