Oven på det amerikanske valg debatteres der kraftigt, hvem der har skylden for, at gik som det gik. Mange, både i Danmark og andetsteds, lægger skylden hos det noget udefinerlige begreb ”eliten”, der enten har svigtet de udsatte grupper eller ikke har forstået en skid af det hele.

Men hvem/hvad er eliten egentlig? Dem som har adgang til medierne og dermed i høj grad er meningsdannende? Er det dem, som har politisk indflydelse? Er det dem med de lange uddannelser? Er det dem, som læser mange bøger, går i teatret og generelt er brugere af de kulturelle tilbud? Er det dem, som socialt har deres på det tørre?

De fleste af dem, som råber op om at Trump, Brexit, Dansk Folkepartis fremgang og så videre er elitens skyld eller et opgør med eliten, opfylder jo selv alle et eller flere (hvis ikke alle) af de førnævnte kriterier.

Så er det i virkeligheden blot et opgør med anderledes tænkende fra den elite, de selv tilhører?

Eliten i dag er ikke folk, der for eksempel mener, at også flygtninge skal behandles ordentligt og være omfattet af solidaritet. Det er ikke de kulturradikale, de røde lejesvende i medierne, københavnere som interesserer sig for klimaet (som Mette Frederiksen tidligere har antydet) eller medarbejdere på Dagbladet Politiken.

Den “politiske korrekthed” ligger i dag til højre og eliten er i høj grad meningsdannere på højrefløjen og dem der kontrollerer økonomien og størsteparten af medierne.

Den ”bedrevidende politiske korrekte elites” magt er en myte
Individualisme, være sin egen lykkes smed, økonomisk super-liberalisme, ligegyldigheden overfor at fanden tager de sidste i køen, konkurrencesamfundet, solidaritet og sammenhold skråt op, er de fremherskende værdier.

Myten om, at en lille venstreorienteret ”bedrevidende politisk korrekt elite” styrer debatten og sætter dagsordenen er … en myte … og har været det i mange år (hvis den nogensinde har eksisteret).

Selv i et land som Frankrig, som i 1968 var arnestedet for ungdomsoprøret, hvor mange tror at samfundsdebatten og dagsordenen sættes af venstreorienterede intellektuelle i stil med Sartre og de Beauvoir, så er der i dag en utrolig ensretning i debatten, som stort set udelukkende føres af meningsdannere og intellektuelle langt til højre for midten.

Vi fra 68’erne tabte værdikampen
På baggrund af det dystre billede af de fremherskende værdier i mange demokratiske samfund må jeg, som barn af den politiske 68-generation, blankt indrømme, at min generation har tabt værdikampen.

Dette til trods for, at jeg mener vi var med til at gennemføre betydelige politiske landvindinger som øget ligestilling, offentlighed i administrationen, aktindsigt, udbygning af demokratiet, demokratisering af uddannelserne, cementering og udbygning af velfærdssamfundet og meget andet.

På trods af det, er vor generation ofte beskyldt for at være årsag til alverdens ulykker - jeg har sågar her på piopio.dk set en beskylde os for at være årsagen til uro i skoleklasseværelserne!

Mange synes at glemme den helt fundamentale sandhed, at i kampen for forbedringer står enhver generation på skuldrene af de generationer, der gik forud.

Men når det kommer til kampen om grundliggende værdier, som er bestemmende for samfundet udformning i de nærmeste år, så må vi indrømme, at vi stort set har tabt og at de borgerlige har fat i den lange ende.

Kampen står mod højrefløjen
Det er derfor helt grotest og malplaceret, at flere socialdemokratiske folkevalgte, meningsdannere og Netavisen Pio ser det som deres fornemste opgave at bekæmpe det der endnu er tilbage oprindelige socialdemokratiske værdier, de kulturradikale, Dagbladet Politiken, som er en de få ikke konservative aviser tilbage i mediebilledet.

I stedet for denne ulidelige snobben ned af (begået af folk, der selv tilhører den meningsdannende elite) burde kræfterne i stedet sættes ind mod dem, der virkelig antaster socialdemokratiske grundværdier som solidaritet og ligeværd og her er der rigeligt at tage fat på: Den økonomiske elite, de konservative og reaktionære medier, eksemplificeret ved Jyllands-Posten og andre, borgerlige meningsdannere, politiske partier til højre (og langt til højre) i salen, ”borgerlige kulturradikale” og så videre.

Opsøg dog de rigtige modstandere og bekæmp dem i stedet for at skabe og dyrke mere eller mindre imaginære fjendebilleder!

Niels Enevoldsen er pensionist, men forhenværende elektromekaniker, tidligere forbundsformand for DSU og i en årrække medarbejder i LO og FNs Internationale Arbejdsorganisation, ILO.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.