At der skal ske noget, er let at blive enige om – der er alt for få, der ønsker at være lærere, socialrådgivere, pædagoger og sygeplejersker, og tallene er fortsat i frit fald.

Spørgsmålet er, om regeringen rammer rigtigt med sit udspil.

Hvis man skal starte med anerkendelsen, er der positive elementer imellem; det skal eksempelvis være lettere at tage en professionsbacheloruddannelse på deltid ved siden af et arbejde, og der er et klart ønske om at forbedre kvaliteten af undervisningen, blandt andet gennem mindre hold og mere personlig vejledning.

Om det i sig selv er vejen til bedre undervisning, er en debat for sig, men tanken er god.

Det mener jeg er en helt forkert prioritering

Sidst i udspillet kan man læse, at man ønsker at skære i uddannelsernes længde og gøre dem mere praksisnære – man vil både skære konkret i tid, men også i ECTS-point (pointsystem for den arbejdsbelastning som gennemførelsen af et uddannelsesforløb udgør).

Samtidig vil man gøre det muligt at blive optaget uden en gymnasial uddannelse. Det mener jeg er en helt forkert prioritering, der i længden vil have den stik modsatte effekt af, hvad man ønsker.

Det er rigtige mennesker man taber på gulvet

Når man vælger at slække på krav og tyngde i uddannelserne anerkender man ikke den faglige tyngde, der er i nødvendig i fagene, hvis man skal kunne udføre sit arbejde ordentligt.

Som socialrådgiver jonglerer jeg dagligt jura, psykologi, etik, sociologi, filosofi og almindelig lavpraktisk systemviden rundt, mens jeg samtidig skal møde borgere med respekt, empati og indlevelse.

Jeg er bekymret for at dem der har brug for hjælp, ikke mødes med den kompetence og faglighed de har brug for

Det kræver en stærk faglighed at sikre et konstruktivt forløb for både borger, samarbejdspartnere og én selv som fagperson.

Jeg er bekymret for at dem der har brug for hjælp, ikke mødes med den kompetence og faglighed de har brug for – men jeg er også bekymret for mine kommende kollegaer, der bliver dårligere klædt på til at gå ind i et job, der er benhårdt, og hvor det er rigtige mennesker man taber på gulvet, hvis man fejler.

Drømmen begynder før ansøgningsskemaet

Når unge skal søge ind på en uddannelse, fylder det naturligvis, hvad man kan komme ind på. Derfor vil det muligvis hjælpe på det samlede optag at optage bredere, i hvert fald på kort sigt.

Men hvis de der optages, ikke har de nødvendige kvalifikationer, vil de enten ikke komme igennem uddannelsen, eller komme igennem uden reelt at være kvalificerede.

Det kan ende med at have store negative konsekvenser for faget som helhed. Derudover skal man huske, at drømmen om en bestemt uddannelsesretning ofte begynder lang tid før, man udfylder ansøgningsskemaet.

Man har inden for de seneste mange år hørt alt for meget om dårlig løn, mistrivsel og udbrændthed

Her betyder det noget hvordan arbejdsforholdene er, om der er udviklingsmuligheder indenfor faget, om der tales med respekt om faggruppen, og om man hører gode historier fra venner og bekendte med erfaring fra faget.

Man har inden for de seneste mange år hørt alt for meget om dårlig løn, mistrivsel og udbrændthed blandt socialrådgivere, sygeplejersker, pædagoger og lærere, samtidig med at deres faglighed ikke ordentligt påskønnes og respekteres.

Honninghjerter i stedet for lønstigninger

De unge ser med fra sidelinjen, når de ansatte i jobcentrene igen kastes under bussen, eller sygeplejerskerne får honninghjerter frem for lønstigninger, og det er svært at bebrejde dem at drømmene bliver lidt lunkne.  

Vejen frem for professionsbachelorerne må findes i en tydelig, solid og veldefineret faglighed, så de studerende kan være stolt af deres fag, og kommer ud af uddannelserne med en ballast, der giver dem mulighed for at kunne håndtere og trives i deres job.

Det kræver at man lader studiet tage den tid, det tager

Det giver respekt og gode historier, og det er en løsning, der er både langsigtet og bæredygtig.

Det kræver at man lader studiet tage den tid, det tager – hvis man vil gøre forløbet mere praksisnært, kan det måske ovenikøbet være nødvendigt at udvide, så man ikke sælger ud på det faglige niveau.

Autorisation som mulig løsning

På socialrådgiverområdet kan det være nødvendigt med alternative tiltag for at sikre vores faglighed i fremtiden.

Området er meget politisk reguleret, og vores arbejdes indhold og metoder er til løbende forhandling og diskussion.

Det stiller store krav til vores fagforening, men også til den enkelte medarbejder, der hele tiden skal holde reformer og omstruktureringers konsekvenser op mod sit eget fag-etiske ståsted.

Det er en ond cirkel, der udvander faget og forringer kvaliteten af den hjælp, vores mest sårbare medborgere er afhængige af

Moralsk diskrepans mellem opgaver og faglighed gør, at færre uddannede og erfarne vil tage stillinger i eksempelvis jobcentre, og dem der vil, risikerer at brænde ud.

Det er en ond cirkel, der udvander faget og forringer kvaliteten af den hjælp, vores mest sårbare medborgere er afhængige af.

På Dansk Socialrådgiverforenings repræsentantskabsmøde i 2022 vedtog man, at foreningen aktivt skal arbejde for en autorisationsordning for socialrådgivere.

Processen blev skudt i gang med en vedtagelse, der både indeholder hensigt og procesbeskrivelse. En sådan ordning vil dels give et tiltrængt løft i den faglige selvforståelse, og den vil sikre et grundlæggende niveau for, hvad man kan forvente vi kan, både i det private og det offentlige.

Det vil gøre det lettere for os at stille krav, både som medarbejdere og som samlet faggruppe, og det vil forhåbentlig give vores stemme en større tyngde.

Både praksis og videnskab

Endelig er min klare anbefaling at man som minimum fastholder socialrådgiveruddannelsens længde og tyngde, og sørger for at bibeholde det faglige niveau i prøver og bachelorprojekt.

Autorisation vil virke som en garant for fagligheden, hvilket medfører krav, vi socialrådgivere skal have mulighed for at leve op til.

Vi bør være bedre til at anerkende den viden og erfaring, der ligger bag godt relationsarbejde

Socialt arbejde er både praksis og videnskab, og vi har brug for begge ben for at stå stærkt i et fag hvor omskiftelighed og uforudsigelighed er hverdagsvilkår – og som til gengæld er tilsvarende smukt, når indsatserne pludselig går op i en højere enhed, og det endelig lykkes.

Hvis vi vil øge optaget på en bæredygtig måde, må det være med fortællingen om glæden og stoltheden ved en veltilrettelagt indsats, der gør en forskel i et menneskes liv.

Vi bør være bedre til at anerkende den viden og erfaring, der ligger bag godt relationsarbejde – så kan det være der også i fremtiden er nogen, der har lyst til at udføre det.