Ekstrem skattelettelses-fornægtelse: Hvordan er det kommet så vidt?

I en årrække – ikke mindst i 00´erne – var det ret udbredt i borgerlige kredse at markere den årlige såkaldte ”skattefrihedsdag” dvs. den dag på året (typisk på et tidspunkt i juni eller juli), hvor det postuleredes, at man var færdig med at tjene penge til staten og resten af året så tjente penge til sig selv.

I årene efter finanskrisen, og ikke mindst i de seneste 7-8 år med stigende klimafokus, er ovennævnte mærkedag blevet skubbet noget i baggrunden af den årlige ”Earth Overshoot Day”, dvs. den dag på et kalenderår, hvor menneskeheden angiveligt har forbrugt flere ressourcer end kloden kan nå at regenerere på et år.

Efter den dato ”låner” vi i resten af året af fremtidige generationers ressourcer (mærkedagen findes også i en særlig dansk udgave).

I år falder Earth Overshoot Day den 25. juli, mens Skattefrihedsdagen ifølge seneste officielle regeringsprognose i år skulle falde så tidligt som på Grundlovsdag 5. juni.

Primitivt og fladpandet

Det er glædeligt, at sidstnævnte har fortrængt førstnævnte fra den offentlige debat. Jeg har altid opfattet ”skattefrihedsdagen” som et temmelig primitivt og fladpandet levn fra Glistrups skattenægter-tankegang.

Og det er vist ikke for meget sagt, at klimaet er en større udfordring end skattetrykket.

Lad det også være sagt med det samme: 

Skattetrykket svinger en del fra år til år, blandt andet med konjunkturerne, og er ikke altid lige retvisende til brug for internationale sammenligninger – særligt ikke i enkeltstående år.

Blandt andet betød krig, høj inflation og høje renter et udfordret år på aktiemarkedet

Men omvendt er det alligevel nok fortsat det mindst ringe af de cirkusser, der er i det økonomiske landskab.

Når skattetrykket i Danmark faldt markant fra 47,9 procent af BNP i 2021 til 42,2 procent i 2022 - svarende til en skattelettelse på godt 161 milliarder kroner (!) - skyldes det især faktorer udenfor den politiske skueplads.

Blandt andet betød krig, høj inflation og høje renter et udfordret år på aktiemarkedet, hvilket sendte indtægterne fra pensionsafkastskatten ned fra 2,5 procent af BNP i 2021 til blot 0,4 procent i 2022.

Den nye danske ”Novonomics” betyder lavere skattetryk

Det nominelle BNP voksede i 2022 ganske voldsomt som følge af inflationen - især i privatforbruget. Og da skatterne ikke var helt så kraftigt påvirket af inflationen, voksede nævneren mere end tælleren i den brøk, som udgør skattetrykket (skatteindtægter/BNP).

Heri ligger måske også en skjult medvirkende forklaring til, at mange kommuner i 2022 og 2023 har haft svært ved at få pengene til at passe, blandt andet på anlægsområdet.

I øjeblikket er der seks til syv europæiske lande med højere skattetryk end vores

Nok så interessant er det imidlertid, at både regeringens og vismændenes skattetryksprognoser for 2023, 2024 og 2025 – også efter at inflationen er faldet tilbage til et mere normalt leje omkring 2-3 procent årlige prisstigninger – fastholdes på et niveau, der svinger lidt frem og tilbage omkring 43 procent af BNP.

Med andre ord tyder meget på, at den aktuelle danske ”Novonomics” som en positiv sideeffekt også mere varigt har sænket skattetrykket.

Italien har nu højere skattetryk end Danmark

Så baggrundstapetet for de økonomisk-politiske forhandlinger i SVM-regeringens tid – hvilket er gået meget under radaren – er, at Danmark ikke længere har et af verdens højeste skattetryk.

