Som ung, videbegærlig eventyrer gik det hurtigt op for mig, at den moderne filosofi måtte spille andenviolin under mit et år lange ophold, midt i den europæiske civilisations vugge, fordi hvert hjørne og hver en flig i støvlelandet er gennemsyret af dannelse, af historie og æstetik.

Men den italienske livsførelse er også hektisk, med evigt larmende Vespaer og råbende mennesker, der som en bisværm flyder gennem de snævre gader og stræder.

Derfor var det også oplagt ind imellem at søge mod byens pladser og parker, hvor man kunne finde ro og få et bedre overblik.

Pladser, parker og haver er der masser af i Italiens byer, men man opdager også hurtigt, at det at rejse gennem Italien også har sin helt egen, æstetiske værdi, for eksempel i form af Toscanas mange, snoede veje med høje, symmetriske cypresser, der gør det kuperede landskab endnu mere betagende at betragte.

Som en del af min dannelsesproces skulle jeg også læse Giovanni Boccaccios ’Dekameron’, der blev skrevet i årene 1349-52.

Det anses for at være verdens første fortælling skrevet i prosastil. Den handler om en gruppe mennesker, der flygter fra byen, der er hærget af pest, og de finder sammen i en have ude ”på landet”.

Havens arkitektoniske struktur agerer spejlbillede for stjernehimlen

Med denne klassiker som ledsager begyndte jeg at opsøge landets mange haver, og det blev nærmest en besættelse for mig.

Den italienske forfatter, Umberto Eco, skrev at den italienske renæssancehave var præget af datidens verdensforståelse, og at anlæggelsen af haverne samtidig var et forsøg på at skabe korrespondance med kosmos.

Havens arkitektoniske struktur agerer spejlbillede for stjernehimlen.

Ro og harmoni

Selvom Umberto Eco kun berører en lille del af disse havers idémæssige betydning, så kan man i hvert fald godt betragte disse vidundere som strukturelle miniaturer af de større byers ideale anlæggelser, hvor man tilstræbte harmoni og menneskelige proportioner.

Og man mærker det instinktivt med det samme, når man befinder sig i sådan en have: 

Man trakteres med imødekommenhed, med fokus på nydelse og afslappelse, ro og harmoni, samtidig med, at man hele tiden får sin nysgerrig stimuleret.

Under alle omstændigheder har den italienske have dybe historiske rødder, der strækker sig helt tilbage til Romerriget, og er fortsat helt frem til i dag.

Og det er denne lange historie, som Jesper Storgaard Jensen forsøger at introducere sine læsere til, i sin nye bog: ‘Italiens historiske haver’.

Heri stiller han skarpt på 32 forskellige haver, der alle har det til fælles, at de er spændende og hver især forbløffer ved at være noget helt særligt.

Lige fra Hadrians antikke haveanlæg, der er næsten 2000 år gammel, til den moderne skulpturpark i Chianti.

Det er lidt vanskeligt at forstå logikken bag disse valg, der synes vilkårlige

Jesper Storgaard Jensen har selv taget de mange og farverige fotos, der pryder bogen, og hver have er ledsaget af ofte oplysende og interessante introduktioner, der bærer præg af stor belæsthed.

Et godt eksempel er den labyrintiske have i Mansone, anlagt af den excentriske rigmand Franco Maria Ricci, der blev inspireret af den argentinske forfatter, Jorge Luis Borges.

Med i bogen er naturligvis også den berømte Villa d’Este i Tivoli, i nærheden af Rom, men også den spændende, underlige og mere legesyge have i Bomarzo i Lazio, der er anlagt af Pier Francesco Orsini og spækket med uhyrer hugget ud i sten.

Få gange medtager Jesper Storgaard Jensen selve bygningen, der er en del af haven, men andre gange undlader han det helt.

Det er lidt vanskeligt at forstå logikken bag disse valg, der synes vilkårlige.

Nogle gange er bygningerne dog helt uundværlige, som for eksempel La Scarzuola i Umbrien, hvor det er selve arkitekturen, der i sig selv er så underlig og et besøg værd.

For lidt spalteplads

Desværre har Jesper Storgaard Jensen ikke brugt megen spalteplads til en god og uddybende introduktion til de mange herlige haver.

Vi får at vide, at det italienske ord ”Villa” både kan betyde have og villa, og at det naturligvis kan forvirre.

Vi får også at vide, at der er blevet afsat et stort pengebeløb til at registrere og restaurere landets mange haver, som ingen rigtig har tal på i dag.

Derfor fungerer bogen mest et værk for dem, der allerede har været i Italien og set nogle af haverne, og som derfor kan blive inspireret til at rejse igen og få set endnu flere.

Som generel introduktion fungerer bogen i hvert fald ikke, og dens struktur og mange spring fra den ene type have til den anden, gør det forvirrende at læse den af A til Z.

Bogen er i coffeetable-format, og det gør at den er lækker at bladre i

Alligevel er bogen læseværdig, fordi den samtidig, punktvis, beriger med så megen sær og spændende viden.

Bogen er i coffeetable-format, og det gør at den er lækker at bladre i, men i grunden ville den fungere bedst som rejseledsager, hvilket er lidt forvirrende.

Men alt i alt er det bare skønt at bladre i den og måske gense de steder, hvor man har været, for kort efter at lære om andre haver, som man helt sikkert vil besøge, næste gang turen går til Italien.

Under alle omstændigheder bør man ikke blive i Italiens mange byer, uden at tage afstikkere væk fra disse summende bistader, for at finde ro i havernes skønhed.

Eller i hvert fald bør man besøge byernes egne haver, for eksempel Firenzes berømte Boboli-have, der gennem et helt år var mit studereværelse under en åben, kosmisk himmel.

Her spiste jeg min medbragte panini og drak litervis af vand, samtidig med, at jeg fik læst de tunge bøger, der endnu i dag er blevet til den historiske klippe, hvorfra alt udspringer.

Jesper Storgaard Jensen: ’Italiens historiske haver’. 257 sider. Illustreret med fotos i farver. Forlaget Muusmann, 2024.