I 2023 bragte landets aviser en stor nyhed. Jobcentrene skal nedlægges, skrev de, og holdningerne stod i kø – mange har erfaringer med jobcentrene, og det ofte fra sårbare perioder i livet hvor man er blevet syg eller har mistet sit job.  

Der er mange fortællinger om forløb, hvor folk er utilfredse. En undersøgelse fra Marselisborg konsulting i 2023 viser at 59 procent af de adspurgte er meget tilfredse eller tilfredse med deres forløb, mens 21 procent svarer hverken eller, og 20 procent er utilfredse eller meget utilfredse.  

Samtidig er der uklarhed omkring succeskriteriet, for hvor den gamle arbejdsformidling primært skulle have folk i job, er jobcenterets opgave nærmere at sørge for at borgerne er klar til job, dvs. er afklarede ift. om de kan få fleksjob, revalidering eller andre ordninger og har redskaber og forudsætninger til at søge job selv.  

Forvirringen bliver nemt til frustration, for hvad kan man forvente af hinanden?  

Har vi overhovedet brug for jobcentrene, som vi i øvrigt bruger svimlende 12 milliarder om året på?  

Det spørgsmål havde regeringen stillet sig selv, og man besluttede at nedsætte en ekspertgruppe.  

Ekspertgruppen og kommissoriet 

Den nedsatte ekspertgruppe startede arbejdet i maj 2023. Den bestod af tre forskere, en med relation til VIVE og en anden til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, en kommunaldirektør og en forvaltningschef fra beskæftigelsesområdet.  

Regeringens opdrag var i sin indledende form svært at være uenigt i.  

“Regeringen ønsker en mere værdig beskæftigelsesindsats. Der skal findes den rette balance mellem en aktiv beskæftigelsesindsats bygget op om ret og pligt, men hvor indsatsen i højere grad bygger på værdighed og ordentlighed.”  

Værdighed og ordentlighed er altid et godt udgangspunkt. Regeringen uddybede herefter i punktform hvad man ønskede af gruppen: 

• At nedlægge jobcentrene, sætte kommunerne fri af statslige proceskrav og prioritere de indsatser, der hjælper ledige tættere på arbejdsmarkedet. Den ledige får frihed til at vælge den bedste vej frem. Kommunerne får frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen. Målet med initiativerne skal være, at de ledige kommer hurtigere i arbejde.

• A-kasser og private leverandører skal spille en større rolle i indsatsen, uden at det svækker tilskyndelsen til job.

• De mest udsatte skal flyttes ud af beskæftigelsessystemet. I stedet skal de have en bredt funderet indsats med afsæt i det enkelte menneskes konkrete udfordringer.

• Den øvrige beskæftigelsesindsats skal i højere grad prioritere de borgere, der har større udfordringer med at finde et job. De skal i stedet omfattes af mere værdige indsatser med større effekt.

• Socialt bedrageri skal mødes med en hård og markant konsekvens.

Hvis man læser kommissoriet ud over de indledende punkter, er det ret tydeligt at man ud over det med værdighed og ordentlighed også gerne vil spare en hulens masse penge, nemlig 30 milliarder kroner frem mod 2030 eller en fjerdedel af den samlede udgift.  

Som socialrådgiver ansat på et jobcenter var jeg naturligvis interesseret i at vide, hvad det kunne ende med.  

Hvad kommer det til at betyde for vores organisering? For målgrupperne? Borgernes rettigheder?  

Jeg ventede spændt på ekspertgruppens udspil. Det kom allerede i juni i år.  

Ekspertgruppens anbefalinger 

Ekspertgruppens oplæg fylder 209 sider, men det er lykkedes dem at være dejlig konkrete i de primære anbefalinger. De ser sådan ud:  

Seks hovedanbefalinger: 

1. Få målgrupper og særregler 

2. Individuelt tilrettelagt indsats for borgerne 

3. Værdigt sanktionssystem i balance 

4. Nedlæggelse af jobcentrene og fri organisering 

5. Mere plads til a-kasser og private leverandører 

6. Fra proceskrav til resultatstyring 

Det øgede fokus på de mest udsatte borgere, der blev beskrevet i kommissoriet, findes i en mere individuelt tilrettelagt indsats for borgerne.  

Ønsket om en hårdere linje overfor socialt bedrageri er ikke umiddelbart adresseret i anbefalingerne – man finder derimod en konkret anbefaling om at borgere længere fra arbejdsmarkedet i udgangspunktet ikke skal sanktioneres.  

