Annonce

Coronatillæg til sundhedsansatte og blå blok vil genindføre behandlingsgaranti

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Her får du Netavisen Pios dglige nyhedsoverblik over de historier, som også prægede medierne i dag mandag.

Den såkaldte vinterpakke på en milliard kroner, som skulle komme pressede sygehuse og deres ansatte til undsætning er ved at blive fordelt i regionerne.

Imens kræver blå blok, at regeringen genindfører  behandlingsgarantien i sundhedsvæsenet.

 

Corona-tillæg til hovedstadens hospitalsansatte

Politikerne i Region Hovedstaden har indgået aftale med de hospitalsansattes faglige organisationer om et særligt fastholdelsestillæg på op til 4000 kroner månedligt.

Aftalen, der løber i fire måneder, er en udmøntning af den særlige vinterpakke, som Folketinget vedtog før jul. Med aftalen blev der afsat en milliard kroner målrettet de hospitalsansatte.

Pengene skal få de ansatte til at blive i deres job, mens coronaen skaber behov for en ekstra indsats fra de ansatte.

Op mod 11. 000 ansatte, svarende til 30 procent af medarbejderne, forventes at få del i pengene.

Tillægget går både til sygeplejersker, social- og sundhedspersonale, bioanalytikere og en række andre faggrupper, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Region Hovedstaden har som en af de største regioner i landet fået 312 millioner kroner af den afsatte milliard.

Før jul indgik Region Nord og Region Sjælland lignende aftaler, som udmøntede henholdsvis 103 og 154 millioner kroner.

Det er de enkelte hospitaler i hovedstadsregionen, der vurderer, hvilke afdelinger der er mest presset, og hvor de er brug for at fastholde medarbejderne.

Læs mere her.

 

Blå blok presser på for at genindføre behandlingsgaranti

Venstre og konservative vil have sundhedsvæsenets såkaldte behandlings- og udredningsgaranti genindført

Garantien blev kort før jul suspenderet frem til 30. januar for at undgå at sygehusene bliver overbelastet.

Det skete efter indstilling fra Epidemikommissionen, og efterfølgende vedtog regeringen og dens støttepartier at suspendere garantien.

Garantien giver patienter ret til at vælge et privathospital, hvis de ikke kan blive undersøgt eller behandlet på et offentligt sygehus inden for en fst tidsfrist, som typiske er på 30 dage.

Men de blå partier mener, at antallet af corona-indlæggelser på intensiv-afdeling nu er så lavt, at behandlingsgarantien bør genindføres.

"Vi har hele tiden syntes, at det her har været virkelig mærkeligt, at man har suspenderet det udvidede frie sygehusvalg, lyder det fra Martin Geertsen, sundhedsordfører for Venstre til TV 2.

Han bakkes op af sin konservative kollega, Per Larsen.

 

Ældre grækere uden corona-vaccine får bøder

Det græske vaccinationsprogram mod corona har fået et mærkbart løft, efter at borgere over 60 år nu får en bøde på 100 euro månedligt, hvis de ikke er vaccineret.

Den nye lov blev vedtaget i november og er trådt i kraft i dag. Det skriver TV 2.

Den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis blev i sidste uge citeret for, at der er en meget simpel metode til at slippe for bøderne.

"Du kan blive vaccineret, og så skal du ikke betale en bøde," lød meldingen ifølge TV 2.

Den nye græske lov lader til at være en succes. Siden bødestørrelserne blev offentliggjort for seks uger siden, er andelen af vaccinerede i aldersgruppen steget til 90 procent.

Herhjemme har antallet af coronasmittede ifølge Statens Serum Institut netop sat ny rekord med 28.780 nye smittede som resultat af 170.095 PCR-tests.

802 personer er mandag indlagt på et af landets hospitaler.Af de indlagte er 52 personer indlagt på intensivafdeling, og 37 ligger i respirator.

 

Dansk Metal får ny cheføkonom

Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) bliver ny cheføkonom hos Dansk Metal fra d. 1. marts.

Det oplyser en pressemeddelelse fra Dansk Metal.

Bjørsted har været ansat hos AE siden 2008, og var før med til at udvikle og vedligeholde den makroøkonomiske model ADAM i Danmarks Statistik.

”Jeg har i mange år arbejdet med analyser af den danske arbejdsmarkedsmodel - set udefra. Nu får jeg muligheden for at komme direkte ind i maskinrummet af den danske model. Det er en stor chance, og det glæder jeg mig utroligt meget til”, siger Erik Bjørsted i pressemeddelelsen.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet