Annonce

Socialdemokratiet har brug for en værdiordfører

Dansk Folkeparti havde en. Det Radikale Venstre har en. Og nu er det også på tide, at Socialdemokraterne får en værdiordfører.
Når jeg taler med en del af mine jævnaldrende (Frederik Vad er 21, red.), så oplever jeg tit, at de kun mener, at der findes to værdimæssige poler i Danmark: Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Resten af partierne agerer haleslæng for enten den ene politiske værdiskole eller den anden. Holder man ikke af festen i Dansk Folkeparti, hører man altså til i kaffe-loungen hos Det Radikale Venstre.  I min optik er det en grundlæggende fejlanalyse af dansk politik, som vi skal have gjort op med.

Socialdemokratiet burde klart og tydeligt vise danskerne, at vi står på en selvstændig værdiplatform. At vi besidder en grundlæggede anden fortælling om det at være et folk og et fællesskab, end de to andre partier. Det kræver at vi tør sætte ord på vores egen vision om sammenhængskraft og folkelighed, og prioriterer det politisk.

So ein ding…
En start kunne være at skabe et værdipolitisk ordførerskab i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Ikke fordi at en politisk offensiv nødvendigvis skabes på baggrund af et nyt ordførerskab i gruppeværelset, men fordi at det kunne være første skridt på vejen til at udfordre Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre i debatten. Indtil nu har det kun været de to partier der har prioriteret at skabe et stærkt værdiordførerskab, og det er i begge tilfælde en tung politisk profil, der har fået lov til at varetage det.

Uden stærke forpligtende fællesskaber ville Danmark være et helt andet samfund.

Den første opgave for en ny socialdemokratisk værdiordfører bør være at skabe en ny identitetsfortælling om os som folk. Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har kun ladet deres værdiordførere bevæge sig i krydsfeltet mellem EU-politik, udlændinge- og integrationspolitik, retspolitik og kulturpolitik. Socialdemokratiet skal vise, at det ikke alene er dér opskriften ligger på vores unikke sammenhængskraft. Uden stærke forpligtende fællesskaber ville Danmark være et helt andet samfund. Uden troen på, at sunde kollektiver er forudsætningen for at mennesker lykkes i deres liv, ville vi ikke stå så fast på vores demokrati- og frihedstradition.

Vi skal værne om værdierne
Socialdemokratiet er det eneste parti der kan evne at sætte staten, civilsamfundet og det enkelte menneske ind i en sammenhængende fortælling om os som nation og folk. Derfor bør vi også gøre det. I en globaliseret verden er der mere end nogensinde brug for, at vi er bevidste om det der har gjort os stærke. Det er nemlig i høj grad det vi skal værne om, og bygge videre på, hvis vi skal kunne deltage i et galopperende internationalt kapløb om produkter, arbejdspladser og investeringer.

Socialdemokratiet bør hurtigst muligt sætte gode folk i spidsen til at skabe en klar og tydelig værdiplatform. Vi skal ikke frygte konsekvenserne af at bryde ud af det fængsel, som Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har bygget op om værdikampen i Danmark. Der er brug for en socialdemokratisk værdiordfører i Danmark!

Frederik Vad Nielsen studerer arbejdslivsstudier og journalistik på RUC og er medlem af DSU’s forretningsudvalg.

Frederik Vad er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og tidl. forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)


Flere artikler om emnet