Tilbage til civilsamfundet

Principprogram: Socialdemokratiets projekt handlede fra den tidligste start om frigørelse – ikke for nogle men for alle. Vejen til at realisere det var fællesskaber. Ikke lukkede og forudbestemte af slagsen men åbne og dynamiske. Det er pejlemærker, som partiets kommende principprogram for min skyld også gerne må tage udgangspunkt i.
”Socialdemokratiets opgave er alle menneskers fuldkomne frigørelse uden hensyn til køn, race eller nationalitet”. Sådan lød det i indledningen til partiets 1894-program. Kald mig bare traditionalist, men jeg ville intet have imod, hvis det også blev indledningen til 2017-udgaven af vores program.

Det var frigørelsen og friheden – ikke kun for de velstillede, men for alle – der var drivkraften for den tidlige arbejderbevægelse. Man gjorde oprør mod et samfundssystem, der fastholdt mennesker i de roller, som de havde fået tildelt ved fødslen. Drømmen var at skabe et samfund, hvor alle havde mulighed for selv at skabe den tilværelse, som de anså for det gode liv.

Redskabet til at nå det var fællesskabet. Ikke de tvungne og medfødte fællesskaber, hvor sønnen eller datteren af de ufaglærte arbejdere var dømt til selv at gentage forældrenes livsforløb uafhængigt af ønsker og evner. Men selvfundne og selvorganiserede fællesskaber, hvor mennesker med fælles interesser og fælles visioner slog sig sammen for at hjælpe hinanden til at realisere visionerne.

Det var ikke staten eller det offentlige, der stod som det centrale redskab i forhold til frigørelsesprocessen for den tidlige arbejderbevægelse. Det var tværtimod de selvorganiserede fællesskaber, og derfor brugte selv samme bevægelse mindst lige så mange kræfter på at oprette foreninger, klubber, organisationer mv. som på det parlamentariske arbejde. Faktisk var et af kravene fra føromtalte 1894-program retten til selv at oprette og drive syge- og arbejdsløshedskasser uden statens indblanding.

Frigørelsen er lykkedes – sådan da
Hvis vi kigger på Danmark anno 2016, må vil vel konstatere, at frigørelses-projektet langt hen ad vejen er lykkedes. Den fri og lige adgang til uddannelse, SU og så videre. har betydet, at muligheden for social mobilitet er til stede på en helt anden måde end for 100 år siden. Det er der grund til at være stolt over som socialdemokrat.

Men samtidig må vi også konstatere, at den sociale arv langtfra er brudt. ”Børn af vindere bliver sjældent tabere, og børn af tabere bliver sjældent vindere,” konstaterede Socialkommissionen benhårdt for godt 20 år siden. Det er desværre stadig tilfældet. Og samtidig med at den sociale mobilitet er gået i stå, bliver ulighederne i vores samfund større og større – både når det gælder økonomi, kultur, sundhed, politisk deltagelse og så videre.

Den statsgaranterede frigørelse har ført til en individualisering, som vi som parti og som samfund har haft svært ved at håndtere. Ikke mindst fordi ansvaret for frigørelsen med vores medvirken er blevet flyttet fra de nære og selvfundne fællesskaber til det store upersonlige offentlige fællesskab, hvor skattebetalingen for mange forekommer at være den eneste forpligtelse, de har. Derfor er individualiseringen (som er en fuldstændig naturlig konsekvens af frigørelsesprojektet) hos alt for mange slået over i egoisme og manglende forståelse for andre mennesker med andre forudsætninger, evner, ideer og drømme.

Man kan illustrere udviklingen med historien om Pelle Erobreren. Som søn af en fattig landarbejder ønsker han brændende at blive til noget her i livet, og til at starte med i sin voksne tilværelse tror han, at vejen frem er at løfte sig selv ved at presse andre omkring ham ned. Det ender skidt med kriminalitet og en fængselsdom. Men bagefter finder Pelle ud af, at ved at slå sig sammen med andre i den gryende arbejderbevægelse, kan han bevæge sig opad – ikke i modsætning til men sammen med de mennesker, der omgiver ham.

