Annonce

Støjberg uenig med Støjberg om forskelsbehandling

Venstres Inger Støjberg er ikke tilhænger af at opdele mennesker efter religion. Venstres Inger Støjberg vil til gengæld gerne opdele indvandrere efter religion.
Venstres politiske ordfører Inger Støjberg vil ikke deltage i den annoncerede danske udgave af den anti-islamiske demonstration, kendt som Pegida, som bliver afholdt på mandag. Begrundelsen for at blive væk gav Støjberg selv:

”Jeg er ikke tilhænger af den organisation (Pegida, red), for jeg er ikke tilhænger af, at man opdeler folk efter den religion, de har,” siger hun til Politiken. ”Vi har religionsfrihed i Danmark, og det synes jeg er overordentlig vigtigt at bevare som frihedsrettighed.”

At man opdeler folk efter religion, har dog ikke tidligere været et problem for selvsamme Inger Støjberg. I sommer fremlagde Venstre et integrationsudspil, hvor hele formålet ifølge Inger Støjberg var at sætte en stopper for indvandring med en særlig religiøs baggrund:

”Vi trænger til at få sat ord på de problemer, vi har. Det er ikke-vestlige indvandrere med muslimsk baggrund, der udgør den største integrationsudfordring i Danmark. Alt for mange deler ikke vores værdier, og nogle modarbejder dem direkte,” sagde hun til Berlingske den 27. juli 2014 og fortsatte:

”Nogle muslimer i Danmark har svært ved at forene deres tro med en almindelig, dansk hverdag. Og der spørger jeg bare mig selv om, hvorfor det er særligt for muslimer, for man hører jo ikke om andre religiøse mennesker, som har samme problemer. Og det trænger vi til at få sat ord på.”

Hvad der har fået Inger Støjberg til at ændre mening, melder historien ikke noget om.

En der allerede har meldt sin ankomst til demonstrationen, der er arrangereret af tidligere folketingskandidat for Dansk Folkeparti Nicolai Sennels, er Mogens Camre.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet