Trudeau kan lære os meget om, hvad vi ikke skal gøre

Canadiske Justin Trudeaus politisk korrekte tolerance er kontraproduktiv. Til gengæld kan den lære os, hvad vi ikke skal gøre.
David McLean figurerede som Marlboro Man i de ikoniske reklamekampagner for det amerikanske tobaksfirma. Han døde i en alder af 73 år af lungekræft på grund af rygning. Hvis man lægger det personligt tragiske i David McLeans dødsfald til siden et øjeblik, er det svært ikke at blive en anelse betaget af den skæbnens ironi, der gennemsyrer dødsfaldet.

Reklamesøjlen, der viser produktets livsfarlige skyggeside med sit eget fatale eksempel

Manden, der selv dør af det produkt, han har brugt det meste af sit liv på at promovere. Reklamesøjlen, der viser produktets livsfarlige skyggeside med sit eget fatale eksempel.

I den canadiske regerings hovedkvarter i Ottowa ser premierminister Justin Trudeau ind i en skæbne, der til forveksling ligner David McLeans. Trudeau er mere end nogen anden politiker blevet frontfigur for den intersektionelle feminisme, der med udgangspunkt i universitetsmiljøer har spredt sig til det meste af Vesten.

Altså den grundlæggende tanke, at det ikke kun er kvinder, der er udsat for negative strukturer i et samfund, men at det i lige så høj grad rammer seksuelle og etniske minoriteter. Og at løsningen på dette problem blandt andet er, at vi hver især og som fællesskab skal opføre os inkluderende, anerkendende og ikke-krænkende over for disse minoriteter.

Trudeau tager sin egen medicin

Alligevel – eller måske netop derfor – er Trudeau kommet i alvorlig modvind, fordi han har brudt dette intersektionelle kodeks for god opførsel. Det gjorde han, da han for 18 år siden malede sig sort i hovedet i forbindelse med, at han havde klædt sig ud som Aladin til en udklædningsfest. En opførsel, der – i hvert fald hvis man gerne vil forstå det sådan – kan forstås som at gøre grin med tidligere tiders koloniherredømme, hvor hvide klædte sig ud som sorte til fester og morede sig voldsomt over at gøre grin med disse mærkelige skabninger.

Den intersektionelle feminisme, den inkluderende tone og den politiske korrekthed løser ikke virkelighedens problemer

I en klumme her på Netavisen Pio roser Mrutyuanjai Mishra den canadiske premierminister for at have undskyldt for sin opførsel. Mishra går endda så langt som til at sige, at vi bør lære af Canadas tilgang til indvandring, Selvom Canada lige nu er ramt af en massiv bølge af højreradikal, racistisk hærværk, er den inkluderende debat vigtig for at bekæmpe racisme, mener Mishra.

Det er desværre svært at give Mishra ret i den antagelse. Den intersektionelle feminisme, den inkluderende tone og den politiske korrekthed løser ikke virkelighedens problemer. Det er en skam, for i en tid med folkevandringer, seksuel frigørelse og stadigt større individuel selvrealisering, skal vi som samfund finde ud af, hvordan vi kan leve harmonisk sammen i takt med, at vi minder mindre og mindre om hinanden.

Når den krænkede altid har definitionsretten

Læren fra Canada er dog ikke, at den ekstreme tolerance er et skridt på vejen mod en løsning. Læren er nærmere, at den ekstreme tolerance og intersektionelle feminisme er kontraproduktiv. Den lykkes ikke med at gøre skellene mellem mennesker mindre. Den gør dem kun større, fordi enkeltindividers krav om at gå igennem livet uden at føle sig krænket eller nedgjort aldrig vil kunne blive indfriet.

Det er svært at konkludere andet, når en af verdens mest politisk korrekte ledere sender chokbølger af raceuroligheder ned gennem Nordamerikas i egne øjne mest tolerante land på grund af et fastelavnskostume. Det er et udtryk for en splittelsesideologi, ikke et eksempel til efterfølgelse.

Den overfølsomme tolerance ikke løser virkelighedens problemer

Når den overfølsomme tolerance ikke løser virkelighedens problemer, skyldes det to ting. For det første, at den menneskelige samtale bliver skrottet, når det er den ene part, der har definitionsretten. Og det er tilfældet, når selve det, at nogen bliver krænket, betyder, at man har forbrudt sig mod god opførsel. Det er irrelevant, om det egentlig er konsensus, at Trudeau har gjort noget forkert ved at klæde sig ud som Aladin. Det er irrelevant, hvilke intentioner han har haft.

Det eneste, der er relevant, er, at der er nogen, der synes, det er ubehageligt. Case closed. Sådan kan mennesker ikke møde hinanden. Sådan kan man ikke have en samtale.

Den RUC'ske løsning hjælper ikke

For det andet, at et overdrevent fokus på, om nogen kan synes, at der bliver sagt eller gjort noget ubehageligt, forhindrer os som fællesskab i at tale åbent om de reelle problemer, der er med integrationen. Hvis man ikke må sige, at det er et problem, at for mange med anden etnisk baggrund står uden for arbejdsmarkedet, hvordan skal vi så i fællesskab finde frem til, hvordan vi får dem i arbejde? Hvis ikke vi må sige, at efterkommere er voldsomt overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikerne, hvordan skal vi så finde frem til kriminalpræventive løsninger? Hvis ikke vi må sige, at ghettoisering er et stigende problem omkring de større byer, hvordan skal vi så sikre en blandet by?

Der findes intet retorisk abrakadabra, hvor man kan skyde genvej

De problemer, folkevandringernes tid skaber, løses ikke ved at tale anderledes. Eller ”italesætte et positivt narrativ”, som det hedder på RUC’sk. Det er kun hårdt arbejde, der kan løse integrationsproblemerne. At få styr på tilstrømningen. At uddanne dem, der kommer hertil. At hjælpe hvert enkelt menneske ind på arbejdsmarkedet. At bryde ghettoer ned og lave socialt arbejde i udsatte boligområder.

Der findes intet retorisk abrakadabra, hvor man kan skyde genvej. Uanset om man er Trudeau eller Marlboro Man.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Kloge ord fra Mads Havskov Hansen. Jeg kan kun være helt enig her.