☰
☰
Annonce
Ekstrem skattelettelses-fornægtelse: Hvordan er det kommet så vidt?
Det bør ikke være sådan, at vi mere eller mindre automatisk opkræver X milliarder kroner i skat og så ser, hvad vi kan få for pengene. Det skriver Bo Sandberg i dette debatindlæg.
I en årrække – ikke mindst i 00´erne – var det ret udbredt i borgerlige kredse at markere den årlige såkaldte ”skattefrihedsdag” dvs. den dag på året (typisk på et tidspunkt i juni eller juli), hvor det postuleredes, at man var færdig med at tjene penge til staten og resten af året så tjente penge til sig selv.
I årene efter finanskrisen, og ikke mindst i de seneste 7-8 år med stigende klimafokus, er ovennævnte mærkedag blevet skubbet noget i baggrunden af den årlige ”Earth Overshoot Day”, dvs. den dag på et kalenderår, hvor menneskeheden angiveligt har forbrugt flere ressourcer end kloden kan nå at regenerere på et år.
Efter den dato ”låner” vi i resten af året af fremtidige generationers ressourcer (mærkedagen findes også i en særlig dansk udgave).
I år falder Earth Overshoot Day den 25. juli, mens Skattefrihedsdagen ifølge seneste officielle regeringsprognose i år skulle falde så tidligt som på Grundlovsdag 5. juni.
Primitivt og fladpandet
Det er glædeligt, at sidstnævnte har fortrængt førstnævnte fra den offentlige debat. Jeg har altid opfattet ”skattefrihedsdagen” som et temmelig primitivt og fladpandet levn fra Glistrups skattenægter-tankegang.
Og det er vist ikke for meget sagt, at klimaet er en større udfordring end skattetrykket.
Lad det også være sagt med det samme:
Skattetrykket svinger en del fra år til år, blandt andet med konjunkturerne, og er ikke altid lige retvisende til brug for internationale sammenligninger – særligt ikke i enkeltstående år.
Blandt andet betød krig, høj inflation og høje renter et udfordret år på aktiemarkedet
Men omvendt er det alligevel nok fortsat det mindst ringe af de cirkusser, der er i det økonomiske landskab.
Når skattetrykket i Danmark faldt markant fra 47,9 procent af BNP i 2021 til 42,2 procent i 2022 - svarende til en skattelettelse på godt 161 milliarder kroner (!) - skyldes det især faktorer udenfor den politiske skueplads.
Blandt andet betød krig, høj inflation og høje renter et udfordret år på aktiemarkedet, hvilket sendte indtægterne fra pensionsafkastskatten ned fra 2,5 procent af BNP i 2021 til blot 0,4 procent i 2022.
Den nye danske ”Novonomics” betyder lavere skattetryk
Det nominelle BNP voksede i 2022 ganske voldsomt som følge af inflationen - især i privatforbruget. Og da skatterne ikke var helt så kraftigt påvirket af inflationen, voksede nævneren mere end tælleren i den brøk, som udgør skattetrykket (skatteindtægter/BNP).
Heri ligger måske også en skjult medvirkende forklaring til, at mange kommuner i 2022 og 2023 har haft svært ved at få pengene til at passe, blandt andet på anlægsområdet.
I øjeblikket er der seks til syv europæiske lande med højere skattetryk end vores
Nok så interessant er det imidlertid, at både regeringens og vismændenes skattetryksprognoser for 2023, 2024 og 2025 – også efter at inflationen er faldet tilbage til et mere normalt leje omkring 2-3 procent årlige prisstigninger – fastholdes på et niveau, der svinger lidt frem og tilbage omkring 43 procent af BNP.
Med andre ord tyder meget på, at den aktuelle danske ”Novonomics” som en positiv sideeffekt også mere varigt har sænket skattetrykket.
Italien har nu højere skattetryk end Danmark
Så baggrundstapetet for de økonomisk-politiske forhandlinger i SVM-regeringens tid – hvilket er gået meget under radaren – er, at Danmark ikke længere har et af verdens højeste skattetryk.
