Pia Olsen Dyhr: Fra ren overlevelse til ny gejst

Efter nærdødsoplevelsen i 2015, er SF-formanden igen begyndt at drømme om regeringsmagt og indflydelse.
SF-formand Pia Olsen Dyhr
’Tag SF med i en regering og sammen kan vi nemmere vælte Lars Løkke Rasmussen!’

Sådan lød opfordringen til Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen forleden fra SF’s formand Pia Olsen Dyhr. En ganske overraskende udmelding, hvis man har fulgt SF’s seneste historie. For partiets hidtidige erfaring med at sidde i regering, var ved at koste partiet eksistensen.

Netavisen Pio har taget snakken med Pia Olsen Dyhr for at blive klogere på partiets kurs, og for at høre nærmere om, hvordan partiet vil sikre, at regeringsdeltagelse endnu en gang ikke ender som en ulykke.

Anledningen er også portrætbogen ”Pia Olsen Dyhr: Mønsterbrud og opbrud”, der udkom i sidste måned, skrevet af Berlingskes kongehus-ekspert Thomas Larsen. Han fortæller på baggrund af lange samtaler med Pia Olsen Dyhr, hele historien om Olsens Dyhrs opvækst, ungdom og en politisk karriere, der indtil videre kulminerede, da hun i 2013 blev udnævnt til transportminister.

Nu dør SF!

Men hvor transportminister-posten var en ønskepost, for en politiker som har brugt en stor del af sit politiske liv på netop det område, og som minister fik forhandlet aftalen om Togfonden på plads, så var den næste opgave mere en pligt.

Det SF jeg tog over skulle overleve

For efter SFs regulære nedsmeltning, hvor partiet på grund af DONG-sagen rent bogstaveligt gik i opløsning for åben skærm - mange husker Lisbeth Bech Poulsens berømte tårer, formand Annette Vilhelmsen, der gik af, og SF-medlemmer, der forsvandt til andre partier - så fik Pia Olsen Dyhr den nærmest umulige opgave med at samle stumperne af det kriseramte parti, op. Der var ikke andre.

”Det SF jeg tog over skulle overleve. Vi var helt nede på 2,4 procent i de værste meningsmålinger. Jeg kan huske alle analyserne; ”nu dør SF”. Men rygterne om vores snarlige død var stærkt overdrevne,” lyder det her næsten fem år senere:  

”Nu lever vi. Der er kommet nye folk ind. Folk med gejst. Der er sådan nogle parametre, som man kan se på om et parti har det godt. Er der en god stemning. Er der nogen unge der har lyst til at stille op. Og vi har en del unge kvinder, der stiller op – også på pladser, hvor de risikerer at blive valgt.”

”Der kommer også mange flere medlemmer til møderne, og også vores ungdomsparti SFU er begyndt at køre godt igen. Der går fremad og det er i hvert fald sjovere at være SF’er i dag, end det var i 2015,” lyder den positive udlægning fra partiformanden, som ikke længere skal vågne til meningsmålinger, hvor hendes parti roder rundt nede omkring spærregrænsen.

Ikke længere en enmandshær

Da Pia Olsen Dyhr tog over som partiformand stod hun meget alene. Mange af partiets profiler forsvandt, enten til andre partier eller valgte helt at forlade dansk politik. Partiet har skulle opdyrke nye profiler, og det er et bevidst valg, siger hun.

”Et parti er meget sårbart, hvis der kun er én i front. Det er kun én profil, men hvis der er flere, så er der en chance for, at flere mennesker kan genkende sig selv i partiet. Der synes jeg Jakob Mark er et godt eksempel på en dygtig, ung politiker, som taler et sprog, som unge kan forstå, men også samtidig er optaget af hele børnedagsordenen, ungdomsuddannelserne, forskning. Han sender et signal om en velfærdsdagsorden, på en anden måde end jeg gør.”

”På den anden side har vi en Karsten Hønge, der er en ret hårdtslående politiker, i hvert fald med ord. Han kan noget andet. Man kan se, at det er nogle andre vælgergrupperne, der synes Karsten Hønge er interessant, end dem, som Jakob Mark og jeg appellerer til,” siger hun.

Ingen andre end Mette Frederiksen

Man siger, at brændt barn skyer ilden, men selvom SF brændte sig på at sidde i regering, så har Pia Olsen Dyhr på ingen måde afskrevet muligheden for, at SF kan træde ind i regeringssamarbejde igen– også gerne i selskab med Socialdemokratiet.

