I minutterne efter det blev offentliggjort, at regeringen havde indgået af en finanslovsaftale med Dansk Folkeparti, flokkedes medierne om at være først med aftalens vigtigste elementer. De fleste medier bragte hurtige lister med aftalens ti hovedpunkter. Punkter, de fik leveret direkte fra Finansministeriet. Først senere kom selve aftaleteksten på nettet.

Relativt ukritisk gengav en række medier altså de hovedpointer, som regeringens kommunikationsfolk helst ville have frem: Milliarder til sundhed, ældrepleje, politiheste, flere politistuderende, infrastrukturprojekter, grænsekontrol, ingen skat på arbejdstelefon, pulje til erhvervsuddannelser, boligjob-ordning og fjernelse af udligningsskat på indtægter fra pensionsopsparing. Men finansieringen – herunder nedskæringer på f.eks. DSB, uddannelse og arbejdstilsyn – fremgik ikke. Hverken af ministeriets overblik eller af de nævnte artikler.

Fem medier gengav ukritisk alle Finansministeriets punkter
Nærmest identiske lister med ”hovedpunkter” fandt nemlig vej til både TV2, DR, BT, Berlingske, Kristeligt Dagblad, Politiken og Altinget. Forklaringen er nok blandt andet, at Ritzau udsendte et telegram med en næsten ordret gengivelse af ministeriets oversigt. TV2, Berlingske, BT, Kristeligt Dagblad og Politiken bragte alle ti punkter, mens DR og Altinget havde ni af Finansministeriets punkter med. Altinget havde desuden flere andre punkter med og havde dermed den mest vidtgående gennemgang, som også indeholdt et enkelt punkt til finansiering.

Relativt ukritisk gengav en række medier altså de hovedpointer, som regeringens kommunikationsfolk helst ville have frem

Alle de nævnte medier publicerede inden for et kvarters tid en artikel med punkterne og var dermed hurtigt ude med historien. Det gjaldt dog ikke BT, som bragte listen morgenen efter – men altså alligevel valgte den mere ukritiske gennemgang af aftalen uden at fortælle om de nedskæringer, der finansierer dele af den, selvom selve aftaleteksten var offentliggjort på det tidspunkt.

Naturligvis kan man indvende, at Ritzau har et særligt ansvar i første led, da mange medier normalt relativt uredigeret bringer telegrammerne derfra. Men i næste led har medierne naturligvis altid et ansvar for det, de bringer. Ritzau-telegrammet samme aften indeholdt altså alene de ti punkter, som regeringen selv kommunikerede ud. Først senere kom de kritiske historier om, hvor pengene skulle komme fra. Et eksempel er fra erhvervsskolerne, som døgnet efter måtte slå fast, at på trods af finanslovens pulje til erhvervsskolerne skal skolerne alligevel skære ned, fordi de allerede besluttede nedskæringer på 2 procent årligt ikke blev opvejet af puljen.

Først senere kom de kritiske historier om, hvor pengene skulle komme fra

Saglighed over for hurtighed?
Hvis man skal tage mediernes beslutning lidt i forsvar, kan man argumentere for, at de leverer de hurtige og ikke så dybdegående gennemgange af finansloven, fordi de i dag konkurrerer om at være først med historien. De kunne ikke eller ville ikke vente på den endelige aftaletekst. Men man må altid opveje et kriterium om hurtighed med kriteriet om saglighed, herunder om man eksempelvis skulle vente med at offentliggøre en nyhed, til man kendte hele aftaleteksten og dermed finansieringen. En mulighed er, at journalisterne for at imødekomme hurtigheden uden at gå på kompromis med sagligheden skriver i artiklen med punkterne, at de eksempelvis ”afventer oplysninger om den konkrete finansiering af aftalens elementer, da aftaleteksten endnu ikke er offentliggjort”.

Journalisterne bør have øje for proces-vinklen og forklare processen og teknikken for læserne

Når det er sagt, kan man mere teknisk og ud fra selve processen også argumentere for, at nyheden om finanslovsaftalen skal indeholde ændringerne til regeringens udspil. Regeringen spillede jo allerede ud med et finanslovsforslag den 31. august, som i nogen grad indeholdt finansiering til nye initiativer. Det er så udspillet fra august, man forhandler ud fra og laver ændringer til. Det er dermed de nye elementer, som særligt DF har fået med i aftalen, der primært vil få pressedækning. Her kan man måske netop mene, at journalisterne bør have øje for proces-vinklen og forklare processen og teknikken for læserne.

På den anden side kan man argumentere for, at en finanslovsaftale samlet set jo er statens budget. I et budget er der indtægter og udgifter. Der er initiativer, der koster penge, som skal finansieres af nedskæringer andre steder, og der er initiativer, der ikke koster penge, men frigiver penge.

Medierne har derfor en forpligtelse til at gengive det samlede billede og ikke alene de elementer, som regeringens spinkontorer helst vil have fremhævet.