I øjeblikket er der seks til syv europæiske lande med højere skattetryk end vores. Indenfor OECD toppede Frankrig i 2022 listen med 46,1 procent af BNP med Norge (44,3 procent) på 2. pladsen.
Ganske bemærkelsesværdigt har Italien (42,9 procent i 2022) for tiden højere skattetryk end Danmark. Ja, selv Grækenland har – i hvert fald midlertidigt – nu højere skattetryk end Danmark, hvis man bruger EU´s statistiske kontor, Eurostats, opgørelse fremfor OECD´s.
Kausaliteten bør IKKE være, at vi mere eller mindre automatisk opkræver X milliarder kroner i skat
Min egen private - på én gang ideologiske og pragmatiske - tilgang til skattetrykket er denne ret simple: Flertallet i Folketinget skal politisk beslutte sig for, hvilken grundstruktur i samfundet, man ønsker sig, eksempelvis hvad angår socialt sikkerhedsnet, uddannelse, omfordeling og forsvarsudgifter.
Dernæst også politisk beslutte, hvor meget af denne grundstruktur, der skal være offentligt finansieret, og så opkræve det i skat, det koster (inklusiv en buffer på kistebunden til dårlige tider) – hverken mere eller mindre.
Dvs. kausaliteten bør IKKE være, at vi mere eller mindre automatisk opkræver X milliarder kroner i skat og så ser, hvad vi kan få for pengene…
Synet på en reallønsfremgang afhænger åbenbart af afsenderen
Trods baggrundstæppet med et lavere skattetryk end tidligere, undrer jeg mig over den udbredte lede - eller i bedste fald håndskyhed - der i den offentlige debat er overfor politiske forslag om skattelettelser.
I regeringen naturligvis især repræsenteret ved S, men også et stykke henad vejen i V.
En fremgang i den disponible indkomst skal åbenbart pinedød være presset ud af de ”onde” arbejdsgivere
Mest prominent undrer jeg mig såre over den række af faglige ledere, som eksempelvis FOA’s OK24-aktuelle Mona Striib - som jeg i andre sammenhænge ellers ofte er enig med – der kalder skattelettelser for ”vanvid” og nærmest anser det som det værste, man kan gøre for medlemmerne at sænke skatten på arbejde.
En fremgang i den disponible indkomst skal åbenbart pinedød være presset ud af de ”onde” arbejdsgivere ved forhandlingsbordet for at tælle nede ved køledisken i supermarkedet.
Den må ikke komme via forhøjede fradrag eller lavere trækprocenter på medlemmernes lønsedler.
Regeringen bange for egen skygge efter en beskeden skatteaftale med gakket langstrakt indfasning
Og lad os så lige repetere, hvad den seneste - politisk ret brede - personskatteaftale fra 2023 egentlig går ud på:
I 2025 hæves beskæftigelsesfradraget for alle i arbejde med i alt 3,5 milliarder kroner (efter adfærdseffekter og automatisk tilbageløb i statskassen).
I 2026 hæves beskæftigelsesfradraget endnu et nøk samtidig med at topskattesatsen halveres for et betydeligt segment i den øverste del af indkomstskalaen – dog ikke for de allerhøjest lønnede, der ”belønnes” med en ny top-topskat.
Det er næsten ligeså gak-gak som den gakkede top-topskat
Samlet når man i 2026 dermed op på lavere skat på arbejde for 6,5 milliarder kroner efter adfærd og tilbageløb.
Altså: Man sidder i december 2023 og forhandler personskatte”reform”. Og fair nok, at aftalen naturligvis hverken politisk eller praktisk kan nå at få effekt her i 2024.
Men ret grotesk, at regeringen ikke sørger for at få hele denne ret beskedne pakke på 0,5 procent af de samlede skatteindtægter og 0,2 procent af BNP indfaset i ét hug i 2025.
Det er næsten ligeså gak-gak som den gakkede top-topskat, som dog må komme under luppen i et debatindlæg en anden god gang.
Kommentarer
Indkomstskat, afgifter + moms er gak i låget, hvorfor bliver det ikke afskaffet. Der findes jo langt bedre måder at skaffe indkomster til opretholdelse af samfundene i Danmark.