Under de fire år i regering virkede SF og Socialdemokratiets forhold i begyndelsen nærmest symbiotisk i en grad, hvor man af og til ikke kunne kende partierne fra hinanden, og så blev det gradvist forværret. Nu er forholdet mere baseret på ”den nødvendige respekt for hinandens forskelligheder”, som Pia Olsen Dyhr diplomatisk udtrykker det.

”Hvis man ikke har respekt for, at vi er to partier der mener noget forskelligt - for eksempel at vi i SF mener, at Danmark igen skal tage kvoteflygtninge, eller at vi har kæmpet for afskaffelse af uddannelsesloftet – som Socialdemokraterne nu er kommet med på, så går det ikke. Vi er forskellige partier, men der er også mange ting der binder os sammen," siger hun:

”Begge partier er optaget af at mindske uligheden i Danmark. Vi er optaget af den grønne dagsorden. Så kan man altid diskutere, hvor ambitiøse man skal være, men jeg kan ikke se, at det jeg gerne vil gennemføre, kan gennemføres med andre statsministre end Mette Frederiksen,” lyder det fra Pia Olsen Dyhr.

Har lært af Vestager

Der er dog nogle ting der skal gøres anderledes, så det ikke ender i samme jammer som sidst. Og Pia Olsen Dyhr har blandt andet lært meget af den måde og de metoder, som den radikale leder Margrethe Vestager benyttede sig af.

”Jeg tror, at man skal passe meget på med ikke at ende i en osteklokke. Når man sidder som minister i en regering, er det meget sådan, at man koncentrerer sig om sit eget resort, og er optaget af at lykkedes med det og levere nogle resultater. Så bliver man vanvittig begejstret for det, men man kan godt glemme helheden,” siger hun, og hæfter sig ved, at SF’s ministre i SSFR-regeringen undgik at blive fældet af personsager.

Hvad var egentlig SF’s projekt

”Hvis SF skal i regering igen, så skal vi ikke bare være optaget af at have dygtige ministre, og det havde vi jo da vi sad i regering, der var ikke nogen af dem som gik (på grund af sager, red.) eller fordi de ikke kunne løse deres arbejdsområder.”

Det kunne godt være, at SF’erne i regering flittigt løste deres egne opgaver, det store problem var, at vælgerne ikke rigtigt kunne se, hvad det overordnede formål med det var, siger hun og peger på, hvordan de radikale fik gjort deres deltagelse til et fælles projekt.

”Det som Margrethe Vestager lykkedes med i regering var at binde de radikale ministre sammen og lave en rød tråd, som gav en følelse af, at der var et radikalt projekt med at sidde i regering. Og der sad jeg selv tilbage med følelsen af ”hvad var egentlig SF’s projekt?”, hvad var det for en fortælling, som vi gerne skulle fortælle danskerne bagefter; at det håb, som folk havde til SF, da vi trådte ind i regering, det har vi også leveret på,” lyder det.

Partiet er blevet erfaringer rigere

Af skade bliver man klog, men sjældent rig, lyder et andet gammelt ordsprog, og SF-formanden anser i dag SF for at være bedre rustet til at sidde i regering, fordi man har erfaringerne fra sidst med i bagagen.

Da Pia Olsen Dyhr selv blev minister, søgte hun råd og vejledning fra Ritt Bjerregaard, Poul Nyrup Rasmussen og Uffe Ellemann-Jensen. I dag vil hun kunne trække på både hendes egne erfaringer, mens hendes eventuelle med-ministre også ville kunne gå til for eksempel Holger K. Nielsen, for at få sparring.

”Det er afgørende, at have et netværk af grand old men og kvinder som har prøvet det før, at kunne gå til. Og så er det mere trygt, når det er en fra ens eget parti,” siger hun.

Men det er ikke kun på politikerniveau, at partiet har nogle erfaringer at trække på. Det handler også om at man på rådgiverniveau er blevet opmærksomme på, hvordan man agerer i magtens maskinrum.

”Det er også vigtigt, at der er rådgivere ansat, som har prøvet det før. Det skaber en anden forståelse for, hvor hurtigt det går, og at man bliver mere opmærksom på, hvad der sker på departementschef-niveau, så man kan forberede sit parti på sager, der kommer, så man kan tage diskussionerne og lægge linjen. Det lyder oplagt, men det ved man kun, når man har været der og man bliver meget overrasket,” siger hun.

Medlemmerne i første række

At SF skal tilbage i regering, er ikke kun en ambition hos Pia Olsen Dyhr, men deles også af SF’s medlemmer.

”Vi lavede en intern evaluering, hvor vi spurgte mange af dem, der havde været involveret på forskellige niveauer af vores parti, helt ud til folk, der bare er medlemmer, og noget af det vi kan se, er, at folk synes at det skal vi igen. Det synes jeg selv er meget imponerende.”

