Annonce

En hel årsløn i skattelettelser

Lavere topskat giver landets højestlønnede direktører skatterabat svarende til en årsløn for en faglært, viser tal fra LO.
Hvis regeringen og Liberal Alliance får overtalt Dansk Folkeparti til at gå med på en topskattelettelse, så kan landets allerrigeste se frem til en klækkelig skattelettelse.

For hvis topskatten sænkes med fem procentpoint, som regeringen har skrevet i sit regeringsgrundlag har foreslået, vil det være en lille gruppe bestående af landets velstående, der får den største glæde af skatterabatten. Det viser et notat fra LO, der har regnet på tallene.

Ifølge LO vil en person med en indkomst på en millioner kroner, kunne se frem til en årlig skattelettelse på omkring 22.000 kroner, mens en topchef med en årsløn på otte millioner kroner vil kunne se frem til cirka 340.000 kroner mere på kontoen hvert år, hvilket svarer til årslønnen for en faglært håndværker før skat.

De otte millioner kroner, er ifølge LO’s tal det som en gennemsnitlig direktør for et C20-selskab tjener.

Tal fra Danmarks Statistik og LO viser, at der var 2.470 personer der i 2014 havde en årsløn på over fem millioner kroner, og den gruppe vil til sammen få en skatterabat på 1,2 milliarder kroner. Ifølge Skatteministeriet, så koster det årligt 2,6 milliarder kroner at sænke topskatten fra 15 til 10 procent. Det betyder, at det rundt regnet er cirka fire procent af de personer der i alt får topskattelettelsen, der får 46 procent af de samlede skattelettelser.

LO notat

Hvis man sænker topskattesatsen, betyder det, at det er topskatteydere med højere indkomster, der vil opleve den største effekt på rådighedsbeløbet

Topskatten udgør i 2016 15 procent og betales af personlig indkomst over topskattegrænsen på 507.935 kroner (før arbejdsmarkedsbidrag). Grænsen er gradvist blevet forhøjet i de seneste skattereformer, hvilket betyder, at det er relativt få personer med høje indkomster, der i dag betaler topskat.

Når skattereformen er fuldt indfaset i 2022, vil det kun være syv procent af alle LO-modtagere der betaler topskat.  Tal fra AE-rådet viser, at det hovedsageligt er lønmodtagere med andre indkomster end løn, der betaler topskat, eksempelvis fra kapitalindkomst.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet