Annonce

Hjemløse-jurist om manglende bankkonto: “For den enkelte er det et kæmpe problem”

Arbejdernes Landsbank: “Vi er meget bevidste om vores samfundsansvar”
Foto: Arbejdernes Landsbank
Arbejdernes Landsbank
Manglende bankkonto er et kæmpe problem, som ikke bare rammer hjemløse og andre socialt udsatte, men også pensionister uden billed-id, folk, der er gået konkurs og folk, der løslades fra fængslerne.

Det fortæller direktør hos Stenbroens Jurister, Maja Løvbjerg Hansen, til Netavisen Pio.

Meldingen kommer i kølvandet på at fem af ni banker, ifølge en undersøgelse fra Finanstilsynet, ikke har overholdt loven om, at alle ret til en basal bankkonto.

De fem banker er - som omtalt i Netavisen Pio onsdag - Arbejdernes Landsbank, Coop Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Lån og Spar Bank og Lunar Bank.

De fem pengeinstitutter har ikke efterlevet en række krav i lov om betalingskonti. Derfor har Finanstilsynet givet påbud til bankerne.

Følgende overtrædelser har ført til påbud:

  • Sagsbehandlingsfristen på 10 dage var overskredet

  • Forkert praksis for beregning af sagsbehandlingsfristen

  • Forbrugeren har ikke modtaget en skriftlig begrundelse eller begrundelse har været utilstrækkelig

  • Forbrugeren har ikke modtaget klagevejledning

  • Manglende konkret vurdering i forbindelse med forbrugerens ansøgning

  • Ulovlige ansøgningskrav, f.eks. at forbrugeren skal have CPR-nummer for at kunne ansøge om en basal betalingskonto.

Det afskærer en fra at agere som borger

“For den enkelte er det et kæmpe problem. De kan hverken modtage betalinger eller betale noget. Det afskærer en fra at agere som borger på lige fod med alle andre,” siger Maja Løvbjerg Hansen og uddyber:

“Det er svært at modtage offentlige ydelser. Det er meget få kommuner, som respekterer, at de skal udbetale ydelser kontant, hvis de ikke kan udbetale digitalt. Det er svært at modtage sin løn og at betale sin husleje og betale for offentlig transport. Det er hele vejen rundt, man har problemer, hvis man ikke har en bankkonto.” 

Bred vifte af borgere rammes

Det er en bred vifte af borgere, der rammes af at stå uden bankkonto, forklarer Maja Løvbjerg Hansen: 

“Da vi startede Stenbroens Jurister var det især hjemløse, der ikke havde en adresse, og som måske ikke havde noget billed-id, og derfor fik afslag på en bankkonto - selv om det begge er ulovlige afslagsgrunde.”

“De seneste tre år har vi set, at andre grupper også rammes: Pensionister, der ikke længere har et billed-id, folk som er gået konkurs med en virksomhed, og som skylder banken penge, og som derfor har fået lukket både deres virksomhedskonto og privatkonto.”

“Det er rigtig meget folk, der løslades fra fængslerne, fordi de har haft en inaktiv bankkonto i en årrække og som nu stå uden billed-id - og som ikke har penge til at købe billed-id, før de får udbetalt ydelser på en bankkonto.”

Vi ser også at mindreårige rammes

“Vi ser også at mindreårige rammes. De har måske et fritidsjob, bor i et boligsocialt område og har forældre, der har svært ved at komme ud af døren og underskrive samtykkepapirer - eller har en far, der ligger i en skyttegrav i Ukraine, som er svær at få fat på.”

Meget stort fokus på hvidvaskregler

Det er Maja Løvbjerg Hansens opfattelse, at den enkelte bankmedarbejder har stor forståelse for, hvor hårdt det kan ramme den enkelte at stå uden bankkonto:

“Jeg oplever at den enkelte medarbejder i bankerne har stor forståelse for, hvor hårdt det er at stå uden bankkonto. Vi får tit afslag, hvor der står, at det er en forfærdelig situation din klient står i, men vi er en online-bank, så vi kan ikke have kunder uden cpr-nummer - og andre af den slags ulovlige afslag.”

“Vi har en banksektor, hvor der har været ekstremt stort fokus på hvidvaskningsdirektiver og implementering af kundekendskabsprocedurer. Alle banker har i dag en hvidvaskningschef, men har ikke nødvendigvis en chef, der har det hovedformål at sikre at forbrugerne får overholdt deres rettigheder.”

Jeg oplever at den enkelte medarbejder i bankerne har stor forståelse

“Vi har også banker, som får påbud, hvis de ikke har været meget strikse og kontrollerende over for kunderne. Men bankerne er nødt til at få ansat folk, så de kan overholde de her procedurer i forbindelse med oprettelse af bankkonti.”

Bankerne fik monopol

Maja Løvbjerg Hansen understreger, at vi tilbage i 2003 gav bankerne monopol på at håndtere vores betalinger.

“Da man vedtog nemkonto-lovgivningen i 2003 fik man pligt til at have en bankkonto. Og så burde man måske også sikre, at nogen har pligt til at give os en bankkonto, og det er der ikke i dag. Men da man lavede loven, sagde man, at for den restgruppe, som stod tilbage og kunne være rigtig svær at rumme, der skulle man lave en offentlig nemkonto-løsning, og den opgave skulle sendes i udbud. Og den opgave har man ikke lavet i 21 år. Det vil jeg nok mene er et svigt.”  

Stenbroens Jurister får hver uge henvendelse fra folk, der står uden bankkonto - og som løber panden imod en mur hos bankerne:

“Du kan ikke ringe til et herberg, et jobcenter eller et rusmiddelcenter uden at det kender til den her problemstilling. Jeg vil gætte på, at det er et sted mellem 500 og 1.000 mennesker, der på et hvilket som helst tidspunkt, der står med det her problem med en manglende bankkonto. Med tiden får de så en konto, men så kommer der hele tiden nye til.” 

“Helt utilfredsstillende”

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) finder det “helt utilfredsstillende”, at de fem banker ikke lever op til loven om, at alle har ret til en bankkonto: 

”Alle borgere har ret til en bankkonto. Og loven siger helt klart, at pengeinstitutterne skal hjælpe med at sørge for det. Derfor er det helt utilfredsstillende, at vi nu igen kan se, at det ikke sker,” lød det tidligere på ugen fra Morten Bødskov, der fortsatte:

“Jeg er glad for, at Finanstilsynet tager fat og har udstedt påbud om, at institutterne skal leve op til deres ansvar. For det skal ikke gå ud over helt almindelige mennesker, at institutterne ikke lever op til loven. Det understreger behovet for at stramme reglerne, og det er regeringen i gang med at se på.”

På baggrund af Finanstilsynets undersøgelse vil erhvervsminister Morten Bødskov nu se på, hvordan man kan skærpe reglerne og styrke borgernes ret til en bankkonto.

Arbejdernes Landsbank: “Det ligger dybt i vores kultur og DNA, at alle kundetyper skal behandles ordentligt”

En af de banker, der ifølge Finanstilsynet, ikke lever op til loven om, at alle har ret til en bankkonto, er lønmodtagernes Arbejdernes Landsbank.

Vicedirektør i banken med ansvar for privatkunder, Ronni Tønder, har sendt følgende mail-svar på Netavisen Pios spørgsmål:   

Hvorfor har netop Arbejdernes Landsbank - lønmodtagernes bank - ikke prioriteret meget højere at oprette basale bankkonti til socialt udsatte?

“Kritikken handler ikke om manglende prioritering af oprettelse af bankkonti til socialt udsatte. Kritikken fra tilsynet går på, at vi ikke over for alle ansøgere har overholdt 10-dages fristen. Vi modtager mere end 1.000 ansøgninger om måneden på oprettelse af denne type konti. Heriblandt er nogle socialt udsatte.”   

“Vi har allerede sidste år ændret og styrket vores processer og tilført nye ressourcer, så vi uden problemer har været i stand til at overholde alle tidsfrister siden foråret 2024. Vores gennemsnitlige svartid er helt nede på 4 arbejdsdage – altså langt under de max. 10 arbejdsdage.”

“Vi er meget bevidste om vores samfundsansvar, og derfor er vi også meget ærgerlige over, at det tog længere tid med udvikling, indkøring og rapportering. Vi beklager, at nogle ansøgere periodevis har oplevet, at det har taget mere end 10 arbejdsdage at få svar.” 

Kan socialt udsatte i fremtiden regne med at få hjælp til oprettelse af en basal bankkonto hos Arbejdernes Landsbank? Og inden for den tidsfrist som loven foreskriver?

“Ja, vi er meget bevidste om vores sociale ansvar, og det ligger dybt i vores kultur og DNA, at alle kundetyper skal behandles ordentligt. Alle kunder – om de har en stor eller lille økonomi - så er de velkomne i Arbejdernes Landsbank.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Bankerne skulle virkelig virkelig virkelig skamme sig.

Jeg forstår ikke hvorfor der ikke åbnes for at alle kan få en gerbyr- og rentefri Nem-konto i Nationalbanken. Saldoen må selvfølgelige ikke komme længere ned en 0 (nul). Men det er jo allerede løst ved kontokort til unge.
Har man behov for kassekredit, lån m.m. må man gå i bankerne.

Enig!!! Men Nationalbanken skal nok nationaliseres, inden det kan blive til enighed

- virkelighed (skulle der have stået)

Er det muligt at politianmelde pågældende pengeinstitutter for manglende overholdelse af lovgivningen? Også inden for en eller anden tidsfrist?

Hvis ikke det er muligt, må Ministeren og Folketinget på banen og sikre, at Dansk lovgivning bliver overholdt. Også af pengeinstitutter!!!

Annonce