En oplagt løsning ville være, at hjemsende den massetilvandrede kulturfremmede overskudsbefolkning fra tredjeverdenen og alle deres talrige efterkommere, bosat her i landet, som ifølge DST officielt koster mindst 33 milliarder kroner i rent dokumenteret underskud hvert år. Man kunne nemt starte med alle dem, som har en dom eller er offentligt forsørget, men det er jo kun DF, der vil det. Desværre.
Det er jo en kendt sag, at med rød regering er det evindelig forhøjelse af skatter og afgifter, så folket
må åbenbart være tilfredse med at aflevere så stor en del af deres indtjening, siden så mange stemmer rødt.
Det er jo faktuelt forkert. Såvel Nyrup, Thorning og MF har gennemført skattelettelser.
Den bedst udgivende krone er en skatte krone. Vi får som borger uendeligt meget tilbage. Men det skal ødelægges af blå politikere, som ønsker en af slutning på det gode, stabile, fredelige og trykke liv i Danmark.
Jeg ønsker Jer yngre generationer god fornøjelse med det.
Det forekommer mig, at der i artiklen ovenfor og også til dels i indlæggene forekommer en helt manglende forståels af meningen med at opkræve skat i et samfund.
Det er jo ikke sådan, at statens udgifter er formålsøst sjatteri med "skatteborgernes" penge.
De repræsenterer en offentlig produktion af nytteværdi, som er lige tilgængelig for alle borgere.
Når personalet i et offentligt sygehus producerer sundhed, er det da helt ligeså produktivt og værdiskabende, som det samme arbejde på et privathospital er ved skabelse af samfundsnytte.
Men den offentlige ydelse er i princippet lige tilgængelig for alle samfundets borgere, hvor den private ydelse
viderefordeles efter klientens købekraft. Det er hvad vi kalder lige ret til sundhed.
De fleste offentlige produktioners værdiskabelse er netop af en type, hvor vi ønsker lige adgang, tænk bare på børnepasning, skolegang, videregående uddannelse, ret til lige behandling for loven, ret til politibeskyttelse,
adgang til at benytte infrastruktur osv., og er altså en lighedsskabende og demokratisk underbygning af selve vores demokratiske samfund og vores fælles samfundskontrakt.
Når vi således ændre på skattetrykket, ændrer vi også på indkomstfordelingen.
Indkomstfordelingen foregår ved, at en kreds af aktionærer i vores virksomheder ejer hele produktionens værdi, og derfra videre fordeler lønsummen til til de ansatte.
Dette fordelingsprincip stiller bestemt ikke alle borgere ens, selv om den producerede værdi i virksomheden dybest set, bort set fra en opstartsperiode, produceres af medarbejderstaben.
Det er gennem arbejdsmarkedets parter, at denne viderefordeling i et magtforhold afgøres, men nok så vigtigt søges rimeligheden i indkomstfordelingen afgjort gennem samfundets mellemkomst.
Når der der er lige adgang til uddannelse betyder det f.eks. at alle unge får lige vilkår, hvilket jo er grundlæggende rimeligt, da de jo ikke selv har valgt deres forældres indkomst.
Det betyder, at statens mellemkomst bliver afgørende for en sund samfundskontrakt og den til enhver tid gældende indkomst- og formuefordeling.
Hvis man svækker statens mellemkomst, øger man altså uligheden til fordel for aktionærerne og holdingselskabernes konti, og det er derfor at højrefløjen, der modtager millionstøtte fra DA og kapitalkredsene (Venstre, Konservative, LA), stort set ikke har anden politisk vision end offentlige besparelser og nedsættelse af skatter, arveafgift, formueskat, udbytteskat, fordi en sænkning af skattetrykket flytter værdier væk fra normale borgere og over i virksomhedsejernes pengetanke. Til dette kan man føje sværmen at arbejdsudbudsreformer, hvis formål udelukkende er at sænke lænsummen.
Vi hører jo at det er disse entreprenører der "bærer" Danmark. Men det er da virkelig noget forstokket sludder. det er produktionen blandt medarbejderne der bærer Danmark, og hidtil er ingen milliardær opstået, medens man boede på en øde ø uden forbindelse til omverden.