I dag ville Pelle formentlig have brugt uddannelsessystemet og SU’er til at blive mønsterbryder og cand.scient.pol. Og læren, han ville få ud af det, er, at alle andre kan gøre det samme, hvis bare de vil. Ansvaret for at klare sig godt er ikke længere et fælles men et individuelt anliggende. Så Pelle stemmer på Liberal Alliance.

Tilbage til civilsamfundet
Hvad er så løsningen? At afskaffe den frie og lige adgang til uddannelse? Selvfølgelig ikke. Vi skal være stolte af de muligheder, som den socialdemokratiske velfærdsstat har skabt – og vi skal holde fast i dem. Der er nok, som gerne vil rulle dem tilbage.

Men de skal suppleres med noget andet og mere. I takt med at vi fik mere og mere magt over den offentlige sektor, glemte vi de selvorganiserede fællesskaber. Vi troede, at vi kunne løse alle problemer gennem staten og kommunerne. Jo mere folk betalte i skat, og jo større den offentlige sektor blev, desto nærmere kom vi det socialdemokratiske idealsamfund. Det lyder måske karikeret, men det var sådan visionen blev beskrevet i en række socialdemokratiske programmer fra 60’erne og 70’erne.

I dag ved vi, at der er grænser for, hvor meget folk har lyst til at betale i skat. Men den egentlig lære af de seneste årtiers erfaringer er endnu ikke for alvor gået op for os: At den reelle begrænsning af den offentlige sektors mulighed for at udvikle samfundet i en socialdemokratisk retning ikke handler om manglende betalingsvillighed hos befolkningen. Det handler derimod om, at den offentlige sektor er et for abstrakt og diffust fællesskab til, at det moderne menneske for alvor føler nogen forpligtelse overfor det.

Netop fordi vi er kommet så langt med frigørelsen, er åbne og attraktive selvfundne fællesskaber – ikke kun for dele af befolkningen men for alle – mere nødvendige end nogensinde før. Hvis ikke vi kan finde fællesskaber med andre mennesker, der er så vigtige for os, at vi er klar til at forpligte os selv overfor andre og dermed frivilligt give afkald på noget at vores personlige frihed, kammer individualisme over i egoisme.

Civilsamfundet er velfærdssamfundets forudsætning
Den type fællesskaber finder vi ikke indenfor det offentlige eller i den private sektor. Dem finder vi i civilsamfundet. Den del af samfundet, som oprindeligt stod helt centralt i den socialdemokratiske ideologi, men som efterhånden blev glemt til fordel for den offentlige (og til dels private) sektor.

Det er på tide, at vi (igen) indser, at civilsamfundet ikke er et supplement til den offentlige sektor. Det er heller ikke blot et korrektiv, der kan rette op på mest eklatante fejl, som den offentlige sektor kommer ud for. Det er hele forudsætningen for det socialdemokratiske velfærdssamfund.

Hvis vi ønsker et universelt og skattefinansieret velfærdssamfund (og det gør vi), er den afgørende forudsætning en høj grad af generaliseret tillid i befolkningen. Vi skal kort sagt kunne stole på, at det store flertal af vores medborgere handler ansvarligt som en del af samfundsfællesskabet. Hvis den tro forsvinder, forsvinder viljen til skattebetaling også, og vi vender os i stedet mod private forsikringsordninger. Og talrige både danske og udenlandske undersøgelser viser, at et stærkt civilsamfund er den vigtigste forudsætning for generaliseret tillid i en befolkning.

Heldigvis er udviklingen allerede i gang. Nye former for fællesskaber, der tager ansvaret for flere og flere af de nære udfordringer i vores liv, dukker op. Men det er på høje tid, at vi i Socialdemokratiet opdager og understøtter denne udvikling. Ikke mindst for at sikre, at det revitaliserede civilsamfund ikke blot bliver en legeplads for de veludannede og velstillede.

Frigørelse gennem fællesskab – det er kernen for mig. Også i 2017.

Hans Stavnsager er gruppeformand (S) Faaborg-Midtfyn Kommune

---

Dette er det første bidrag i Netavisen Pio og Socialdemokratiets kronik-konkurrence 'fremtidens socialdemokrati' i forbindelse med udarbejdelse af partiets nye principprogram.

Du kan læse mere om konkurrencen her.

 


Kommentarer fra Facebook