Canada og Danmark har to vidt forskellige modeller for indvandring og integration. Således ved vi, at  den overvejende største andel af de immigranter, der kommer til Canada, er højtuddannede folk som f.eks forskere og ingeniører, som landet har brug for. Man kommer ind i landet, når man har samlet de point, som oftest giver adgang, hvis man er i besiddelse af specielle kompetencer, især inden for naturvidenskabelige fag.

Største andel af de immigranter, der kommer til Canada, er højtuddannede

Netto-indvandringen til Canada er en økonomisk gevinst. Det forholder sig stik modsat i Danmark. Ifølge en del danske politikere koster indvandringen fra især ikke-vestlige lande omtrent 30 milliarder danske kroner årligt.

Danmark har fået en del flygtninge, og så er der også dem, som kommer via familiesammenføringer. Når det drejer sig om arbejdskraft-indvandringen i 70’erne og 80’erne var det primært ufaglærte, der immigrerede til Danmark fra tredje verdens lande. Nu er Danmark også ved at få højtuddannet udenlandsk arbejdskraft, som primært kommer til landet for at udfylde de stillinger, som ikke kan blive besat af danskere.

Canadierne har lært at spise indisk

I disse to forskellige socio-kulturelle og politiske kontekster bliver racisme-debatten også anderledes. I Canada har man mange ministre med indvandrerbaggrund. Det er lykkedes at ændre narrativet og fortællingen om fremmedkulturen til at være positiv. I modsætning hertil er der hele tiden fokus på de negative aspekter af indvandrernes kultur i Danmark. Canada er multikulturel; her ser man på de positive aspekter og er begyndt at integrere indvandrerne ved at respektere forskelligheden. Canadierne har lært at spise kinesisk og indisk mad. Canadierne betragter den indiske vegetarmad som et positivt bidrag til den canadiske madkultur, og den kan være med til at gøre deres madvaner mere klimavenlige.

Mange i Danmark misforstår Canada, fordi de ikke kan se fornuften i at begrænse de racistiske tendenser

Mange i Danmark misforstår Canada, fordi de ikke kan se fornuften i at begrænse de racistiske tendenser. I løbet af den seneste uge har de canadiske medier bragt billeder og video fra tre episoder af den canadisk premierminister Justin Trudeau’s ungdom, hvor han er sminket som en farvet person. Denne form for udklædning, der kaldes "blackfacing" og "brownfacing", er oftest associeret med racisme i Canada, fordi man gør grin med farvede mennesker og portrætterer dem som værende dovne og oversexualiserede.

Det er forskel på at klæde sig ud som sømand til en fastelavnsfest i Danmark og praktisere blackfacing i Canada, hvor racismen og kolonialismen har påført den oprindelige befolkning og personer med mørk hudfarve nogle traumaer, som skal bearbejdes, i stedet for at man gør grin med dem.

Det handler ikke om at være politisk korrekt

Den historiske kontekst har mange svært ved at forstå i Danmark. Når Ekstrabladets opinionsredaktør, Mads Kastrup, i P1 Morgen - DR fortæller, at Trudeau ikke burde sige undskyld, og at man bare kan lade være med føle sig krænket, har han ikke forstået den historiske kontekst og rammen for den debat, der foregår i Canada.

Det handler om at rette op på flere århundreders fejlslagen kulturpolitik

Det er, som om danskerne ikke kan se forskel på at adressere en ulighed, der er skabt af en historisk undertrykkelse og det at være modig. Jyllandsposten tordnede med en leder om samme emne : Verden har brug for ledere, der tør gå op imod den politiske korrekthed. Jyllandsposten skriver videre:
“Det er absurd, at handlinger, der ligger flere årtier tilbage, kan påvirke en politisk karriere i dag.”

Nej, det handler ikke om at være politisk korrekt. Det handler om at rette op på flere århundreders fejlslagen og undertrykkende kulturpolitik.

Ligeledes bragte Berlingske et interview med Sebastian Joubert Kaimson, den 22. september, som de refererer til som en sort KU-formand. Sebastian Kaimson er citeret for blandt andet at sige: “Jeg synes ofte, det er hvide mennesker, der har travlt med at være krænket på mørke menneskers vegne.” Han mener, at så længe, det er for sjov, og grunden til udklædningen er at feste, så er det i orden. Ifølge ham er det latterligt at stille krav om, at Trudeau skal give en undskyldning, sådan som man gør i Canada.

Danmark er meget langt fra et positivt narrativ

Vi er nødt at forstå forskellen på debatkulturen i Canada og Danmark. Indvandrere kan være opinionsredaktører og ministre i Canada. Mange har rigtig gode jobs, og derfor er der en respekt og en helt anden debat med fokus på, at indvandrerne også medbringer og bidrager med positive ting. Således bliver Indvandrerne anset som folk, der ikke kun bidrager økonomisk til samfundet i kraft af deres arbejdskraft, men også beriger det kulturelle fællesskab.

I Danmark er opinionsredaktøren oftest en midaldrende hvid mand, og her er ytringsfriheden blevet det eneste parameter som mål for, hvad der må siges og skrives i pressen. Danskerne er blevet ytringsfrihedens fundamentalister.

Multikulturalismen i Canada har skabt rammer for en helt ny debat og samtale, som gør alle lige

Danmark er meget langt fra at skabe et positivt narrativ, som kan give de nytilkomne til samfundet en mulighed for en demokratisk deltagelse og en følelse af medborgerskab. Når man føler sig som en del af fælleskabet, gør man ikke skade på samfundet. I Canada er det lykkedes at gøre personer med minoritets-baggrund til aktive medborgere i samfundet.

I Danmark er situationen desværre den modsat af den i Canada, og det betyder, at man i fremtiden skal bruge flere resourcer hos politiet, fordi vi skaber flere modborgere end medborgere. Multikulturalismen i Canada har skabt rammer for en helt ny debat og samtale, som gør alle lige. I Danmark er det stadigvæk de priviligerede hvide midaldrende mænd, der bestemmer, hvordan vi skal skrive, og hvad vi skal tale om. De bestemmer sågar også, hvad vi må mene om debatter i andre lande.

Der er forskel på Justin Trudeau og Mads Kastrup, og det er ikke kun på grund af deres nationalitet og skæg. Det handler om en inderlig lyst til at respektere andre mennesker som en kulturbærende enhed. Derfor sagde Trudeau undskyld, og også fordi han ikke har nogen intentioner om at gøre det igen. Hvorimod Mads Kastrup opfordrede Justin Trudeau til at gøre det igen, hvilket er et råd, som han selvfølgelig ikke vil lytte til.

Vi kan lære af Canadas debatkultur

Danmark kan ikke bare lære af Canadas selektive indvandring, som er en gevinst for landet. Danmark kan også lære af Canadas debatkultur, hvor man taler pænt om de nye medborgere i samfundet og giver dem en fair chance for at blive fri for den diskriminerende samtale, som efterhånden præger den danske presse, hvilket er endnu vigtigere.

Danmark er taber med hensyn til den globale værdidebat, Canada er sejrsherre

Resultatet er, at respekten for Canada vokser, og det er desværre ikke tilfældet for Danmark. Danmark er taber med hensyn til den globale værdidebat, Canada er sejrsherre. Derfor vælger de dygtigste indvandrere Canada.