Hvis SF igen skulle begive sig ud i en regering, kan de menige SF’ere dog forvente, at partiformanden og ledelsen vil tage sig tid til at lytte og høre. Ligesom hun også har lært, hvordan man skal stille skarpe krav, så borgerlig økonomisk politik ikke sniger sig ind i regeringsgrundlaget.

Men hvordan vil det konkret være anderledes at være menig SF’er næste gang i kommer i regering?

”Baglandet skal involveres mere. Der har vi en anden partikultur end socialdemokraterne har i forhold til processer. Nu har jeg ikke været socialdemokrat, men SF’erne har en forventning om at blive inddraget, inden man tager medejerskab for processen. Det bør være muligt – også når man sidder i regering,” lyder håbet.

Ulighed, kvoteflygtninge og demokrati

Men hvad er der så for nogle politiske aftryk, som SF vil sætte på en eventuel ny regering. Pia Olsen Dyhr og SF har fem overordnede punkter eller dagsordner, som partiet vil gøre noget ved:

”Uligheden skal mindskes. Det handler blandt andet om at kontanthjælpsloftet skal afskaffes. Danmark skal igen være et grønt foregangsland. Vi skal igen sætte klare klimamål. Det er en dagsorden om mere ro på:  I stedet for den der konkurrencementalitet, der har sneget sig ind alle steder, lige fra børn i børnehave, der bliver tvunget i skole, bare fordi de har en bestemt alder, eller offentligt ansatte, der skal drøne rundt fordi de skal leve op til krav i New Public Management, i stedet for at have tid til patienter. Der skal være mere tid til kvalitet og ikke kun til kvantitet,” siger hun.

”Den fjerde dagsorden er en international dagsorden, som handler om, at Danmark igen skal tage kvoteflygtninge og at Danmark skal være en del af et internationalt samarbejde, og ikke bare tale om Danmark som Danmark. Det sidste er en demokratidagsorden, som er en klassisk SF-dagsorden siden vi startede som parti og en grundlæggende del af vores DNA, nemlig at beslutninger skal tages så tæt på borgerne som muligt”.

Det er dog ikke dagsordener, som SF står alene med, og det ved Pia Olsen Dyhr også godt. Der er blevet kamp om at være det parti, der løfter den grønne dagsorden: ”Alle taler om Alternativet som det grønne parti, men der er ingen tvivl om, at hvis man ser på historien, så er det SF, der gennem tiden har taget slagsmålene på det grønne område,” siger hun.

Partiegoisme skygger for det røde alternativ

Inden SF kan komme i regering, er der dog først et valg, der skal vindes. Og det kan blive svært, for internt i oppositionen har forholdet mellem partierne været dårligt, hvilket har betydet, at flere partier har udråbt deres egne statsministerkandidater og/eller helt forladt blokken. Pia Olsen Dyhr har flere gange forsøgt at tale oppositionen til samling.

” Det kan godt være, at vi partier synes, at vores forskelligheder er enorme, men folk har brug for et alternativ. Vælgerne vil gerne vide, at der er håb om et andet Danmark efter et valg. Hvad det er for en politik, der skal føres,” lyder det.

Konkret forsøgte Pia Olsen Dyhr i en kronik i Information at pege på nogle af de afgørende emner, som hun mener, samler rød blok: Børneområdet, klimaet og mere velfærd.

Ikke ringe sammenlignet med den politik, der bliver ført lige nu

”Kunne vi ikke begynde at snakke om noget af alt det, der binder os sammen, og vise, at der er et alternativ i Danmark til blå blok? Det kan jeg mærke, at vælgerne gerne vil, men der er en tendens herinde på Christiansborg til partiegoisme, som handler om at gå mere op i at stemmemaksimere, end at sikre hvordan magten skifter.”

Din kronik blev kritiseret for at ville samle rød blok om den absolut laveste fællesnævner?

”Jeg synes ærlig talt at kritikken er forfejlet. Når man ser på, at vi gerne vil noget andet end blå blok; vi vil gerne noget på klima; vi gerne vil noget på børn: noget på ældre; noget på velfærden generelt - så er det også noget som selv Enhedslisten burde kunne se sig selv i. Jeg er ikke i tvivl om, at Enhedslisten gerne vil mere, men vi skal jo have et startpunkt. Laveste fællesnævner lyder som om det virkelig er ringe, men det er ikke ringe sammenlignet med den politik, der bliver ført lige nu.”

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Der er brug for SF - fordi der er brug for en rød/grøn regering sammen med socialdemokraterne - en regering derf vil og kan flytte hegnspæle. Held og lykke til SF.

Annonce