Annonce

Pia Olsen Dyhr: SF vælger håbets vej

SF-formanden høstede bifald fra baglandet i en landsmøde-tale hvor fokus var på klassiske SF-mærkesager.
Der var store forventninger til SFs formand, Pia Olsen Dyhrs landsmødetale, som lørdag indledte partiet landsmøde i Odense med en tale.

Mange spørgsmål om SFs politiske kurs og målsætninger har været debatteret i den senere tid: Vil SF arbejde hen imod igen at komme i regering; hvordan vil Pia tale til det aktuelle paradoks, at SF lige har stemt for en asylstramning og kan hun tale begejstringen tilbage i partiet, så det står klar til næste valg, til kommunalvalget i november og til andre store udfordringer?

Det var ikke til at mærke på formanden, at der i kongressalen i Odeon var store forventninger og tanker om, hvilken vej, Pia Olsen Dyhr vil vise landsmødet, at SF at gå. Med bredt smil og en sikker, professionel fremtræden meddelte Olsen Dyhr landsmødet at den tid, vi lever i og de udfordringer, som vi hører om og oplever hver dag, ikke må slå os ud, og at "Jeg vælger håbets vej - SF vælger håbets vej!"

Velfærden skal bevares og udbygges
Hermed var tonen slået an for en tale, som måske vil kunne løfte sløret for, om der er samling på SFs tropper, og om de vil marchere sammen videre. Alle de mærkesager, som nødvendigvis skal omtales i formandens tale, blev berørt.

Og berørt var Olsen Dyhr, da hun med henvisning til kravet om gode daginstitutioner fortalte, at hun sandelig også var usikker, dengang hun for år tilbage for første gang afleverede sin ældste datter i vuggestuen.

For ville de der passe på hendes dyrebare Andrea? Pointen for Pia Olsen Dyhr er, at vore daginstitutioner skal være professionelle institutioner, hvor vi trygt kan aflevere vore børn. Det må sikres, at velfærden bevares på disse og mange andre klassiske velfærdsområder.

Til kamp med S mod stigende ulighed
Forholdet mellem SF og Socialdemokratiet har i perioder været køligt siden SF forlod regeringen, men Pia Olsen Dyhr havde også pæne ord med til formandskollegaen, som senere selv gæstede landsmødet.

”Jeg er glad for, at Socialdemokraterne med Mette Frederiksen i spidsen sammen med os også ønsker at bekæmpe den stigende ulighed i vores land; mellem by og land og mellem rig og fattig,” sagde Pia Olsen Dyhr og fortsatte.

”Hun (Mette Frederiksen, red.) skrev for nogle måneder siden en fremragende kronik om, at kapitalismen er blevet syg. At den sociale kontrakt skal styrkes og langtidssikres. Det er gode takter. Vigtige konklusioner. Dem vil jeg gerne kvittere for og sige, at SF er med,” sagde hun og slog fast, at det ikke kun skulle blive ved de flotte ord, men at de to partier skulle følge op med handling efter næste valg.

Lofter skal væk
Pia Olsen Dyhr forsikrede landsmødet om, at kontant- og uddannelseslofterne vil blive revet ned, når hun skal være med til at danne en eventuel rød/grønne regering efter næste valg.

En regering som hun og SF vil sørge for, at der skabes 40.000 nye grønne jobs i Danmark. Og omkring klimaproblematikken slog hun fast, at hun hører overalt, når hun rejser rundt i landet og taler om klimaforandringerne med de unge, så er de helt med på, at der skal gøres noget aktivt for at redde vores klima og vores Jord. Og det bør alle vi andre også være indstillet på, fastslog hun.

Velkommen til 1.200 nye (prøve)medlemmer
Salen kvitterede også med begejstring, da formanden bød de 1.200 nye medlemmer i SF, som er kommet til siden årsskiftet, velkommen i partiet. ”I er så hjerteligt velkommen i SF,” lød det fra formanden, der kan glæde sig over at den årelange medlemsflugt fra partiet, siden Villymania lagde sig, endelig er stoppet,

Der er dog for mange af de 1.200 nye medlemmers vedkommende tale om at de er såkaldte ”introduktionsmedlemmer”, hvilket betyder at de første skal betale deres kontingent den 1. juli.

Der var også en hilsen til SF’s mange folkevalgte i kommunerne, som til november skal møde vælgerne.

"Når SFs mange flittige folk i kommunerne tager fat om en sag, så bliver den gennemført!" Hun henviste blandt andet til de kommuner, hvor der på SFs initiativ er blevet sat fokus på fleksibel arbejdstid. Og i forlængelse heraf glædede hun sig over begejstringen, der allerede nu er rundt om i kommunerne for at gøre kommunalvalget i november til et godt valg for SF.

Nogen i toppen skal skiftes ud
Til slut blev Aksel Larsen, SFs grundlægger, og sangeren John Mogensen uafhængigt af hinanden citeret. Den sidste med henvisning til landeplagen fra 70’erne "Der er noget galt i Danmark", hvor Dybbøl Mølle maler helt af helvede til.

”For kan vi ikke blive enige om, at der i den grad er noget i toppen, der trænger til at blive skiftet ud,” spurgte Pia Olsen Dyhr retorisk. Og at dømme på landsmødets reaktion, så var medlemmerne klar til et regeringsskifte.

”Hvis I starter med at skifte de blå ud i kommuner og regioner til valget i november. Så lover jeg at gøre arbejdet færdigt ved næste folketingsvalg, så vi kan få Lars Løkke smidt endegyldigt på porten og få en ny, rød grøn regering i Danmark,” lovede hun medlemmerne.

At vurdere på klapsalverne, så lød det som om at de synes, at det var en fair aftale.

 

Dan Kiving er efterlønner og kandidat til kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i Sorø.


Flere artikler om emnet