Opsang til Ulla Tørnæs’ mand: “Få nu solgt dit selskab i Rusland. Det kan kun gå for langsomt.”

Ulla Tørnæs

Opsang til Ulla Tørnæs’ mand: “Få nu solgt dit selskab i Rusland. Det kan kun gå for langsomt.”

S-kandidat til europaparlamentsvalget, Magnus Barsøe, er meget lidt imponeret over at Jørgen Tørnæs fortsat driver en gigantisk svinefarm i Rusland: “Tænker mere i profit”

Ulla Tørnæs (V), kandidat til europaparlamentsvalget
Billedtekst

Ulla Tørnæs (V), kandidat til europaparlamentsvalget

Foto: Venstre

“Få nu solgt dit selskab i Rusland. Det kan kun gå for langsomt.”

Sådan lyder opfordringen fra socialdemokratiets kandidat til europaparlamentsvalget 9. juni, Magnus Barsøe, til stor-landmanden, Jørgen L. Tørnæs, der sammen med partnere ejer svine-koncernen Krasnodar-Agro i Rusland.

Det er fuldstændig uacceptabelt

“Jeg er meget, meget lidt imponeret over, at Jørgen Tørnæs og partnere fortsat - mere end to år efter Ruslands overfald på Ukraine - endnu ikke har fået solgt svine-koncernen fra. Det er fuldstændig uacceptabelt,” siger han til Netavisen Pio.

Skat går til Putins krigsmaskine

Barsøe peger på, at Jørgen Tørnæs med sine forretningsaktiviteter i Rusland betaler skat i netop Rusland:

“Det er usmageligt fortsat at have forretningsaktiviteter i Rusland. Tørnæs betaler jo skat i Rusland. Så på den måde bidrager Tørnæs jo til Putins krigsmaskine. Det er jo bizart, at han lægger penge i en krigskasse, som Danmark i den grad bruger penge på at bekæmpe.”

Kom nu ud af Rusland. Sælg nu, og så må du bære det tab, der følger med

“Min udfordring til Tørnæs lyder: Kom nu ud af Rusland. Sælg nu, og så må du bære det tab, der følger med. At det endnu ikke er sket viser kun, at Tørnæs tænker mere i profit end han tænker på ukrainernes frihedskamp.”

Gift med V-kandidat

Jørgen L. Tørnæs’ forretninger påkalder sig ekstra interesse, fordi han er gift med Ulla Tørnæs, der opstiller for Venstre til europaparlamentsvalget 9. juni. Ulla Tørnæs er nummer tre på Venstres EP-liste.

Netavisen Pio har via sms spurgt Ulla Tørnæs, om hun vil opfordre sin mand og dennes partnere til at sælge aktiviteterne i Rusland hurtigst muligt - også selvom det indebærer et tab.

Netavisen Pio afventer Ulla Tørnæs’ reaktion.

For godt to år siden udtalte Ulla Tørnæs til Politiken, at hendes mand og partnere var ved at afhænde virksomheden i Rusland:

de er ved at afhænde det

“Der er jo ikke noget ulovligt forbundet med at drive en virksomhed i Rusland, som ikke er omfattet af sanktionerne. Men i øvrigt kan jeg sige – men det synes jeg, du skal tale med dem selv om – at de er ved at afhænde det,” sagde Ulla Tørnæs i april 2022 - altså to måneder efter at Rusland havde overfaldet Ukraine.

Netavisen Pio har via sms spurgt Jørgen Tørnæs, hvad han siger til kritikken fra Magnus Barsøe.

Netavisen Pio afventer Jørgen Tørnæs’ reaktion.

Tjente 13 millioner i Rusland i 2023

Som omtalt i Netavisen Pio tirsdag fremgår det af Krasnodar-Agros årsberetning, at svine-koncernen sidste år gav et overskud på godt 13 millioner kroner. Og at virksomheden forventer et overskud på mellem 5 og 10 millioner kroner i år.

7.000 hektar i Rusland

Det fremgår i øvrigt af Krasnodar-Agros seneste årsrapport, offentliggjort 16. april, at koncernen ejer 3.600 hektar jord i Rusland - og driver yderligere 3.400 hektar:

"Selskabets hovedaktivitet består i at erhverve og ejeaktier i selskaber, der er registreret i Rusland, for derigennem at drive animalsk produktion og planteavl samt dertil knyttet virksomhed."

"Derudover består aktiviteten i at erhverve, opføre og ombygge ejendomme til brug for animalsk produktion/planteavl og anden dertil knyttet virksomhed i Rusland med henblik på udlejning af disse til koncernforbundne selskaber. Parallelt har selskabet fortsat målrettet research på interessante købsmuligheder af landbrugsjord, baseret på ejerskab af væsentlige landbrugsarealer."

"Aktiviteten i Rusland foregår i dattervirksomhederne LLC Datsky bekon, LLC Progress-Agro og LLC Agro- KM. Moderselskabet Krasnodar-Agro A/S leverer konsulentbistand mv. til de russiske dattervirksomheder."

"I 2023 har koncernen drevet ca. 7.000 ha. Heraf ejer koncernen ca. 3.600 ha."

"2023 har planteavlsmæssigt været et godt år for selskabet. Udbytterne fra afgrøderne har været over middel. Priserne på afgrøderne har været uændret siden 2022 og fortsat ikke på niveau med det øvrige Europa."

"Årets EBITDA er på DKK 16,7 mio. Bestyrelsen finder resultatet tilfredsstillende. Der foreslås ikke udlodning af udbytte."

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.