Bedre betegnelse kan næppe bruges på landets største borgerlige parti, Dansk Folkeparti, for tiden. De har sjusket og snydt med vores fælles EU-kasse I flere år. For nogle kan det komme som en overraskelse, at det store parti har kunnet finde på det. For andre, inklusive mig selv, er overraskelsen til at overse. Det er at snylte på fællesskabet.

Arven fra Glistrup
Dansk Folkeparti blev stiftet af en udbrydergruppe (Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner) fra det gamle Fremskridtspartiet, hvis ideologiske bagage bestod af at være imod autoriteter, skattebetaling og indvandrere.

DF, som det hedder i dag, er stadig præget af mange af det gamle Fremskridtspartis ideologiske kongstanker: oprør mod autoriteter, som de vel at mærke ikke selv er en naturlig del, og som selvsamme ekstremt autoritært driver deres partiet. Skatten må gerne komme ned, men med måde. Det må nemlig ikke gå ud over de svageste, hvilket her vil sige de ældre.

Indvandrerne og asylsøgere (måske også adopterede, 2. og 3. generations indvandrere), som i DFs optik ikke er svage, skal ud af landet hurtigst muligt. Med andre ord er det et markant parti, der har gigantisk indflydelse i det danske folketing, den offentlige debat og i samfundsudviklingen. Nu er de taget med nallerne nede i fællesskabets kasser og har bevidst omgået offentlige midler med sløset hånd.

Den store forbrødring
Det er der med god grund blevet en stor sag ud af. Men her kunne man vel også spørge, om det egentlig ikke var ventet og ønsket, at de en dag ville blive opdaget. For år efter år har DF kløgtigt appelleret til de mennesker, som førhen følte sig socialdemokratiske, men som var blevet trætte af og lidt bange for, at Socialdemokratiet havde glemt dem midt i al globaliseringen, EU-venligheden og den teknokratiske og elitære tilgang til folkestyre og folket.

Det lykkedes endda for nylig at skabe en slags forbrødning eller flirt, om man vil, om at deres stemmer da også godt kunne bruges til et kurs- og regeringsskifte. Kunne DF og Socialdemokratiet ikke bruge hinanden bedre, blev der spurgt. Og så galt er det jo heller ikke. Nyrups ‘stuerene bliver I aldrig’, var da også noget pjat. Og vi socialdemokrater lagde jo selv stemmer til Pia Kjærsgaard, da hun blev valgt som formand for det danske folketing.

Jeg kender mange DF-politikere og endnu flere vælgere, som jeg oprigtigt sætter stor pris på som mennesker. Og jeg har intet at udsætte på deres personlige karakter. Der hvor grænsen går er ved graden af den politiske professionalisme, det bevidste fravalg af faglig indsigt og deres moralske habitus, når det gælder fællesskabet.

Den stiltiende anerkendelse af populismen
Man skal som bekendt kunne tælle til 90 for at få magten her til lands, men det var næsten som om, at det var nok. Det er det ikke. Ude i samfundet blandt både elitære, litterære, skolelærere, sygeplejersker, smede, servicefolk, meningsmagere, beslutningstagere og erhvervsfolk såmænd var en træthed ved at indfinde sig.

En træthed, der blandt andet betød en stiltiende anerkendelse af populismen som et retorisk greb i den politiske samtale. At det jo var okay for især DF at ty til løgnagtigheder for at fremme sine politiske synspunkter. At imødegå ethvert tilløb til løgn og latin udeblev. Tavsheden har været larmende.

Den træthed bør lægges på hylden nu. DF er ikke et lønmodtagervenligt parti. DF er ikke et erhvervsvenligt parti. DF står ikke for mere velfærd, flere jobs og fremskridt. DF er et national-egoistisk parti, hvis ideologiske følgesvend stadig er den skingre egoisme og populisme, der foragter alle andre end sig selv. DF er fusentasternes parti. Og fusentaster skal ikke have definere mit Danmark.

Kim Nøhr Skibsted er koncerndirektør for kommunikation og eksterne relationer hos Grundfos. Han har tidligere været med i JYSK koncernens ledelse og direktør for kommunikation, social ansvarlighed og HR samt seniorkonsulent inden for PR og public affairs og i reklamebranchen.

I 1997-1998 var han medlem af folketinget for Socialdemokratiet og før det i mange år aktiv og ansat i arbejderbevægelsen.

Dagens Pioklumme er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.