S afviser Kristian Jensens drøm om afrikansk indvandring

Udenrigsminister Kristian Jensen vil åbne op for ”intelligent immigration" fra blandt andet Afrika. Den tanke afviser Socialdemokraterne, der frygter for yderligere integrationspres og social dumping.
600 millioner afrikanere skal ud på arbejdsmarkedet de kommende år, og antallet af europæere falder på grund af de lave fødselsrater.

Det får nu udenrigsminister Kristian Jensen (V) til at erklære sig åben for det, han betegner som "intelligent immigration" til Europa.

”Det kræver, at vi tillader migration på baggrund af uddannelser, jobmuligheder og kompetencer. De folk, der skal emigrere hertil, kunne lige så godt komme fra nogle af de afrikanske lande,” siger han til Kristeligt Dagblad.

S frygter brain drain og social dumping
Afrikanske indvandrere, uanset om de kommer med uddannelse og kompetencer, står dog slet ikke på socialdemokraternes ønskeliste. Partiet frygter, at afrikanerne vil blive brugt som social dumping og øge presset på de danske lønninger.

Partiet forstår heller ikke helt udenrigsministerens udmelding, i lyset af at man i de seneste år har gjort sig ret store anstrengelser for at få færre udlændinge til Danmark.

Socialdemokraterne frygter også et såkaldt ”brain drain” i de afrikanske lande, hvis man giver de veluddannede muligheden for at komme til Europa. De skal i stedet være med til at skabe udvikling i deres egne lande, skriver Mattias Tesfaye på Twitter.

Selv om ”intelligent indvandring” umiddelbart kan lyde tillokkende, og udsigten til at importere en lille gruppe højtuddannede afrikanske læger eller ingeniører, måske kunne afhjælpe nogle af de problemer man ser i fremtiden omkring den manglende arbejdskraft, så er det tydeligt, at Socialdemokratiet ikke vil fanges i en situation, hvor partiet igen kan beskyldes for at være alt for indvandringsvenlige. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at socialdemokraterne meget kategorisk tager afstand fra forslaget.

Men hvorfor Kristian Jensen har behov for at melde det her ud, virker dog endnu mere underligt. Det er i hvert fald ikke noget han har vendt med hverken Inger Støjberg eller resten af partierne i den blå blok.

Det er måske også derfor, at Kristian Jensen i skrivende stund ikke har valgt ikke, at dele interviewet fra Kristlig Dagblad med sine Facebook-venner.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook