For ti år siden tog få ambitionerne seriøst. I dag svinger SF mellem at være det næststørste og det tredjestørste parti i meningsmålingerne.

Med et SVM-flertal i frit fald, kan de folkesocialistiske mandater blive svære at komme uden om efter næste valg.

Og selvom det ikke er gået op for alle journalister, er der i partiet bred opbakning til regeringsambitionerne.  

Men fugle på taget er hverdagskost for SF'erne, der historisk har haft svært ved at konvertere gode meningsmålinger til sikre mandater.

Valgresultatet i 2011 blev skuffende og placerede SF nederst i SRSF-regeringens interne hakkeorden.

Sådan er det jo

Dengang blev SF offer for mandaternes logik. Sådan er det jo, som Margrethe Vestager (R) sagde.

Kombinationen af DONG-salg og Villy Søvndals afgang udløste en farceagtigt nedsmeltning og et ydmygende regerings-exit under afløseren Annette Vilhelmsen.

Man fornemmer et behov for at få det sidste ord i den diskussion

Derefter fulgte masseflugten, hvor partiets højrefløj gik til Socialdemokratiet, mens venstrefløjsstemmer som Özlem Cekic og Trine Pertou Mach enten trådte ud af politik eller skiftede til Enhedslisten.

De oplevelser sidder stadig dybt i Pia Olsen Dyhr. Få spørgsmål kan da gøre den ellers smilende SF-formand spids, som hvis man betvivler SF's evne til atter at bære magtens åg.

Man fornemmer et behov for at få det sidste ord i den diskussion.

Den bløde socialdemokratiske bug

For det første skal SF i regering med et godt valgresultat i ryggen.

Det er derfor Pia Olsen Dyhr går hårdt til angreb på miljøminister Magnus Heunicke (S), som hun beskylder for at være landbrugets lakaj i Berlingske.  

På den måde skal SF sikres musklerne til at tage de interne slagsmål i en kommende regering

Hvor forgængeren Villy Søvndal ikke mente, der kunne skubbes et A4 ark mellem SF og S, så stikker Pia Olsen Dyhr nådesløst i den bløde socialdemokratiske bug: Velfærd og klima.

Målet er at flest mulige socialdemokratiske trækfugle skal slå sig permanent ned hos folkesocialisterne.

På den måde skal SF sikres musklerne til at tage de interne slagsmål i en kommende regering.

Mandaternes logik skal tjene SF

For det andet skal dynamikken i en kommende regering være gunstig for SF.  

For i SF giver man - akkurat som i Socialdemokratiet - De Radikale skylden for Thorning-regeringens fiaskoer.

Det er derfor Pia Olsen Dyhr åbner op for at sidde i regering med Moderaterne, som hun kalder “mere retfærdige” end De Radikale.

Hvis Martin Lidegaard (R) vil være minister, skal han være parat til at underbyde Løkke

Hun har den - nok korrekte analyse, at hvis der efter næste valg stadig ikke er 90 blå-lilla mandater, så vil Lars Løkke Rasmussen hellere fortsætte som udenrigsminister, end atter friste tilværelsen som leder af en dysfunktionel blå blok.

Derved opnås en smutvej uden om De Radikales mandater. Hvis Martin Lidegaard (R) vil være minister, skal han være parat til at underbyde Løkke. Mandaternes logik skal tjene SF.

SF og Moderaterne kan rotte sig sammen mod S

For det tredje er det ikke gået SF’erne ubemærket hen, at altid omstillingsparate Løkke på flere områder har placeret sig som SVM-regeringens venstrefløj.

Han har modsat V og S ikke noget i klemme hos hverken landbrug eller produktionsindustri og kan derfor anlægge en mere grøn profil.

Moderaterne vil gerne have flere stemmer på universiteterne

Med base i udenrigsministeriet traditionelt mere forsigtige tilgang til internationale konflikter er Løkke modsat statsministeren ikke en høg, når det kommer til Ukraine, oprustning og krigen i Gaza.

Moderaterne vil gerne have flere stemmer på universiteterne, og de er hverken bange for udenlandsk arbejdskraft eller flere kvoteflygtninge.

Dagsordener hvor SF og M i fællesskab kan presse S.