Annonce

Den kollektive trafik er håbløs

Hvis flere skal vælge den kollektive trafik fremfor bilen, skal det være nemt og enkelt. Det betyder et opgør med håbløse regler og dårlig organisering.
Overskriften er godt strammet til, men det er nødvendigt nogen gange at kalde en spade for en spade. Fakta er, at ca. en million danskere dagligt bruger kollektiv transport, og langt de fleste er tilfredse med deres rejse, hvad enten det er med tog, bus eller færge. Og heldigvis for det - for sikke et kaos der ville blive på gader og stræder, hvis vi alle skulle rejse frem og tilbage i hver vores bil. For ikke at tale om miljøbelastningen.

Vi skal have som mål at få flere til at lade bilen stå og køre kollektiv.

Derfor skal vi gøre det mere attraktiv at tage med tog, busser og færge.

Det skriger jo til himlen, at vi i et – trods alt – lille land som Danmark har organiseret det så håbløst. Og jeg skulle da hilse og sige, at personalet, der skal tjekke folks rejsehjemmel, også er på noget af en opgave.

Men den kollektive trafik er dårligt organiseret i Danmark. Danmark opdelt i 7 trafikselskaber, som igen er opdelt 13 områder. Rejser man inden for et af de 13 områder, er det det lokale trafikselskabs takster og regler, der er gældende. Rejser man fra det ene trafikselskabs område til et andet trafikselskabs områder, er det DSB's takster og regler, der er gældende. Forvirret? Ja, for bare at nævne nogle få eksempler betyder disse håbløse regler, at rejser du mellem Odense og Svendborg kan unge under 26 få op til 50% rabat på deres rejse, men rejser du mellem Vejle og Kolding, kan de unge mennesker ikke få tilsvarende rabat. Rejser en pensionist fra Aalborg til Hobro, er der rabat,  men rejser den samme pensionist fra Fredericia til Vejle, er der ikke nogen rabat.

Det skriger jo til himlen, at vi i et – trods alt – lille land som Danmark har organiseret det så håbløst. Og jeg skulle da hilse og sige, at personalet, der skal tjekke folks rejsehjemmel, også er på noget af en opgave.

Men håbløshederne stopper ikke her.

F.eks. udsteder FYNBUS - og andre regionale trafikselskaber - periodekort til unge uddannelsessøgende. Vælger den unge at rejse med toget kan togpersonalet reelt ikke tjekke gyldigheden af rejsehjelmen og om kortet er betalt. Der er simpelthen ikke et samarbejde mellem DSB og FYNBUS, der sikrer, at DSB kan kontrollere FYNBUS rejsekort. Dermed er der åben for svindel. Stikprøver viser, at der er kort i omløb, der ikke er betalt for.

Det betyder færre penge i kassen, og det er der på ingen måde brug for, for det kræver en enorm administration at styre 7 trafikselskaber og finde ud af en fordeling af indtægterne mellem de enkelte trafikselskaber.

Pengene burde bruges til at gøre den kollektive trafik bedre – meget bedre. For skal vi have flere til at benytte den kollektive transport, skal det gøres mere gennemskueligt, let tilgængeligt og billigere.

Jeg kan sagtens forstå, at der skal være en lokal forankring i planlægningen, men det behøver jo ikke at betyde, at hver enkelt trafikselskab selv skal lave egne regler, takster og køreplaner, der gør det uigennemskueligt og efterlader den rejsende med en følelse af opgivenhed at køre kollektivt.

Der er brug for et takstsystem, der er ens for hele landet. Køreplanerne skal tilrettelægges, så der er sammenhæng mellem tog, bus og færge.

Den kollektive trafik er bedre end sit rygte. Men der er plads til forbedringer for at få flere til at køre med. Vores fælles miljø har brug for en håndsrækning, derfor haster med at få gjort den kollektive transport attraktiv for alle.

Frede Skaaning (f. 1965) er folketingskandidat i Svendborg-/Langelandkredsen. Han arbejder til daglig i DSB som togfører, hvor han gennem flere år har været tillidsmand for togpersonalet. Frede Skaaning er aktiv i flere bestyrelser blandt andet LO Fyn og Film Fyn. Privat er han gift med Anne Mette og har to døtre på henholdsvis 17 og 20 år.

I forbindelse med det kommende Folketingsvalg, som skal finde sted senest 15. september 2015, har Netavisen Pio bedt en række af de socialdemokratiske kandidater, der for første gang stiller op til Folketinget, skrive en klumme med politiske visioner for venstrefløjen og politiske bank til højrefløjen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Flere artikler om emnet