Peter Duetoft er tidligere folketingsmedlem og europaparlamentariker for Centrum-Demokraterne (CD). Men i dag er han valgt som socialdemokratisk byrådsmedlem og er gruppeformand i Hjørring. Peter Duetoft fortæller, at han har vænnet sig til 1. maj-taler og arbejdersange, men at det ikke er ukompliceret at skifte parti:

”Jeg kom ind i en kultur, hvor jeg ikke er vokset op, og det har jeg da også mærket. Det har nok været sværere at komme ind i Socialdemokratiet fra midten, hvor jeg kom fra, end det var for nogle af de venstrefløjsfolk, der er kommet. Der er nok blevet taget varmere imod dem end mig.”

Et barn af Den Kolde Krig
I dag er CD historie. Men historien om CD er historien om et ganske usædvanligt parti. Det blev stiftet i 1973 af Erhard Jacobsen, dagen efter at han havde meldt sig ud af Socialdemokratiet. Da endnu en dag var gået, var der udskrevet folketingsvalg, og partiet fik først stablet en organisation på benene efter valget. Ikke desto mindre nåede CD ikke alene at samle underskrifter nok til at blive opstillingsberettiget, partiet blev også valgt ind med 14 mandater.

CD holdt på at være uideologisk, gik ind for velfærdssamfundet og et højt skattetryk, men også en øget integration i EF, og senere EU, samt en fast forankring i NATO. CD definerede sig skiftevis som midterparti og borgerligt midterparti. I 1980’erne var partiet medlem af de første Schlüter-regeringer og i 1990’erne af de første Nyrup-regeringer.

Fremskridtspartiet var et revolutionært parti, der ville ud og lave hele samfundet om til junglelov. Ingen stat og ingen regering. CD’s første valgparole var: ’Danmark er et godt land at leve i’. Det var en samfundsbevarende holdning, der ikke fandtes hverken til venstre eller til højre.

Når Peter Duetoft skal forklare, hvad partiet var, så gør han opmærksom på:

”CD var et barn af Den Kolde Krig” og fortæller samtidig, at der var to grunde til, at CD blev stiftet.

”Den ene var, at man udenrigspolitisk var i en koldkrigssituation, hvor venstrefløjen, og det daværende Socialdemokrati, jo var meget pacifistisk. Den anden grund var, at Erhard Jacobsen som socialdemokratisk borgmester i Gladsaxe følte, at der skulle mere modstand mod Glistrup. CD blev ofte sammenlignet med Fremskridtspartiet, fordi CD og Fremskridtspartiet begge kom ind første gang ved 73-valget. Men der var en væsentlig forskel: Fremskridtspartiet var et revolutionært parti, der ville ud og lave hele samfundet om til junglelov. Ingen stat og ingen regering. CD’s første valgparole var: ’Danmark er et godt land at leve i’. Det var en samfundsbevarende holdning, der ikke fandtes hverken til venstre eller til højre.”

CD døde med 11. september
CD overlevede dog Den Kolde Krig. I 1989 faldt Berlinmuren, og i 1991 blev Sovjetunionen opløst. I årene efter blev Jugoslavien også opløst. Peter Duetoft forklarer:

”Modsætningerne blev nogle andre. Det var ikke længere Øst-Vest. Den modsætning, der kom, var den mellem dem, der ville være internationale og dem, der ville lukke Danmark inde. Og i den kamp havde CD en klar rolle som dem, der mente, at Danmark skulle spille en voldsomt stærk rolle i det internationale samarbejde.”

Rollerne ændrede sig også på den danske politiske scene. I 1993 trak Schlüter sig som statsminister som konsekvens af Tamil-sagen, og Schlüters parlamentariske grundlag trak også dets støtte til en videreførelse af KV-regeringen. I stedet blev Poul Nyrup Rasmussen statsminister i Danmarks seneste flertalsregering, der bestod af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre samt, som en overraskelse for mange, CD og Kristeligt Folkeparti.

