Mere end bare lommepenge

Det er skudt helt ved siden af at overveje at afskaffe SU’en for hjemmeboende. Foruroligende og pilskævt.
For et par uge siden kom det frem, at flere Venstrefolk går og drømmer om at afskaffe SU’en til hjemmeboende. Det er foruroligende, og det er socialt pilskævt.

For selvom diskussionen om SU til hjemmeboende ofte degraderes til en diskussion af lommepenge til unge, der måske ikke har brug for dem, vil det faktisk have reelle konsekvenser for mange unge og deres familier.

SU'en er en garanti for social mobilitet

Vi ved, at SU’en er en af de ting, der er med til at sikre den sociale mobilitet. Vi ved også, at den sociale mobilitet endnu er udfordret, og at især bunden og toppen af ressourceskalaen halter efter med at bryde den sociale mobilitet. Vi er slet ikke i mål på den front, faktisk langt fra. Det er derfor helt skudt ved siden af på nuværende tidspunkt at overveje at afskaffe SU’en for hjemmeboende.

Det er skudt helt ved siden af at overveje at afskaffe SU’en for hjemmeboende

Konkret vil det især have konsekvenser for dem med færrest økonomiske ressourcer. Det forholder sig nemlig sådan, at når et barn i en familie fylder 18 år, så bliver husstandens boligstøtte ændret, så den bliver beregnet ud fra, at der er 1 voksen mere i husstanden.

Når en 18-årrig vælter familiens budget 

For nogle familier gælder det, at den SU, som det hjemmeboende barn af husstanden får, bidrager til huslejen. Fjerner man den SU, vil den unge skulle arbejde mere for at kunne bidrage til familiens husleje eller alternativt, at familien får svært ved at få det til at løbe rundt økonomisk. Det er en svær situation at sætte et ungt menneske, hvis hoved burde være fyldt med lektier og venner, i.

SU’en er et af de værktøjer, vi ved virker

I værste fald risikerer den unge at skulle flytte for sig selv for ikke at influere familiens økonomi negativt. Det kan også være problematisk fordi, vi ved, at sandsynligheden for at unge dropper ud af deres uddannelse øges, hvis de flytter for sig selv for tidligt, eller hvis deres økonomi bliver for stram.

SU’en er et af de værktøjer, vi ved virker.

Hold nu fast i de lige muligheder 

Man bør ikke udelukke at kigge på, om der er elementer, der kan rettes til. Det har man allerede gjort af en omgang, så ressourcestærke unge nu får proportionelt mindre end før. Og selvfølgelig kan de unge arbejde og tjene nogle penge selv.

Ressourcestærke unge får nu proportionelt mindre end før

Men det er altafgørende, at vi holder fast i de frie og lige muligheder for at udnytte sit potentiale, lige meget hvad størrelsen på forældrenes pengepung er.

Vi skal holde fast ved den samfundskontrakt, der tilsiger, at retten til at uddanne sig, hænger sammen med retten til at fokusere sin tid på sit studie. Studerende, der samtidig skal arbejde for at få enderne til at mødes, bliver ikke dygtige til at studere. Og det er trods alt stadig meningen, at de studerende skal studere.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Fie Hækkerup er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Hun er cand.mag. i dansk på Københavns Universitet og tidligere landsformand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum


Flere artikler om emnet

Annonce