Nyrup: Danmark skal med i finansskat

Danmark skal tilslutte sig den gruppe af EU-lande, som ønsker at indføre en skat på finansielle transaktioner. Det var budskabet, da Poul Nyrup Rasmussen i weekenden gæstede SF’s landsmøde.
Det interessante er, at folk i Danmark får en klar fornemmelse af, at der er andre årsager til, at vi har vanskeligheder i Europa, end at lønmodtagerne har for høj løn eller ikke er produktive nok.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen gæstede i weekenden SF’s landsmøde på Frederiksberg. Nyrup tog i sin tale til de forsamlede folkesocialister udgangspunkt i SF’s netop fremlagte forsalg om, at indføre en skat på finansielle transaktioner. Et forslag Nyrup støtter varmt, trods modstand fra den socialdemokratiske partiledelse.

Vi skal samle os i centrum-venstre om kravet om en finansskat i hele Europa. Den finansskat skal op på bordet igen”, lød det fra Nyrup, som over for DR Nyheder uddybede sit synspunkt:

Det interessante er, at folk i Danmark får en klar fornemmelse af, at der er andre årsager til, at vi har vanskeligheder i Europa, end at lønmodtagerne har for høj løn eller ikke er produktive nok. Der er brug for større gennemsigtighed på finansmarkedet, og at flere betaler skat, som ellers rejser til skattely. Det har vi hårdt brug for, og det er mit budskab i dag”.

Han antydede også, at provenuet fra en finansskat, som ifølge SF vil være op til 7 milliarder kroner om året, kan bruges på at sænke genoptjeningsretten til dagpenge.

11 EU-lande vil indføre finansskat
Finansskatten, der også er kendt som en tobinskat eller en finansiel transaktionsskat, er en lille afgift på handel med værdipapirer som aktier, obligationer og de såkaldte derivater.

Når vi taler om ret og pligt, så gælder det for alle. Ikke alene for taxachaufføren, lufthavnspersonalet, rengøringspersonalet, de offentligt og privatansatte. Også for bankdirektørerne, hedgefund-managers og kapitalfond-managers. De har også ret og pligt.

Finanskatten kom på den politiske dagsorden i 2011, da både den franske præsident Sarkozy og den tyske kansler Merkel forslog at indføre en finansskat. Dels for at begrænse den såkaldte højfrekvente handel med værdipapirer, dels for at skaffe nye indtægter til de trængte, europæiske statskasser.

Kritikere mener, at en finansskat vil betyde, at investeringer flytter ud af Europa, med tab af vækst og arbejdspladser som konsekvens. Der er dog en opfattelse, der ikke bakkes op af EU-kommissionens tal.

Finanskatten strandede i første omgang, da den britiske regering blokerede for en indførelse på EU-plan. Siden valgte elleve EU-lande at gå videre med planerne inden for et såkaldt ”forstærket samarbejde”, blandt andet Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien. Den danske regering har indtil nu afvist at være en del af samarbejdet, med mindre skatten kan indføres på globalt plan.

De elleve lande er principielt enige om at indføre en finansskat, og har hidtil haft som mål, at skatten skulle træde i kraft 1. januar 2016. Arbejdet er dog igen strandet, denne gang fordi der ikke har kunnet opnås enighed om den tekniske indretning af skatten. I januar tog den franske regering dog initiativ til at genoplive forhandlingerne, og målet er nu, at en skat kan træde i kraft fra 2017.

Nyrup ser også tegn på, at der nu igen er bevægelse i Tyskland: ”I det tyske socialdemokrati er der stor bevægelse i den retning nu, og i den tyske regering med Angela Merkel og de tyske socialdemokrater er der også principiel enighed om at indføre en finansskat”.

Talte også om finansskat og dagpenge i 2012
Poul Nyrup Rasmussen har særligt i årene op til og umiddelbart efter finanskrisen beskæftiget sig indgående med den finansielle sektor, både som for De Europæiske Socialdemokrater (PES) og som medlem af Europa-Parlamentet. Nyrup var et fremtrædende medlem af Parlamentets økonomiudvalg, og stod blandt andet bag en betænkning om bedre regulering af kapitalfonde, den såkaldte Rasmussen-rapport.

Det er ikke første gang, at Nyrup vækker opsigt med sine udmeldinger og både dagpenge og finansskat. På Socialdemokraterne kongres i 2012 var Nyrup også på talerstolen, og også ved den lejlighed talte han for kortere genoptjeningsperiode og for, at Danmark skulle tilslutte sig en finansskat – vel vidende, at budskabet ikke var populært i partiledelsen:

Når vi taler om ret og pligt, så gælder det for alle. Ikke alene for taxachaufføren, lufthavnspersonalet, rengøringspersonalet, de offentligt og privatansatte. Også for bankdirektørerne, hedgefund-managers og kapitalfond-managers. De har også ret og pligt. Det er en gammel socialdemokratisk holdning, at dem, der forårsager andres skade, også tager ansvar for, at der bliver rettet op”, lød det dengang fra den tidligere statsminister.


Kommentarer fra Facebook