I øjeblikket er der seks til syv europæiske lande med højere skattetryk end vores. Indenfor OECD toppede Frankrig i 2022 listen med 46,1 procent af BNP med Norge (44,3 procent) på 2. pladsen.

Ganske bemærkelsesværdigt har Italien (42,9 procent i 2022) for tiden højere skattetryk end Danmark. Ja, selv Grækenland har – i hvert fald midlertidigt – nu højere skattetryk end Danmark, hvis man bruger EU´s statistiske kontor, Eurostats, opgørelse fremfor OECD´s.

Kausaliteten bør IKKE være, at vi mere eller mindre automatisk opkræver X milliarder kroner i skat

Min egen private - på én gang ideologiske og pragmatiske - tilgang til skattetrykket er denne ret simple: Flertallet i Folketinget skal politisk beslutte sig for, hvilken grundstruktur i samfundet, man ønsker sig, eksempelvis hvad angår socialt sikkerhedsnet, uddannelse, omfordeling og forsvarsudgifter.

Dernæst også politisk beslutte, hvor meget af denne grundstruktur, der skal være offentligt finansieret, og så opkræve det i skat, det koster (inklusiv en buffer på kistebunden til dårlige tider) – hverken mere eller mindre.

Dvs. kausaliteten bør IKKE være, at vi mere eller mindre automatisk opkræver X milliarder kroner i skat og så ser, hvad vi kan få for pengene…

Synet på en reallønsfremgang afhænger åbenbart af afsenderen

Trods baggrundstæppet med et lavere skattetryk end tidligere, undrer jeg mig over den udbredte lede - eller i bedste fald håndskyhed - der i den offentlige debat er overfor politiske forslag om skattelettelser.

I regeringen naturligvis især repræsenteret ved S, men også et stykke henad vejen i V.

En fremgang i den disponible indkomst skal åbenbart pinedød være presset ud af de ”onde” arbejdsgivere

Mest prominent undrer jeg mig såre over den række af faglige ledere, som eksempelvis FOA’s OK24-aktuelle Mona Striib - som jeg i andre sammenhænge ellers ofte er enig med – der kalder skattelettelser for ”vanvid” og nærmest anser det som det værste, man kan gøre for medlemmerne at sænke skatten på arbejde.

En fremgang i den disponible indkomst skal åbenbart pinedød være presset ud af de ”onde” arbejdsgivere ved forhandlingsbordet for at tælle nede ved køledisken i supermarkedet.

Den må ikke komme via forhøjede fradrag eller lavere trækprocenter på medlemmernes lønsedler.

Regeringen bange for egen skygge efter en beskeden skatteaftale med gakket langstrakt indfasning

Og lad os så lige repetere, hvad den seneste - politisk ret brede - personskatteaftale fra 2023 egentlig går ud på: 

I 2025 hæves beskæftigelsesfradraget for alle i arbejde med i alt 3,5 milliarder kroner (efter adfærdseffekter og automatisk tilbageløb i statskassen).

I 2026 hæves beskæftigelsesfradraget endnu et nøk samtidig med at topskattesatsen halveres for et betydeligt segment i den øverste del af indkomstskalaen – dog ikke for de allerhøjest lønnede, der ”belønnes” med en ny top-topskat.

Det er næsten ligeså gak-gak som den gakkede top-topskat

Samlet når man i 2026 dermed op på lavere skat på arbejde for 6,5 milliarder kroner efter adfærd og tilbageløb.

Altså: Man sidder i december 2023 og forhandler personskatte”reform”. Og fair nok, at aftalen naturligvis hverken politisk eller praktisk kan nå at få effekt her i 2024.

Men ret grotesk, at regeringen ikke sørger for at få hele denne ret beskedne pakke på 0,5 procent af de samlede skatteindtægter og 0,2 procent af BNP indfaset i ét hug i 2025.

Det er næsten ligeså gak-gak som den gakkede top-topskat, som dog må komme under luppen i et debatindlæg en anden god gang.