Rasmus Stoklund kan ikke lide overnationale domstole, eller andre institutioner som Folketinget ikke kan trumfe, i hvert fald ikke hvis de træffer beslutninger, han er uenig i. Det er konklusionen, man sidder tilbage med efter at have læst ”Ingen Over Domstolen”.

Det er uskønt, fordi personangrebene ikke dokumenteres

Det er et fair politisk standpunkt, og hvis Stoklund havde holdt sig til at skrive en politisk bog med den pointe, så ville det nok være gået bedre.

Desværre forsøger Stoklund at pakke sit standpunkt ind i en uskøn blanding af jura og personangreb på dommerne ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det er uskønt, fordi personangrebene ikke dokumenteres og meget af det jura, der fremføres i form af domme, enten er fejlrefereret eller overser, at sagerne har været anket og er endt anderledes ved næste instans.

For allerede ved de to første domme som bogen fremhæver, går det galt

Ligeså inddrages der en række eksempler, der ikke er relevante for bogens pointe om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Juraforståelsen halter

Og lad os indlede med nogle eksempler på hvor grelt det er flere steder.

For allerede ved de to første domme (side 9-14) som bogen fremhæver, går det galt. Den ene sag omhandler en dansk statsborger, som derfor ikke kan udvises, og det er svært forståeligt, hvad det har med menneskerettigheder at gøre.

Det er jo ikke Menneskerettighedsdomstolen, der har givet ham statsborgerskabet eller i øvrigt giver anledning til, at han ikke kan udvises.

Den anden dom harcelerer over, at Danmark ikke kunne udvise en tyrkisk statsborgerborger på grund af hans helbred og adgangen til behandling i Tyrkiet (artikel 3). Problemet er, at bogen anvender en dom fra 2019, men sagen blev derefter behandlet i Storkammeret (2.instans).

Hele pointen omkring den retssag er derfor forkert i bogen

Der nåede Domstolen frem til, at gerningsmandens psykiske lidelse ikke var dækket af artikel 3, men alligevel stadfæstede dommen, da sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst af de danske domstole, inden de udviste ham, og hans ret til privatliv derfor var krænket (artikel 8). Hele pointen omkring den retssag er derfor forkert i bogen.

Og der er en del af de eksempler. Jeg har ikke gennemgået alle domme i bogen, men i de jeg har gennemgået, er det vel hver fjerde, hvor der enten er refereret illoyalt eller nogle steder, hvor der er overset, at sagen blev ændret i anken.

Helt slemt er det eksempelvis på side 52, hvor der refereres til en byretsdom, angiveligt for voldtægt og ingen udvisning. Der nævnes, at sagen blev anket, men ikke hvad den endte med.

Problemet er først, at byretten frikendte for voldtægt og derfor ikke udviste, og dernæst at Landsretten dømte for forsøg på voldtægt og udviste.

Hele pointen er således både forkert og anvender den forkerte kilde

Eller på side 55 hvor en dom fra landsrettens fremhæves, men hvor det overses, at der også er en højesteretsdom (hvilket forfatteren ved, fordi han anvender Højesterets dom på side 67) og i øvrigt, at grunden til at der ikke skete udvisning er EU-retten.

Dommerne siger faktisk eksplicit, at der er grundlag for udvisning og frakender statsborgerskabet. Hun fik lov til at blive i landet grundet EU-rettens beskyttelse af hendes børns rettigheder efter EU-retten. Hele pointen er således både forkert og anvender den forkerte kilde.

Det er besynderligt at læse, fordi det ene øjeblik refereres der alene til dagbladsartikler om domme, hvor man kan være i tvivl om de offentligt tilgængelige domme, der henvises til er læst, det andet øjeblik (eksempelvis side 71-81) er forfatteren dybt nede i svært tilgængelige juridiske tidsskrifter og litteratur.

der er desværre en del huller i argumentationen

Symptomatisk er det også, at tal anvendt i bogen næsten konsekvent er fra andre lande end Danmark, og eksemplerne fra Danmark er primært anekdoktiske. Det er helt ærligt noget sjusk fra et folketingsmedlem, der burde kunne få adgang til relevante tal ved blot at spørge ministerierne.

Haltende argumentation

Generelt hopper forfatteren frem og tilbage, både i årstal for de domme han anvender, og i sin argumentation – det er svært at følge med, og der er desværre en del huller i argumentationen.

Men på mange måder er den største misforståelse, at det anføres flere steder (eks. S. 83), at dommerne ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke har noget demokratisk mandat. Dette er misforstået.

Dommerne er politisk udpeget, indstillet af landene og valgt endeligt af Den parlamentariske forsamling (EMRK art.22).

De har således netop et politisk mandat. Det er en måde at give mandat til domstolsfortolkninger af forfatninger og konventioner.

Forfatteren er ikke tilfreds med politisk udpegede dommere og dynamisk fortolkning af lovgivning

Det er helt korrekt, noget anderledes end normalt i dansk ret, men ganske almindeligt udenfor Danmarks grænser, og som vi i øvrigt også selv kender det fra politisk udpegede dommere til Rigsretten.

Generelt er bogen kendetegnet ved denne misforståelse. Forfatteren er ikke tilfreds med politisk udpegede dommere og dynamisk fortolkning af lovgivning, men i større retsområder end Danmark og ved de fleste supranationale domstole er dette ikke unormalt. Det mener forfatteren er udemokratisk.

"Ingen Over Domstolen” er skrevet i et fint og læsbart sprog

Men da funktionsmetoden er normaliteten i større vestlige og demokratiske retsområder, mangler der svar fra forfatteren på, hvorfor de store nationer skal indrette sig efter Danmark og vores (i denne sammenhæng), lidt specielle retssystem.

Svung i retorikken

Dog bør det også noteres at ”Ingen Over Domstolen” er skrevet i et fint og læsbart sprog, og jeg stødes ikke af den lidt patosfyldte retorik, som ellers har været kritiseret i mange andre anmeldelser.

Det er trods alt en debatbog skrevet af en folketingspolitiker, der må gerne være lidt svung i retorikken. Bogen er inddelt i tre afsnit. En indledning, en faktuel gennemgang og en politisk del.

Den sidste del, hvor forfatteren går tilbage på egen banehalvdel og fremkommer med politisk analyse og forslag, er det bedste ved bogen, men dog så går forfatteren også her i mange retninger, også en del der kan være svære at forene med bogens emne.

Som gennemgået bærer bogen præg af dårlig research og haltende argumenter

Generelt er store dele af kapitlet mere et opgør med dansk udlændinge og statsborgerskab politik, end det er en politisk kritik af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – en redaktør, der kunne hjælpe forfatteren med enten at holde fokus, eller at udvide sigtelinjen til at handle om en generel kritik af europæiske immigrationspolitik, havde været godt.

Nu får bogen mange steder mere karakter af strøtanker med svært forståelig indre sammenhæng.

Som gennemgået bærer bogen præg af dårlig research og haltende argumenter, hvilket reducerer troværdigheden i de fremlagte forslag, fordi de står på lerfødder.

Det er synd, fordi emnet fortjener bedre. Personligt havde jeg, både som jurist, men også som politisk interesseret og aktiv set frem til at læse bogen, da jeg også til tider er noget kritisk overfor systemets funktionsmetode.

 

Rasmus Stoklund: “Ingen Over Domstolen”, 152 sider, udgivet på forlaget Grønningen 1 i 2024