Målet er, ifølge universitetet selv, at styrke kvaliteten i uddannelse og gøre det lettere for ansøgere at gennemskue kravene for optagelse, kan man læse på deres hjemmeside.

Set med universitets perspektiv kan man ikke fortænke dem i deres beslutning, men fra et samfundsmæssigt perspektiv rammes der skævt.

Løfter ikke bunden op

Ved kun at optage studerende med en gode karakterer undgår universitetet de udfordringer, der givetvis er med at løfte unge med en fagligt svagere baggrund.

Dermed svigter Aarhus Universitet det ansvar, enhver offentlig uddannelsesinstitution bør påtage sig i et land som Danmark.

Dertil kommer, at universiteterne i forvejen er de dårligste videregående uddannelsesinstitutioner til at fremme social mobilitet.

Hæv i stedet kvaliteten 

Et karakterkrav på 6 er ikke vejen at gå. Fokus bør ikke være på at begrænse tilgangen af studerende med lave karakterer, men på at hæve kvaliteten for dem, som er på uddannelsen.

Det er helt fair, hvis universiteterne oplever, at for mange unge ikke har niveauet til at være på universitetet. Men i stedet for at afskære en gruppe muligheden for at bevise sit værd, bør universiteterne fokusere på at hæve kravene og lade folk falde fra naturligt.

For selvom unge med et lavt karaktergennemsnit fra gymnasiet er overrepræsenteret i frafaldsstatistikkerne, så er der faktisk mange, som klarer sig fint igennem.

Kvote 2 er ikke løsningen 

Universitetet argumenterer med, at det stadig vil være muligt at søge ind via kvote 2, men også her rammer de skævt.

Kvote 2-systemet favoriserer nemlig unge fra ressourcestærke hjem, som har haft mulighederne for for eksempel at tage på højskole eller arbejde frivilligt i udlandet.

Ved kvote 2-ansøgninger lægges der vægt på alt muligt andet end det faglige, og her er akademikerbørn ofte noget bedre stillede hjemmefra.

Svigter alle universiteter

Udover at svigte sit eget ansvar svigter Aarhus Universitet også de øvrige universiteter i landet, som i forvejen er udfordret på deres rekrutteringsgrundlag.

Ved ikke at påtage sig opgaven med at løfte studerende med et lavt karaktergennemsnit bidrager man til at skabe A- og B-universiteter.

Vi risikerer at opnå amerikanske tilstande, hvor enkelte universiteter er forbeholdt eliten, mens andre universiteter skal løfte det sociale samfundsansvar.  

It’s the economy, stupid!

Når Aarhus Universitet vælger at fokusere på optagelsesprocessen, er det højst sandsynligt af økonomiske årsager.

Det nuværende bevillingssystem tildeler økonomiske midler, efter hvor mange studerende der klarer sig igennem uddannelsen. Universiteterne får simpelthen en pose penge, hver gang en studerende har bestået et års uddannelse.

Derfor er det ikke underligt, at Aarhus Universitet helst vil optage de unge, som de har en forventning om nemmest klarer sig igennem.

Det er en god forretning at optage i forvejen fagligt stærke studerende og derved lade unge med lavere karakterer fra gymnasiet i stikken.

Selvom bevillingsstrukturerne på universiteterne i stadig højere grad er lykkes med at markedsgøre vores uddannelsessystem, må vi insistere på, at uddannelse er mere end bare økonomi i snæver forstand.

De nye karakterkrav fra Aarhus Universitet minder os igen om, at den strukturelle ramme om vores uddannelsessystem er problematisk. Det betaler sig bedst at fokusere på de nemme løsninger og knap så meget at tage samfundsansvar.

Et skridt på vejen kunne være, at man fra centralt hold i Uddannelses- og Forskningsministeriet besluttede at genindføre social mobilitet som et mål i de kontrakter, man laver med universiteterne, og derved tvinge universiteterne til igen at arbejde med aktivt med at løfte i bunden.