Kort før Netavisen Pios redaktion gik på sommerferie, døde en af vor tids største amerikanske forfattere. Cormac McCarthy blev 90 år gammel, og nåede at skrive adskillige betydelige og vidt berømmede romaner. Flere af værkerne er blevet filmatiseret med stor succes, her blandt andet romanen ’No Country for Old Men’ og ’The Road’.

Allerede tidligt i forfatterskabet, fra debuten ’The Orchard Keeper’ (1965), over romanen ’The Blood Meridian’ (1985), til og med de tre romaner med fællestitlen, ’The Border Trilogy’ (1992-98), blev hans stil og betydning stadfæstet, som den ærkeamerikanske kronikør, med omdrejningspunkt vestpå og ved grænsen til Mexico.

Hans stil er på mange måder helt unik, men han er blevet sammenlignet med William Faulkner og Ernest Hemingway. Han droppede alle overflødige skrifttegn, og alle hans romaner er stort set blottet totalt for psykologiske beskrivelser.

Til gengæld er Cormacs beskrivelser af hændelser og bevægelser minutiøse til det excentriske, og dialogformen er komprimeret, og hele tiden skal man som læser holde tungen lige i munden.

Når man først får tag på diktionen, så opdager man, at Cormacs tekster, hændelserne og dialogerne flyder som en flod. Man er i evig dynamik, evigt på vej imod noget, bevægelig og i gang med noget.

Det er en sælsom stil, men effekten er forbløffende billedlig og lige så overraskende psykologisk profilerende. Bare ikke analyserende, for det kan læseren godt selv finde ud af.

Mod det ukendte

Hele forfatterskabet oser af den amerikanske frontiers-myte, og hele tiden går bevægelsen mod Vest, mod det ukendte, det nye og det udefinerbare. Alle forfatterskabets figurer ender på vejene, retningsløse, rastløse og ligesom uden egentlig rod i andet end selve dynamikken og fremdriften.

Samtidig består forfatterskabet af flere centrale nedslag i den amerikanske historie, og disse resonerer voldsomt med kendsgerningerne og divergerer med myterne.

Det bedste eksempel er romanen ’The Blood Meridian’, en tæt på sand fortælling om den hvide mands udryddelse af Amerikas oprindelige befolkning, de evige krige og de massive blodbade, mens grænsen rykkedes frem mod den mexicanske grænse.

Cormacs figurer synes mere drevet af omstændighedernes tvang

’The Blood Meridian’ er på mange måder et korrektiv til Amerikas egen myte, måske bedst forankret i den klassiske Western og i Laura Ingalls Wilders stærkt romantiserede nybyggerkrønike, ’Det lille hus på Prærien’. Hos Cormac fremstilles overtagelsen som skånselsløs - og delvis meningsløs - udryddelsestrang, begået af mennesker, der ikke har andre bevæggrunde, end de personlige.

Det helt karakteristiske i Cormacs romaner og egen filosofi, er ideen om, at menneskehedens bevæggrunde sjældent er begrundet ud fra rationelle valg, men snarere er determineret af omstændigheder.

Cormacs figurer synes mere drevet af omstændighedernes tvang, og man fornemmer klart, at der er en pointe med at anskue tilværelsen således.

Nøgtern realisme

Mens ’The Blood Meridian’ handler om kampen for erobring af Vesten, fortsætter blodbadet og skæbnens tvingende indtog i den amerikanske borgers liv, i den mesterlige roman, ’No Country for Old Men’, filmatiseret af Coen-Brødrene, hvor Cormacs grundlæggende, moralsk forvirrende men samtidig kølige og nøgterne realisme igen fremstår klar og tydelig. Vi er rykket frem i tiden, hestene er udskiftet med biler, men volden er den samme.

Den amerikanske historie er i mange træk blodig, rodløs og dynamisk, og på mange måder også skånselsløs. Amerikansk miljø har for eksempel lidt kraftigt under fremdrift og industrialisering, hvilket hele tiden er et tema, som Cormacs romaner kredser om.

Cormac troede ikke det store på udviklingen

For eksempel er hans bestseller, ’The Road’ fra 2007, som han vandt Pulitzerprisen for. Det er en dystopisk fortælling om et Amerika, der er udslettet af en naturkatastrofe, hvor skovene, bygninger og alle fuglene er brændt op.

Vi følger en far og dennes søn på vejene, i et askegråt landskab, hvor alle bekæmper alle, som var vi endnu i forne tider, hvor borgerkrigene hærgede.

Cormac McCarthy var på mange måder en filosofisk tænker og forfatter, selvom det først for alvor går op for en, når man har pløjet sig gennem en mængde af hans romaner.

Cormac troede ikke det store på udviklingen, set som en civilisationsproces, der afskaffede vold og brutalitet. Det destruktive er konstant i Cormacs kosmologi.

Oppenheimer

Efter udgivelsen af romanen ’The Road’ var der tavshed helt frem til sidste år, hvor Cormac pludselig publicerede endnu to romaner, ’The Passenger’ og ’Stella Maris’, der hænger sammen.

Her funderer han over videnskabsmanden, atomfysikeren og matematikeren, J. Robert Oppenheimer, der pt er hyper aktuel, grundet Christopher Nolans nye film af samme navn.

Hvor Nolan skildrer ”Atombombens fader” i centrum for Manhattan Projektet, hvor atombomben blev udviklet, koncentrerer Cormac sig om udviklingen af matematikken og kvantefysikken.

Cormac McCarthy lod sig yderst sjældent interviewe

Han skriver, at disse teorier er på niveau med opfindelsen af sproget, og at vi som civilisation endnu ikke har fattet, hvor konsekvente disse videnskabelige gennembrud grundlæggende har været og vil blive.

Cormac McCarthy lod sig yderst sjældent interviewe, og han mente, at hans romaner kunne tale for sig selv. I et af disse sjældne interviews udtalte han, at han ikke kendte en eneste forfatter, men hellere ville bruge sin tid sammen med videnskabsmænd.

Hans sidste to romaner vidner om dette fællesskab, og det gør dem også vanskelige at forstå. Til gengæld er et favntag med romanerne det hele værd, hvis man læser dem i forlængelse af hele forfatterskabet, og gør sig begreb om, i hvor høj grad den amerikanske frontier i den grad dominerer hele kloden, og at kvantefysikken og atombomben endnu befinder sig derude i grænselandet, hvor alle Amerikas myter er opstået og genopstår, igen og igen.

En hjørnesten

Cormac McCarthys forfatterskab er betydeligt og udgør en hjørnesten i det, der diffust defineres som ”Det amerikanske”.

Det er selve antitesen af for eksempel forfatteren Paul Auster, der også er ærkeamerikaner, men mestendels skriver om New York.

Cormac McCarthys figurer indgår i kædereaktioner, uden mål og med, men altid med blikket rettet mod Vest, mod ”solens fjerne Pandæmonium”, som han skriver i ’The Blood Meridian’.

Det er skæbnen

Og derfor er hans to sidste, anderledes og mere eksplicit filosofiske romaner også en slags afslutning på hele hans lange krønike, det også er Amerikas: En lang kædereaktion, der ikke kan stoppes, og som er voldelig, selvdestruktiv og dynamisk.

Det er skæbnen, og Cormac skildrede den som ingen anden.