Ved valget i 1994 opnåede Kristeligt Folkeparti ikke mandater. CD blev dog i regeringen frem til 1996, hvor partiet efter interne diskussioner trak sig ud af regeringssamarbejdet. Partiet var i tvivl om, hvorvidt det kunne beholde sin midter-identitet med et parlamentarisk grundlag bestående af SF og Enhedslisten. Ved folketingsvalgene i 1998 og 2001 pegede CD ikke længere på Nyrup som statsminister, og det fortryder Peter Duetoft i dag:

Vi stillede op to måneder efter 11. september og sagde, at muslimer også skulle behandles ordentligt – det er jeg stolt af, at vi gjorde – men det var godt nok et selvmordsraid!

”Det var en fejl. Det var mere tradition, end det var realitet. I bagklogskabens uendelige visdom, så er der ingen tvivl om, at vi burde have gjort det. Og det kan man så mene om, hvad man vil.”

Ved valget i 2001 opnåede CD ikke valg. Duetoft formulerer det således:

”Vi døde med 11. september. Vi var måske det første politiske offer for 11. september. Og med det mener jeg, at vi altså havde en meget liberal udlændingepolitik. CD havde levet højt, hvis vi bagefter var gået ud og havde sagt, at alle med tørklæde skulle smides ud. Ork, så havde vi fået stabelvis af mandater, men at vi stillede op to måneder efter 11. september og sagde, at muslimer også skulle behandles ordentligt – det er jeg stolt af, at vi gjorde – men det var godt nok et selvmordsraid!”

Socialdemokratiet fører CD videre
Heller ikke i 2005 opnåede CD valg til Folketinget, og siden fulgte en opløsningsproces af partiet, der kunne have været mere elegant.

I 2008 blev CD opløst, men da havde Peter Duetoft og de fleste toneangivende CD’ere for længst forladt partiet. Duetoft meldte sig ind i Socialdemokratiet. Adspurgt, hvorledes andre CD’ere stiller sig i nutidens politiske billede, svarer han, at han af og til mødes med en kreds af tidligere toneangivende partimedlemmer:

”De har ikke engageret sig på samme måde som jeg. Meldt sig ind og så videre. Men der er ingen tvivl for dem om, at det er Socialdemokratiet, der fører CD videre.”

Duetoft beskriver sig selv som hørende til nærmest på Socialdemokratiets venstrefløj, men understreger samtidig:

Jeg synes, at man tænker for meget økonomi, og man tænker på, om det kan betale sig, om man kan tjene noget ved at gøre sådan og sådan. Jeg savner, at man tænker i den menneskelige dimension.

”Er der ikke andre i Nordjylland, der støtter Helle Thorning, så gør jeg. Jeg skælder ud, hver gang der er nogen, der brokker sig over hende. For jeg synes faktisk, at hun gør det rigtig godt, hvis man tager udgangspunkt i, at der er et blåt økonomisk flertal. Og det er der.”

Det er da også ”det blå” Danmarks logik, der får Peter Duetoft til nærmest at føle sig som venstrefløjssocialdemokrat. Han vender gentagne gange tilbage til fællesskabet som det afgørende for sit andet valg af parti. Om sit ønske for Socialdemokratiets politiske position siger han:

”Jeg savner, at man meget tydeligere understreger, at vi skal være et fællesskab. Det danske samfund er et samarbejdssamfund, hvor man står sammen og er blevet stærk ved at stå sammen. Og derfor skal man have involveret både folk, der kommer udefra, og udsatte grupper. Jeg synes, at man tænker for meget økonomi, og man tænker på, om det kan betale sig, om man kan tjene noget ved at gøre sådan og sådan. Jeg savner, at man tænker i den menneskelige dimension.”

Duetoft betegner viljen til fællesskab og lysten til at bidrage til det ved at betale skat som borgerlige dyder. Borgerlige dyder, som de blå har glemt, og som i dag bedst realiseres i Socialdemokratiets fællesskab.

Martin E. O. Grunz er cand.mag. i historie og tidligere formand for SFAH – Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie.