Det er ikke alle ungdommens bøger, der vinder ved en genlæsning. Heller ikke Primary Colors, som handler om præsidentvalgkampen i 1992 og tiden derefter.
Primary Colors er en roman, der handler om en fiktiv præsidentkandidat kaldet Jack Stanton, gift med den kølige og magtbegærlige Susan Stanton.
Jack var i virkeligheden Bill Clinton og Susan var Hillary
Det krævede ikke meget fantasi at regne ud, at Jack i virkeligheden var Bill Clinton og Susan var Hillary. Allerede bogens første sider, hvor Jack møder vælgerne og praktiserer sin helt særlige teknik med håndtryk-og-en-hånd-på-armen afslører, hvem der i virkeligheden er hovedperson.
Præcis derfor vakte bogen vild opstandelse; det var bogen alle med en svaghed for politikkens krinkelkroge skulle læse.
Det bliver ikke større end John Travolta
Faktisk blev bogen så populær, at den et par år senere blev filmatiseret med the one and only John Travolta i rollen som Bill Clinton og Emma Thompson i rollen som Hillary. I 1998 kunne man næsten ikke nå højere.
I 1998 kunne man næsten ikke nå højere
På omslaget hedder bogens forfatter ”Anonymous”. Dengang i bogen kom frem i 1996 vidste ingen, hvem der havde skrevet den. Medierne var fyldt med spekulationer om, hvem kilden i Det hvide Hus var, men alle var enige om, at det var en centralt placeret kilde. En af dem, der var allertættest på Clinton-ægteparret.
John Travolta i hovedrollen på filmatiseringen af Primary Colors i 1998.
Det var det nu ikke. Det var i stedet Joe Klein, som var kommentator på Newsweek. En spinatfugl, der egentlig bare læste de samme nyheder som alle andre og broderede lidt videre på dem.
Det gør ikke bogen hverken bedre eller dårligere. Men man må i samme åndedrag konstatere, at bogen faktisk ikke er særligt god. Primary Colors er en af de bøger, der ikke vinder ved at blive genlæst 20 år efter.
Dengang var det nyt med det, vi i dag ville kalde docu-soap. Et kulørt blik bag kulisserne i en ikke nærmere defineret blanding af fiktion og fakta. I dag virker det påtaget og grundlæggende kedeligt, og bogens fokus er overgået mange gange siden af serier som West Wing og House of Cards, som er nærmest kalkeret fra Primary Colors.
Et kulørt blik bag kulisserne i en ikke nærmere defineret blanding af fiktion og fakta
Bogen bringer ikke noget til dørs, som vi ikke vidste før. Den er mest interessant, fordi den tager os ind bag ved kulisserne af en valgkamp; derind hvor personerne ikke kun er politikere men mennesker af kød og blod og med følelser og karaktertræk, der præger deres ageren.
Derfor er det vigtigste eftermæle fra Primary Colors, at den spillede en vigtig rolle i forhold til vores syn på Bill og Hillary Clinton. For det var her, vi for første gang så portrættet af Bill som den joviale og kontaktstærke præsidentkandidat og Hillary som den kølige, til tider kyniske og i hvert fald mere magtsøgende partner.
Det er ikke sikkert, at Hillary ville have haft den samme politiske karriere uden Primary Colors. Eller måske ville hun, fordi hun netop er så klartseende og parat til at indgå i magtspillet som bogen beskriver hende til at være.
Hvis man skal læse den, skal det være som et flashback til 90’erne
Primary Colors skal ikke læses for sine litterære kvaliteter eller for nye erkendelser af det politiske spil i og omkring Washington. Hvis man skal læse den, skal det være som et flashback til 90’erne, ligesom en CD med Alanis Morrisette eller et afsnit af ”The Fresh Prince of Bel-Air” med Will Smith.
Måske er det bedst bare at lade være.
Anonymous: Primary Colors. A novel of Politics. Udkommet på Random House I 1996.
Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.