Dette begrundes i rapporten med, at det nuværende sanktionssystem er administrativt tungt, ikke har megen effekt og rammer skævt. Det tror jeg mange socialrådgivere kan genkende.  

Hvis man ser på punkterne om nedlæggelse af jobcentrene, opprioritering af A-kasser og private aktører og fri organisering er de stort set videreført 1:1 fra kommissorium til anbefaling.  

Men hvad er det så mere konkret, de anbefaler?  

Som sagt ønsker man, ud over det med værdighed og ordentlighed, også at spare en masse penge. Det er to temaer, der kan være svære at kombinere.  

Man har i første omgang i anbefalingerne peget på at rydde op i dobbeltindsatsen overfor de ledige, der er tæt på arbejdsmarkedet og sandsynligvis er ledige i kortere tid.  

De har indtil nu skulle til samtaler både på jobcenteret og i A-kassen, og det tror jeg de fleste er enige om var at skyde over målet. Så langt så godt.

Der er dog to faldgruber, man bør være opmærksom på 

Men der skal spares flere penge. Man vælger at pege på en generel forenkling af målgrupper og system. Færre kategorier, færre særregler, et simplere og billigere system der er lettere at finde rundt i.  

Det kan give rigtig god mening, særligt hvis det er fulgt op af større frihed til individuel vurdering.  

Der er dog to faldgruber, man bør være opmærksom på. For det første stiller det større krav til sagsbehandlerens faglighed.  

Det kræver erfaring og bred viden om psykiatri, sociale forhold og meget andet hele tiden at skulle vurdere en bred vifte af meget forskellige borgeres behov.  

Det må således være et absolut minimumskrav sagsbehandleren faktisk er uddannet socialrådgiver, hvilket vi ved ikke er tilfældet på alle landets jobcentre. Måske endda med certificering, en debat der kører sideløbende.

Inklusion er godt, men som meget sårbar borger er det vigtigt at ens sagsbehandler har ekstra tid, så man ikke drukner i en sagsportefølje tæt på de hundrede

For det andet har de mange kategorier også sikret meget udsatte borgeres rettigheder, da kategoriseringen udløste retten til at få hjælp ud fra nogle specifikke behov.  

Behov en socialrådgiver nu vil stå dårligere i sin ambition om at møde, da hun ikke nødvendigvis har lovhjemmel, men ”kun” sin faglige vurdering at henvise til.  

Det kan særligt blive et problem i de fattigere kommuner, hvor presset om at vælge den billigste løsning kan være større.  

Andre særlige opmærksomhedspunkter ved forenkling af kategorierne er dels den nuværende ret til aktivitetstillæg, der er afgørende for mange udsatte borgeres mulighed for at klare sig økonomisk, samt nedlæggelse af ressourceforløbende med de mere håndholdte forløb der følger med.  

Inklusion er godt, men som meget sårbar borger er det vigtigt at ens sagsbehandler har ekstra tid, så man ikke drukner i en sagsportefølje tæt på de hundrede.  

Hvad så nu? 

Generelt mener jeg, at vi skal holde rigtig godt øje med hvad det betyder at frisætte indsatsen i kommunerne, da det ifølge anbefalingen også inkluderer det juridiske.  

Hvad betyder det for den lovgivning vi kender, og for de rettigheder det sikrer for borgerne?  

Ved øget udlicitering, brug af anden aktør og privatisering, vil vi så se en ringere kvalitet i tilbuddene når priserne presses? Hvad med fagligheden, hvordan sikrer vi den?  

Min endelige bedømmelse af anbefalingerne må endnu afvente de konkrete lovforslag, de afstedkommer.  

De har fortsat brug for afklaring af deres sager, hjælp, støtte og sikring af deres økonomi

Det er vigtigt at Dansk Socialrådgiverforening og andre aktuelle aktører i den kommende tid er skarpe på at fortolke konkrete lovforslag og deres konsekvenser, dels så vores kollegaer på jobcentrene rundt omkring i Danmark fortsat kan holde et højt fagligt niveau, men også for at sikre borgernes indsatser og rettigheder.  

Et jobcenterforløb må aldrig være en hetz – men vi kan heller ikke være bekendt at bruge den fortælling som løftestang til at hælde de sårbare borgere ned ad brættet for at spare penge.  

De har fortsat brug for afklaring af deres sager, hjælp, støtte og sikring af deres økonomi.  

Det bør fortsat være en skal-opgave i kommunerne, selv om de selv må bestemme om der skal stå Jobcenter over døren eller ej.