Nogen er i en periode i livet kreative til fordel for helheden, og det er prisværdigt, men ret hurtigt bliver kreativiteten over tid til privilegier, hvor man på renomméet kan sidde i sofaen og ved passivitet kan øge formuen i realværdi. Jeg henviser til Pikettys store værker og en tiltagende kritik at udviklingen i formueallokeringen fra en lang strube af økonomer og tilføje, at i adelstiden førte denne tendens til en århundrede lang dyb lavkonjunktur og kummerlige forhold for det meste af folket, medens en snyltende lille elite udnævnte sig selv til at have blåt blod og ret til at udøve slaveri.
Derfor er skatteindkomst og samfundsøkonomi helt central i bedømmelse af samfundets effektivitet og fairness, og det er helt forfejlet bare at skose de offentlige budgetter, ikke bare når den offentlige service i et stadigt rigere samfund forringes, men også generelt som en faktor i samfundets rimelighed i forhold til de forskellige befolkningsgrupper, ikke mindst de der produceres masser af samfundsværdi uden at det belønnes med penge.
I dag har det utæmmede marked haft meget frie forhold siden Thatcher og Reagan først i 80'erne, og ikke bare er uligheden vokset til en direkte obstruktion af markedets effektivitet, men
markedets skavanker er den direkte årsag til både diversitets- og klimakrisen, fordi naturødelæggelse og forurening aldrig blev indregnet i virksomhedernes kalkuler, og dertil er monsterformuerne i de vestlige samfund den største udfordring for demokratierne, der i deres beslutningsproces er dybt kompromitteret af politikernes infiltrering af voldsomt stærke kapitalinteresser
Meget enig det meste af vejen.
Jeg mener dog, at en direktør har større indflydelse på en virksomheds succes end manden på gulvet. Det kan imidlertid både være positivt som negativt. Kigger man på C25-virksomhederne, så ses ingen sammenhæng mellem virksomhedens stigende værdi (aktiekurs) og direktørlønnen. Der synes ikke at være nogen korrelation.
I 1981 fik Top1 6,7% af lønnen, hvor de i 2022 fik 18,6%. Danmark topper listen i EU nu, og Top1 snupper mere her end alle andre lande i Europa bortset fra Bulgarien (18,7%), Tyrkiet (18,8%) og Rusland (23,8%). Så er spørgsmålet, om det er de lande, vi gerne vil sammenlignes med. Man kan spørge, om ledelserne rundt omkring i Europa virkelig er dårligere end de danske? Fx får Top1 i Norge 6,9%, Holland 10,1%, UK 10,2% og Sverige 13,3%. Skyldes det, at norske, hollandske, engelske og svenske ledere er dårligere end i DK. At en hollandsk leder er næsten halvt så meget værd?
Eller er det bare udtryk for dansk grådighed? Ikke nok med massive skattelettelser har Top1 også snuppet en større og større del af indkomstkagen.
På den måde er vi ved at etablere et ny herre- og tjenestesamfund. En meget rig overklasse og så folk, der må knokle for føden.
Hertil kommer, at det daværende herre- og tjenestesamfund næppe var særligt effektivt. Vores gratis uddannelses- og sundhedssystem er med til at højne effektiviteten og vores sociale ydelser er med til at øge mobiliteten og skal også ses som et led i den danske model, hvor det er særdeles let at fyre folk. Derfor er det også grotesk med de mange reformer, der totalt har udhulet sikkerheden ikke kun i penge, men også i værdighed. Vi er ganske enkelt på kant med menneskerettighederne, når man tvinger ledige og syge mennesker til at arbejde gratis. Det sker mellem 250-400.000 gange årligt, svarende til op mod godt 40.000 fuldtidsjob. Det får ikke flere i beskæftigelse tværtimod (da de 40.000 job jo nok eller skulle besættes med lønnet arbejdskraft), men betyder tværtimod et løntryk og dårligere arbejdsvilkår. Dette fremgår også af Finansministeriets rapport fra maj 2018 om aktiveringsindsatsen. Finansministeriet anser det dog for positivt. Igen grotesk.
