Samme beløb vil regeringen spare på administration, først og fremmest i kommunerne, samtidig med at den offentlige service skal forbedres gennem frisættelse.

Det ligner noget, vi har oplevet mange gange før. Politikerne vil forbedre den offentlige sektor gennem nytænkning og reformer, som sjovt nok ikke må koste penge – tværtimod.

For at retfærdiggøre besparelserne følger også en kritik af ”systemet” og dermed også implicit en kritik af de offentligt ansatte for at bruge tid på overflødige opgaver, der bare kan skæres væk.

I sidste ende ligner det en retfærdiggørelse af besparelser, der skal frigive penge til andre ting.

Store forandringer kræver kreativ tænkning

Som socialrådgivernes forkvinde har jeg mange ting at sige om både udfordringerne i beskæftigelsesindsatsen og overflødigt bureaukrati.

Men her vil jeg gerne komme med en anden og grundlæggende pointe, som handler om politikernes måde at gennemføre forandringer på mere generelt – nemlig at det ofte bliver skidt, fordi der følger sparekrav med.

Men store forandringer og nytænkning kræver et vist overskud til at tænke kreativt

Målsætningen om at forbedre at rammerne for beskæftigelsesindsatsen er god. Det samme er målsætningen om at skære ned på overflødig administration og sætte offentligt ansatte fri.

Men store forandringer og nytænkning kræver et vist overskud til at tænke kreativt, implementere nye arbejdsgange og faglige krav ved siden af den almindelige drift.

Og da ingen ved, hvor mange penge de bebudede forandringer eventuelt kan frigive, er der en kæmpe risiko for, at resultatet bliver ringere service til borgerne og dårligere arbejdsvilkår for de ansatte.