Ny sæson i Cirkus Elbæk

Selv med et nyt ansigt på plakaten ligner Frie Grønne en genopførelse af den samme gamle forestilling. Det skal der nu nok være kunder til.
Foto: Colourbox
Det kom ikke som nogen stor overraskelse, da de tre afhoppede “alternativister” Uffe Elbæk, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique mandag lancerede deres nye parti “Frie Grønne”.

Siden det kaotiske formandsopgør i Alternativet har rygterne svirret på Christiansborg og i medierne. Hvad finder Uffe Elbæk nu på? 

Ikke noget revolutionerende lader det til, for “Frie Grønne” ligner til forveksling en genopførelse af Alternativet, der i sig selv var et sammensurium af det radikale Venstres venstrefløj fra den “radicoole” periode, tilføjet en parlamentarisk praksis lånt af Enhedslisten anno 1995.

Retorikken er de samme luftige fraser og smarte buzzwords fra krea- og konsulentindustrien. Denne gang lanceret i et lidt højere og mere aggressivt toneleje

Ingen kompromiser

Ifølge politisk leder Sikandar Siddique, adskiller Frie Grønne sig fra alle de andre partier ved at have en mere radikal tilgang til klimaet, og derfor ikke er villige til at indgå kompromiser. Det er klassisk “Alternativist”-retorik. Lyder smart, men hvad betyder det i praksis?

For hvordan vil man gøre verden grønnere, hvis man ikke vil gå på kompromis med de andre partier? Hvis Frie Grønne og Nye Borgerlige begge stemmer nej til en klimalov. De første, fordi det er for uambitiøst og de sidste, fordi det er for ambitiøst, er motivationen så ikke ligegyldig?  

Med Frie Grønne er der rift om vælgerne på venstrefløjen. Ud over SF og Enhedslisten - og Alternativet, så kæmper også Veganerpartiet og endnu en Alternativ-afhopper René Gade for at opnå en plads i Folketinget.

Som Enhedslistens tidligere folketingsmedlem Per Clausen skriver på Twitter: “Venstreorienterede grønne antiracister kan vi ikke få for mange af. Spørgsmålet er, om vi alle sammen behøver at have vore helt eget parti.”

Ungdommen vil have klimahandling og antiracisme

Som den store Black Lives Matter-demonstration, der i juni trak over 15.000 deltagere, samt ungdomsbevægelser som Extinction Rebellion viser, så findes der et segment især i ungdommen for hvem enkeltsager som klima og racisme er afgørende for deres stemmeafgivelse.

Samtidig sidder Frie Grønne med en del af den gamle garde fra Alternativets pionertid. Læg dertil Uffe Elbæks uovertrufne evne til at inspirere og engagere. Det skal nok lokke nysgerrige til, når de tre politiske artister rejser et nyt cirkustelt på ruinerne af det gamle.

Borgerlige håber på stemmespild

Om der er tilstrækkeligt mange kunder, der vil betale er et åbent spørgsmål, men det er ikke usandsynligt. Mange af dem der stemte Alternativet sidste år må være til at flytte.

Der er dog også risiko for, at Frie Grønne resulterer i et stemmespild, der kan koste rød blok magten.

Det er i hvert fald Rasmus Jarlovs (K) håb: “Hvis vi borgerlige kan holde sammen og lade være med at stifte flere nye partier, vinder vi næste valg. Ikke for at vogte over et monopol, men det er nok nu. Valg bliver sjældent vundet med ret mange procentpoints margin. Det er temmelig afgørende,” skriver han i et tweet.

 

Alternativet sugede næring på reform-amok Thorning

Uffe Elbæk og hans proselytter deler vandene i den forstand, at hvis man ikke anser dem for at være geniale, så er det meget svært at se fornuften i deres handlinger.

Det er dog værd at huske, at det grundlæggende er en styrke ved det danske politiske system at man er i stand til at rumme politiske protest-bevægelser hvad enten de kommer fra højre eller venstre.

Alternativet havde i sin tid en berettigelse fordi de satte ord på en frustration mange venstreorienterede vælgere havde med Thorning-regeringens reform-amok, der til forveksling lignede al den blå politik, Lars Løkkes regeringer ikke kunne få igennem.

Det er en lære, også socialdemokrater bør skrive sig bag øret. Der er grænser for hvad man kan udsætte selv sine mest trofaste kernevælgere for.

En genopførelse af Alternativet 

Men Alternativet tilbød aldrig et reelt alternativ til “magtpartiernes” kynisme. I bedste fald var der tale om eskapisme og gode spildte kræfter. I værste fald en endnu værre kynisme, hvor man foregøglede en masse idealistiske mennesker, at de kunne redde verden med tom snak.

Frie Grønne har en mulighed for at tage ved lære af Alternativets fejltagelser, men baseret på dagens lancering ligner det en genopførelse af det samme cirkus, bare med et nyt ansigt på plakaten.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Selv om nyhedens interesse kan skaffe stemmer her og ny, så tror jeg ikke Elbæks seneste nye påhit, vinder gehør. LA er en fuser, og laver Løkke nyt parti, vil de kun splitte de borgerlige mere end de er lige nu. Og nej de borgerlige vinder ikke næste valg. De røde partier vinder, S R SF og Ø, fordi de står for mere stabilitet trods alt.

Frie Grønne vil slå sig op med monopol på antiracisme. I virkeligheden har det intet med racisme at gøre. Sikandar Siddiques mål er positiv særbehandling af muslimer.

Dejligt med flere partier i rød blok, frem med popcorn, det bliver underholdende;-)

ja der er en grænse for hvor meget man kan udsætte selv trofaste vælgere for.
Husk det, kære ledende socialdemokrater.
hilsen fra en mangeårig socialdemokratisk humanist og socialist

Annonce