Luften er for alvor gået af ballonen hos de tyske socialdemokrater, SPD. Partiet havde ellers haft indledende vind i de landsdækkende målinger, efter at man skiftede partiformand Sigmar Gabriel ud med Europa-Parlamentets tidligere formand Martin Schulz.

Begejstrede partifæller og kommentatorer talte om ”Der Schulz Effekt”, som ville redde partiet for endnu et nederlag. Men vælgerne var knap så overbeviste. Først tabte partiet snævert ved delstatsvalget i Saarland, så tabte man ministerpræsident-posten i Slesvig-Holsten og i weekenden gik turen til Nordrhein-Westfalen, de tyske socialdemokraters hjertekammer, hvor SPD fik sit dårligste valg siden anden verdenskrig, hvilket kostede den ellers stærke minister-præsident Hannelore Kraft posten.

Fremgang og tab ved delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen

Kilde: Wahl Tagesschau 2017

Den såkaldte Schulz-effekt er stendød.

Tre sigende nederlag i træk
Valget af Martin Schulz som ny partiformand, der kom fra Europa-Parlamentet, der kom (en lille bitte smule) fra venstre og som skulle være et frisk pust, uplettet af tysk politiks kompromiser og skandaler, har ikke formået at give de positive resultater, som så mange ellers sukkede dybt efter.

I de seneste målinger ligger SPD stadigvæk et lille stykke (et par procent) over hvor partiet lå da Schulz blev formand, men det er værd at notere sig, at tvivlerne i høj grad vælger partiet fra, når de står nede i stemmeboksen og skal beslutte sig.

Ved de seneste tre delstatsvalg, har CDU hentet mere end fem procent på SPD i den sidste uge før valget

CDU har, ved hver af de seneste tre delstatsvalg, hentet mere end fem procent på SPD i den sidste uge før valget. Der ser med andre ord ud til at gemme sig et pænt stort CDU-potentiale blandt tvivlende tyske vælgere.

På samme måde må det tyske centrum-venstre også notere sig, at protestpartiet Piratpartiet røg under spærregrænsen, mens det højrepopulistiske AfD omvendt klarede spærregrænse ved alle tre delstatsvalg.

Derfor gik gassen af Schulz-ballonen
Det er interessant at se på hvorfor gassen er gået så hurtigt af den ellers medie-hypede Schulz-effekt.

1. Medieskabt fatamorgana
Schulz-effekten var mest af alt er blevet skabt i en euforisk medieverden, som pludselige fik noget nyt og spændende at skrive om, mens den ellers kronisk sejrssikre Angela Merkel er ved magten.

Medierne blev så godt hjulpet på vej af en række sentimentale socialdemokrater og venstresnoede kommentatorer, der længes efter bedre tider og mest bare har skrevet det de drømte om skulle være sandt.

Schulz-effekten har været baseret på det oversete faktum at SPD's meningsmålinger i 2016 lå på et historisk lavpunkt

Evidensen for en egentlig Schulz-effekt har samtidig været baseret på det meget oversete og underbelyste faktum at meningsmålingerne for SPD i det meste af 2016 lå på et historisk lavpunkt, hvorfor Schulz-effekten fra dag et hvilede på et særdeles spinkelt grundlag.

2. Mange lokale problemer
En anden pointe kunne være, at årsagerne bag de tre nederlag faktisk er ganske forskellige. I Saarland genvandt en stærk og populær ministerpræsident fra CDU valget, mens SPDs siddende ministerpræsident Torsten Albig i Slesvig-Holsten havde underprioriteret trafik, uddannelse og kriminalitet.

Endelig havde Hannelore Kraft i Nordrhein-Westfalen helt særlige problemer med de voldelige overgreb fra verdensberømte Köln-sag, en række præventive anholdelser af mistænkte terrorister og en arbejdsløshed på 7,5 procent, som er højere end forventet for det tyske Ruhr-distrikt.

Intet af det kunne Schulz overskygge.

3. Merkel er stadig mutter
Samtidig står Merkel stadig stærkt i Tyskland, hvilket også gør sig gældende i Nordrhein-Westfalen, som kansleren besøgte intet mindre end otte gange under delstatsvalget.

En rolle, som var castet perfekt til den skrappe mutter Merkel.

CDU havde ganske enkelt gjort kampagnen i Ruhr-distriktet til en test for det generelle valgkampsmaskineri og hendes politiske budskaber. Og det virkede. Den konservative valgkampsmaskinen tegnede et billede af uorden og eftergivenhed hos SPD versus orden og konsekvens hos CDU. En rolle, som var castet perfekt til den skrappe mutter Merkel.

4. Manglende politisk program
Martin Schulz har indtil videre reddet på en bølge af social retfærdighed, opgør med uligheden og et budskab om at 'reformere reformerne’ på det økonomiske område.

Det har givet opmærksomhed og lagt afstand til især den udskældte forgænger på SPD-formandsposten Gerhard Schröder. Men det har udelukkende været formuleret i overskrifter og slogans.

Fraværet af et egentligt politiske indhold er blevet tydeligere, som tyskerne bedre har lært Schulz at kende. Tyskerne kræver mere substantielle og betryggende svar, hvis de skal tilvælge SPD til fordel for Merkel.

5. Persondyrkelsens grænse
Endelig har den rene persondyrkelse måske også nået sin grænse blandt de konservative tyskere, der elsker kontinuitet, stabilitet og tingene som vi kender dem. I det lys har Schulz været en uskyldig flirt eller som den tyske avis Die Zeit skrev udgjort ”en stjernekult blottet for indhold”.

Den personlige kult virker ikke på samme måde for Schulz, som den har gjort for Elbæk i Danmark

Den personlige kult virker ikke på samme måde i Tyskland for Schulz, som den nok har gjort for Macron i Frankrig, Trudeau i Canada eller Uffe Elbæk i Danmark.

Schulz: Jeg er ingen troldmand
”Jeg er ikke en troldmand”, sådan sagde lettere irriteret Martin Schulz selv efter det seneste valgnederlag. Den forventningsafstemning skulle Schulz måske have foretaget med sine partikammerater, sit socialdemokratiske bagland og de tyske vælgere på et lidt tidligere tidspunkt.

Tryghed, valgprogram og forventningsafstemning burde nok stå på Schulz’ tjekliste, som nogle af de ting, der skal ordnes før valget til Forbundsdagen den 24. september træder ind i sin afgørende fase.

Jens Jonatan Steen, er chefredaktør for Netavisen Pio