Ny EU-klimalov: Dan Jørgensen savner 2030-mål

EU skal være klimaneutralt i 2050. Men klimaminister Dan Jørgensen (S) savner klimamål for 2030 i forslaget fra EU-Kommissionen.
Foto: Ulrik Jantzen
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)
EU vil have en klimalov.

Derfor fremlagde EU-Kommissionen onsdag sit forslag til en EU-klimalov.

”Dette lovforslag cementerer vores målsætning om at være klimaneutrale i 2050,” sagde kommisionsformand Ursula von der Leyen ifølge Altinget, da hun præsenterede EU-Kommissionens forslag.

Lovforslaget indebærer et lovbindende krav om klimaneutralitet i 2050. Dermed forpligtes EU’s medlemslande og institutioner på at gennemføre tiltag, der skal sikre, at EU om 30 år er det første klimaneutrale kontinent.

 

Dan Jørgensen savner ambitiøst 2030-mål

I december landede regeringen en aftale om en klimalov med et bredt flertal i Folketinget. Med den nye klimalov vil den enhver tid siddende regering være forpligtet på målsætningen om, at Danmark skal reducere sin CO2-udledning med 70 procent i 2030.

Nu er det så EU, der skal have en klimalov. Danmarks klima-, energi- og forsyningsminister kalder EU-Kommissionens forslag for et ”fornuftigt udgangspunkt”:

”Nu har vi i Danmark fået en ambitiøs og bindende klimalov. Det skal EU også have. Derfor er jeg glad for, at Kommissionen er kommet med sit forslag til en europæisk klimalov i dag. Udspillet er et fornuftigt udgangspunkt. Det er afgørende, at der fastsættes et mål om klimaneutralitet, og at det bliver juridisk bindende. Udspillet sikrer også, at der er en handlepligt, hvis EU ikke er på rette kurs,” siger Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Udspillet er et fornuftigt udgangspunkt

”Til gengæld er der ikke noget 2030-mål i udspillet. Det vil jeg fortsat arbejde for, at der kommer, og at det bliver på mindst 55 procent,” tilføjer han.

Hidtil har EU forpligtet sig på et reduktionsmål for 2030 på 40 procent. Men EU-Kommissionen har tidligere sagt, at den vil hæve reduktionsmålet til mindst 50 procent, skriver Altinget.

Står det til EU-Kommissionen, skal planen for et styrket reduktionsmål i 2030 fremlægges til september. Men det er for sent, mener Dan Jørgensen:

”I 2020 skal alle landene genbesøge deres reduktionsmål under Parisaftalen. Hvis EU skal være med til at skabe momentum og vise vejen, skal vi være klar med et styrket 2030-mål i god tid inden COP26 i november.”

 

Sammen med 11 andre medlemslande har Danmark været pennefører på et åbent brev, der blev sendt til næstformand Frans Timmermans før onsdagens klimatopmøde i Bruxelles.

De 12 EU-lande opfordrer EU-Kommissionen til at øge tempoet på klimaområdet og fremlægge en plan for at hæve EU’s 2030-mål for reduktion af CO2-udledning.

Student på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Annonce