De sidste 2-3 årtier har været styret af en neoliberal tankegang, som for mig at se indeholder en inhumanisme, så jeg får kuldegysninger. Det har såvel skabt voldsomt stigende fattigdom i DK, men også for mange en total mangel på empati. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg synes er værst.
For mig at se har Socialdemokratiet et stort ansvar i denne udvikling. De har ikke holdt sig tilbage for reformer, tværtimod, og med Socialdemokraternes svigt tror jeg, at folk har tænkt, oki, hver er sin egen lykkes smed nu, hvor efter egoismen har fået vind i sejlene. Hver må redde hvad reddes kan. Folk klapper hælene sammen på jobbet og begynder at konkurrere med deres kollegaer, og alt imens disse forhold foregår, vender fagbosserne bare det blinde øje til. Fagbevægelsen er den anden part, der har svigtet fælt. De lader som om, de kæmper for lønnen, men sjovt nok ender alle fagforbund i denne omgang med det samme: 8,8%. Det Finansministeriet lagde ud med som maks. Jeg kan slet ikke se, at de har kæmpet for noget som helst. Vi har en flok nikkedukker som fagbosser. Og som Bo Sandberg siger, ja, så er han ofte enig med Mona Strib (ja, læs lige den igen), undtagen når hun grynter over skattelettelser. Jamen, det skal hun jo, når hendes medlemmer ligger i bunden af indkomstskalaen. Og hun grynter, ja, - men gør intet ved det. Og dermed bliver hun en indirekte part af skattelettelser. Hun får jo også selv godt glæde af dem. Fagbosserne har vendt det blinde øje til udviklingen, til reformerne, til gratisarbejdet, til den reelle udhuling af lønnen. Denne gang får vi 8,8 %, ja, det svarer ikke engang til en inflationssikring. Og mange steder opvejer reallønstigningen de sidste årtier ikke øgede krav, ja, man kan næsten sige, at nogle må løbe dobbelt stærkt for samme lønkrone. Når fagbosserne selv får løn, så de indtræder i Top1s rækker, ja, så er der stor risiko for, at de mister fodfæstet blandt deres medlemmer.
Empatien er faldet og egoismen steget. Og den er ikke kun steget i Top1, den er faktisk også steget i bunden. Folk tænker kun på sig selv. Mange stemmer alene ud fra egne kortsigtede interesser eller ud fra, hvem de synes gør den bedste figur, eller måske især, hvem de ikke kan lide. Fx mener jeg, at såvel Nyrup som Thorning blev væltet pga. skuffelse over deres svigt. Når man ser toppen rage til sig, naboen og familiemedlemmet ligeså, og slipper godt fra det, mens resten bliver røvrendt, får lov at løbe dobbelt stærkt for samme lønkrone, ja, begynder andre også at blive navlebeskuende. Det spreder sig som ringe i vandet. Og ja, jeg har i hvert fald observeret, at uanset om folk tilhører toppen som bunden, så har egoismen bredt sig. Den oplevelse havde jeg slet ikke, da jeg voksede op. Folk ville selvfølgelig gerne have lønstigning, men den der ligegyldighed over for andre, den var der ikke på samme måde.
AE har i okt. 2022 udgivet en analyse over skattetrykket, der viser helt afhængig af opgørelsesmetoden, ja, så ligger DK mellem de højeste 3-5 i Europa.
Særligt peges på, at man bør korrigere for den skat der indbetales af overførselsindkomster, idet nogle lande udbetaler disse netto (dvs. der ikke skal betales skat af overførslen). Da over 1 million borgere i DK får overførselsindkomster, er det ikke uden betydning.
AEs analyse viser også, hvor meget vi får igen af skatterne til individuelt forbrug i form af uddannelse, lægebesøg og ældrepleje o.l.. Her ligger DK på 4. pladsen, mens Portugal, Grækenland, Schweiz og USA skraber bunden. I DK gik 26,7% af det samlede skatteprovenu således tilbage til borgerne, mens det kun var 20% i Tyskland, 16,2% i UK og 8,1% i USA ifølge analysen.
Det er klart, at man ikke får flere penge mellem hænderne ved at sænke skatten, hvis besparelsen så skal anvendes til køb af uddannelse, børnepasning, sygesikring, pension og hjemmehjælp.
Mens skattetrykket er ca. 42% i DK, så er det 38,1% i Tyskland og 32% i UK ifølge analysen (figur 3).
Skattetrykket kan heller ikke ses isoleret fra den samlede indkomst. Hvis skattepengene bruges på at dygtiggøre os, skabe social mobilitet osv, så vi får en højere konkurrencekraft, ja, så kan de jo betyde, at vi samlet set får en højere indkomst. Netop sådanne parametre har også betydning for, når man vurderer, hvor det er bedst at etablere en virksomhed. Her har DK ligget højst i flere år i Europa, kun overgået af Taiwan og så vidt jeg husker Canada. Og nærstuderer man disse rapport er det god infrastruktur, højt uddannelsesniveau og social stabilitet, der er blandt de væsentlige faktorer. Det slår også igennem på BNP pr. indbygger. Her ligger DK på 6. pladsen ifølge AEs analyse.
For mig er det grotesk, hvordan DI, DA og DE har fokuseret på skattetryk og kæmpet for lavere skatter i årevis. Det har været hovedet under armen og udtryk for gemen grådighed. Hvor ville vi dog have sparet penge, hvis vi i stedet havde fokuseret på at nedbringe CO2 langt tidligere. Havde man gjort det for 20 år siden skulle man kun have reduceret det med 10% for at opnå den effekt, vi i dag kæmper med og som på mange måder vil blive dyr, ikke kun i reduktion, men også i de skader i form af vejrforandringer, som vi nu må kæmpe med. Sikkerhedssituationen er også blevet væsentligt forværret og vores konkurrenceevne i EU ligeså, mens Kina og Indien er stormet frem på det tekniske område.
Jeg har isoleret set ikke noget imod skattelettelser. Men jeg har noget imod, hvis det tager fokus fra væsentlige forhold, og hvis omkostningerne er for store fx i form af fattigdom. I 2000 så man ikke hjemløse og tiggere på gaden. I dag vrimler det med folk, der sover på varmeriste, varmestuer er overbooket om vinteren, og handicappede kan ikke få de hjælpemidler, de har brug for. Samtidig mener jeg, at vel har vi et godt uddannelsessystem for de unge, men efteruddannelsen er næsten ikke tilstedeværende. Det er stort set umuligt selv at finansiere, så man må gå tiggergang til arbejdsgiver, og her er der mange steder lukket for andet end små kurser. Konsekvensen vil være, at vi simpelthen fagligt nedslides. For nyligt var AP Pensions direktør ude at påstå, at seniorer burde gå ned i løn, da de fagligt var mindre værd. Det mener jeg, er udtryk for ledelsessvigt og netop for det fænomen, at man ikke har efteruddannet tilstrækkeligt. Det bør være en arbejdsgivers ansvar også at sikre de ansatte fastholder et højt fagligt niveau.
Man kan selvfølgelig ikke optrappe efteruddannelser markant fra det ene år til det andet. Det kræver såvel en kulturændring som nytænkning, herunder omkring finansiering. For mig at se vil det tage 15-20 år at etablere. McKinsey udgav i 2017 en rapport med en forudsigelse om, at ca. 50% af job i DK ville blive automatiseret. Vel, så opstår andre job, men som AP-direktøren antyder, ja, så vil mange ikke være rustet hertil. Tryghedsfonden udgav også en rapport (i 2017 el. 2018), hvor de pegede på, at vi risikerede at få et seniorproletariat af samme årsag. Sker det, vil vi samtidig med at vi vil få stigende ledighed blandt seniorer, så vil vi komme til at mangle folk med særlige kvalifikationer. Alle lamper har lyst rødt, og alligevel har DI, DA og DE fortsat med deres papegøjesnak om skattelettelser. Og så mener de, at det med uddannelse kan klares gennem individuelle løsninger. Altså uden kollektivt ansvar.
Jeg mener, at man går helt galt i byen, og at udviklingen har været dybt, dybt uansvarlig.
Det er ikke muligt her at give link til AEs analyse fra den 29.10.2022, så man må finde den på deres egen hjemmeside.