Annonce

Forsker sår tvivl om Løkkes organisation

Historien om hvordan Lars Løkke Rasmussen det seneste år har hygget sig på første klasse med dyr kaviar, limousiner og luksussuiter, tog i dag en ny drejning. En dansk forsker påpeger, at organisationen GGGI, som har kanaliseret næsten en million danske skattekroner videre til Løkkes luksusforbrug, lader til at være af tvivlsom karakter.
Tilbage står et billede af, at Lars Løkke Rasmussen ikke alene har ødslet en million danske skattekroner bort på luksuriøse rejser til en tvivlsom organisation i Sydkorea, men også at den danske stat årligt kaster 90 millioner kroner efter et mildest talt tvivlsomt projekt.

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) offentliggjorde i dag en artikel på instituttets hjemmeside, som sår tvivl om motiverne bag organisationen Global Green Growth Institute (GGGI), som Lars Løkke Rasmussen er formand for. Forfatteren bag artiklen er Anders Riel Müller, der blandt andet forsker i naturressourcer.

Anders Riel Müller tegner et billede af en international organisation, som har andre dagsordener end at skabe grøn vækst i udviklingslande. Da GGGI blev grundlagt i 2010 var initiativet, ifølge Müller, en afløber af Sydkoreas grønne vækstplan, som præsident, Lee Myung Bak, lancerede i 2008.

Det var imidlertid ikke alle, der var enige i, at præsidentens vækstplan kun var af det gode:
"Kort efter annonceringen af vækstplanen udgav en række koreanske fagforeninger og miljøorganisationer et åbent brev på engelsk, som beskrev præsidentens grønne vækstplan som udemokratisk, nepotistisk og en potentiel miljøkatastrofe. De påpegede at næsten 40 % af de 107 milliarder var en form for slet skjult økonomisk stimulus til præsidentens gamle kolleger i byggebranchen (...). I 2013 kan vi nu kigge tilbage på præsidentens femårsplan og se, at miljøorganisationernes spådomme stort set er gået i opfyldelse."

En nyttig idiot
Mellem linjerne skriver Müller at Løkke, som repræsentant for Danmark, har ageret nyttig idiot. GGGI havde behov for opbakning fra lande, der har været kendt for at have en grøn profil og her var Danmark det første land – med Müllers ord – til at bide på krogen.

DIIS-forskeren afslutter sin artikel med en opfordring til, at Danmark forlader arbejdet i GGGI.
"I dag støtter Danmark GGGI med 90 millioner kroner årligt fra den danske udviklingsbistand. GGGI skal hjælpe udviklingslande med at skabe grønne vækststrategier og dele erfaringerne fra grøn vækst-ledere som Danmark og Sydkorea. På den baggrund er det lidt problematisk at GGGI-grundlæggerens præsidentembede er blevet synonymt med nepotisme, korruption, og miljøødelæggelser, og at organisationens formand flyver på 1. klasse, kører i limousine og bor i luksussuiter. (...)".

Det er sjældent at forskere fra DIIS udtaler sig så markant om danske toppolitikeres gøren og laden. Tilbage står et billede af, at Lars Løkke Rasmussen ikke alene har ødslet en million danske skattekroner bort på luksuriøse rejser til en tvivlsom organisation i Sydkorea, men også at den danske stat kaster 90 millioner kroner efter et mildest talt tvivlsomt projekt.

Mon ikke Venstreformanden og hans håndlangere skulle skrive et nyt undskyldningsbrev, som ikke blot sendes til partikammeraterne i Venstre, men også til de danske skatteydere, der har finansieret Løkkes sydøstasiatiske eventyr på første klasse?

Rasmus Stoklund er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og forskningsordfører og uddannelsesordfører.


Flere artikler om emnet