Medicinalfirma får kæmpebøde for valgkamp-støtte til Troels Lund Poulsen

Medicinimportfirmaet Orifarm får bøde på 95.000 kroner for at overtræde medicinindustriens etiske regler om støtte til partier og enkeltpersoner
Foto: Folketinget/Steen Brogaard
Troels Lund Poulsen, Venstres finansordfører
Medicinimportfirmaet Orifarm får en historisk stor bøde for at overtræde medicinindustriens etiske regler omkring støtte til partier og enkeltpersoner.

Orifarm støttede op til folketingsvalget i 2019 Venstre-politikeren Troels Lund Poulsen med et valgkampbidrag. Formanden for Hedensted-kredsen, hvor Troels Lund Poulsen opstiller, Arild Pedersen har tidligere oplyst over for Netavisen Pio, at det samlede støttebeløb fra Orifarm - fordelt på to bidrag - ligger i størrelsesordenen 20. - 40.000 kroner.

Men ifølge medicinalbranchens etiske regler - et såkaldt lobbykodeks - må medicinalvirksomheder slet ikke støtte partier eller enkeltpersoner med valgkampbidrag. Derfor har branchens Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien (Enli) nu idømt Orifarm en bod på 95.000 kroner.

Det skriver Politiken.

Enli’s sekretariatschef mener, at afgørelsen og bødens størrelse sender et tydeligt budskab:

Der er et absolut forbud mod at give økonomisk støtte til politikere

“Det sender et signal om, at det er uacceptabelt for lægemiddelvirksomheder at have en økonomisk tilknytning til politikere. Der er et absolut forbud mod at give økonomisk støtte til politikere. Det viser den her afgørelse med en sanktion af den her størrelse,” siger sekretariatschef hos Enli, Rikke Bækgaard Thomassen, til Politiken.

Enli afgjorde oprindeligt sagen i april med en bøde til Orifarm på 125.000 kroner, men Orifarm ankede afgørelsen til Enli's ankenævn, som nu har nedsat bøden til 95.000 kroner.

Troels’ kreds tilbagebetaler

Allerede da sagen kom frem i begyndelsen af april oplyste Hedensted-kredsens formand, Arild Pedersen, at kredsen “for at undgå ballade” har valgt at tilbagebetale de to støtte-beløb fra Orifarm:

“Vi har overholdt reglerne til punkt og prikke. Det er Orifarm, der har lavet en fejl ved ikke at fortælle os, at de har tilsluttet sig et sæt etiske regler," sagde kredsformanden til Netavisen Pio 12. april.

Kredsformanden oplyste, at han ikke præcis husker størrelsen på Orifarms støttebeløb, som nu sendes retur:

det beløb vi sender retur nu må ligge i størrelsesordenen 20. - 40.000 kroner

"Men hver af de to bidrag fra Orifarm var på under 20.000 kroner, så du kan heraf regne ud, at det beløb vi sender retur nu må ligge i størrelsesordenen 20. - 40.000 kroner," sagde Arild Pedersen.

Han var ikke klar over om den reelle giver af beløbene er Orifarms ejer, Hans Bøgh-Sørensen:

"Nej, vi ved kun at pengene kom fra Orifarm-koncernen."

Det fremgår i øvrigt af Enli’s afgørelse, at en anden folketingskandidat - ud over Troels Lund Poulsen - modtog 20.000 kroner fra Orifarm. Identiteten på denne er pt. ukendt.

Venstres mink-hovedforhandler

Troels Lund Poulsen, der er finansordfører for Venstre, var i november i fokus, fordi han var Venstres hovedforhandler omkring erstatning til minkerhvervet.

I den forbindelse spurgte Netavisen Pio  Troels Lund Poulsen, om han op til valget i 2019 havde modtaget valgkampbidrag fra formanden for Danske Minkavlere/Kopenhagen Fur, Tage Pedersen, ellers dennes mink-koncern Sole Gruppen. Men Troels Lund Poulsen forholdt sig tavs. Netavisen Pio spurgte igen - forgæves - Troels Lund Poulsen til sagen i april.

Tage Pedersen  ville i november ikke oplyse, om han eller Sole Gruppen har betænkt Troels Lund Poulsen med valgkampbidrag.

Han erkendte derimod over for Netavisen Pio, at han og Sole Gruppen tidligere har betænkt både lokale politikere og landspolitikere op til folketingsvalg. Uden dog at sætte navne på modtagerne af disse valgkampbidrag.

Tætte kontakter til en stribe milliardærer

Troels Lund Poulsen er en sand mester i at indsamle penge. Men han får også god hjælp af sin tidligere spindoktor fra dengang Troels Lund Poulsen var skatteminister, Peter Arnfeldt.

Det er således Peter Arnfeldt, der står for at samle penge ind til Troels Lund Poulsen via indsamlingsklubben “Arnfeldt & Co. Aps”.

Det er ukendt hvor meget, der blev indsamlet via “Arnfeldt & Co. Aps” op til valget i juni 2019. Det er også ukendt, hvem der har bidraget med hvad til Troels Lund Poulsen gennem indsamlingsklubben.

Lund Poulsens indsamler, Peter Arnfeldt, har gode forbindelser til Orifarms ejer, Hans Bøgh-Sørensen

Lund Poulsens indsamler, Peter Arnfeldt, har gode forbindelser til Orifarms ejer, Hans Bøgh-Sørensen.

Hans Bøgh-Sørensen er blandt andet medejer af Jensens Bøfhus, som Peter Arnfeldt udfører presse- og strategiarbejde for. Ikke mindst i forbindelse med den aktuelle faglige strid mellem fagforbundet 3F og Jensens Bøfhus.

Hans Bøgh-Sørensen er med en formue på fire milliarder kroner Danmarks 30. rigeste mand.

“Vi har trådt i spinaten”

Hans Bøgh-Sørensen har tidligere erkendt over for  Politiken, at Orifarm med sine valgkampbidrag til Troels Lund Poulsen har trådt i spinaten:

"Prøv at høre her. Erik (Orifarms administrerende direktør, Erik Sandberg, red.) har sagt det, der skal siges om den sag. Vi har trådt i spinaten, og sådan er det i den pågældende sag. That’s it. Jeg vil ikke uddybe den her sag yderligere," sagde Hans Bøgh-Sørensen tilbage i april.

Jeg vil ikke uddybe den her sag yderligere

Troels Lund Poulsen modtog - ifølge  Venstre i Region Midtjyllands officielle indberetning til Region Midtjylland  - op til valget i 2019 ikke færre end 10 større bidrag, som efter reglerne skal offentliggøres. I 2019 skulle alle beløb på 20.900 kroner offentliggøres. Grænsen er i 2021 steget til 21.400 kroner.

Blandt bidragyderne til Troels Lund Poulsen valgkamp er blandt andet finansmanden Lars Seier Christensen og  lego-arvingen Anders Kirk Johansen.

Her er listen over Troels Lund Poulsens pengestærke venner

 

Her er listen over Troels Lund Poulsen større valgkampbidrag på over 20.900 op til valget i 2019:

  • Arnfeldt & Co. Aps

  • Orifarm Group/Orifarm A/S

  • Lars Seier Christensen

  • Anders Kirk Johansen

  • Carta Finans A/S

  • Hanssen Holding A/S

  • Techno Vision Aps

  • FK Distribution A/S

  • Stibo Complete

  • Out of Home Media

Kilde: Venstre i Region Midtjyllands officielle indberetning til Region Midtjylland

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce