Partiernes historiske kamp: Hvem repræsenterer arbejderne

Ny udgave af Arbejderhistorie sætter perspektiv på dyrkelsen af det 'private', justitsmord under 2. verdenskrig og kampen om arbejderne.
”Arbejderhistorie” nr. 1 2018 er på gaden med begavet politisk analyse til forståelse af kampen om arbejderne før, nu og i fremtiden. Det er nok nyt for mange og beklageligvis også for mig, der har arbejdet med perioden, at 'arbejderen' røg ud af de socialdemokratiske programmer allerede i 1952.

Nu var hele befolkningens velfærd grundlaget for samfundets virksomhed og fremskridt. Partiet bevægede sig mod funktionærgruppen, lønmodtagerne, forbrugerne, medarbejderne, virksomhedernes ansatte, og her blev 'arbejder' tidligt et for snævert begreb, hvis man skulle række ud efter de mange. Socialdemokratiet og partierne til venstre for S havde ikke krav på arbejderstemmerne, som ikke kan indkredses som målgruppe, der kan stå som modtagere af målrettede budskaber.

Venstre som det moderne arbejderparti?

Margit Bech Vilstrup er samlingschef på Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv og har derfor haft god grund til at overveje, hvad det er for en 'arbejder', der findes på hendes museum. Det har hun så gjort i en ph.d.-afhandling, der diskuterer arbejderbegrebet som et politisk kampbegreb. I Arbejderhistorie sammenfatter hun temaet som et nedslag i den aktuelle kamp. Lars Løkke Rasmussen betegnede i valgkampen i 2011 Venstre som et 'moderne arbejderparti'. "Vi er partiet for dem, der arbejder, holder samfundets hjul i gang” sagde han. Og her kan jeg glæde læserene på Netavisen Pio med, at Louis Pio allerede i 1872 havde en bred forståelse for, hvem der var på den rigtige side, nemlig: ”Enhver som udretter noget nyttigt her i verden”.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille mente på Landsmødet i 2017, at LA var det sande arbejderparti

Margit Bech Vilstrup fastslår uden forbehold, at: ”Velfærdsstaten er blevet det 21. århundredes kampplads og rammerne for den nye arbejderisme”. Når Venstre, SF, Dansk Folkeparti taler om og til ’arbejderne’, så er det tidligt op, træk læsset og hold hjulene i gang. Hun kommer fint omkring Fremskridtspartiet, som fra 1973 forsøgte at markere sig som et arbejderparti med arbejderne mod papirnusserne. Sådan som man i dag også ser socialdemokratiske angreb på de såkaldt kulturradikale, der ses uden for det fællesskab, som begynder med 'blå Bjarne' og andre som formodes at smøre madpakker før 07.00. De konservative havde arbejderforeninger for over 100 år siden, Venstre forsøgte fra 1960'erne med tidsskriftet Den Liberale Arbejder, og Simon Emil Ammitzbøll-Bille mente på Landsmødet i 2017, at LA var det sande arbejderparti: Et parti for folk, der har et arbejde, vil arbejde eller har haft et langt arbejdsliv. Det er forfatterens fortælling, at det borgerlige forsøg på at omskrive arbejderbegrebet ikke kender nogen grænse. Det gode eksempel er den amerikanske præsident Donald Trump, der trak USA ud af klima-aftalen for at støtte ”The american workers, who I love”.

Den universelle socialdemokrat

Den anden store og givende læseoplevelse i ”Arbejderhistorie” er skrevet af historikeren Knud Knudsen og handler om den engelsk-amerikanske historiker, Tony Judt, der døde i 2010. Judt kunne analysere og argumentere, så fuglene sang og selv de politiske modstandere erkendte skarpheden. Han skrev Arbejderhistorie og et storværk om Europas historie efter 1945. Her skal jeg alene se på hans tænkning om Socialdemokratiet i det 21. århundrede.

Fra 1980'erne blev alt offentligt italesat som negativt og alt privat som positivt. Glemt var velfærdsstatens goder

Han har skrevet bøger om socialdemokratismen, som jeg aldrig har hørt om, men nu må hente hjem. Hans sidste forelæsning på New York Universitet i 2009 havde titlen ” What is living and what is dead in Social Democracy?”. Han fremhævede problemer med retorikken, blandt andet måden vi taler om det offentlige på efter 30 års neokonservatisme. Fra 1980'erne blev alt offentligt italesat som negativt og alt privat som positivt. Glemt var velfærdsstatens goder fra 1945-1975.

Socialdemokratiet måtte kunne sige, at der er opgaver som staten løser bedre end private, ”eller som vi ønsker staten skal løse”. Punkt et var for ham at vende retorikken, punkt to at lægge vægten på det sociale, fordi tiden er langt mere usikker end før. Mange vil her mene, at det behøver man ikke at være særlig klog for at sige. Men det udbygges i en række bøger med beskrivelse af tilbagerulningen af velfærdsstaten fra 1980'erne. Et citat fra Judt fra Knud Knudsens essay lyder eksempelvis: ”Der er noget helt grundlæggende galt med den måde, vi lever på i dag.” Det er bogens første sætning. I tre årtier har materiel egeninteresse været den eneste målestok for samfundets kollektive mål: ”Vi ved, hvad ting koster, men ikke hvad de er værd”.

I tre årtier har materiel egeninteresse været den eneste målestok for samfundets kollektive mål

Hans kritik går på accepten af den stigende ulighed, tydeligst i USA og Storbritannien. Heroverfor påviser Judt, at ulighed ikke fremmer vækst. På historiske præmisser fra perioden 1914-1945 kritiserer han dyrkelsen af markedet og kulten omkring det private. Det er en mand med mange meninger og mange bøger, og man lærer ham ikke at kende gennem en anmeldelse af et essay. Men Knud Knudsens artikel åbner en vej til studier af Tony Judt og hans tænkning. Skarpheden, analyserne og metoderne er åbenbart så kvalificerede i sig selv, at man lærer noget, uanset om man er enig eller ej.

Den kolde krigs lange skygger

’Arbejderhistorie’ rummer også en række anmeldelser, nogle så grundige og gode, at de fortæller hele historien og lidt til. Det gør historikeren Claus Bryld med en gedigen gennemgang af de overgreb, som samfundsmagten i mange regeringers tid begik mod forfatteren Arne Herløv Petersen. Anders har sammenfattet historien i et par bøger, Claus Bryld skærer igennem, analyserer og føjer til.

Det var rendyrket dæmonisering af Arne Herløv Petersen.

I den lange krigs kolde skygge har vi justitsmordet, som ingen vil rydde op efter. Det er så himmelråbende, at det gør ondt. Som ung journalist (og jurastuderende) skrev jeg kommentaren om, at Arne Herløv Petersen var anholdt for en virksomhed, der slet ikke var ulovlig, og det er sådan set stadig rigtigt; Men medier, historikere, myndigheder og politikere kan ikke frigøre sig for den kortvarige sejr, der var forbundet med anholdelsen af en kulturperson, der var blåøjet nok til at drikke alt for meget vodka med alt for mange aktører fra den sovjetiske ambassade. Det var rendyrket dæmonisering af Arne Herløv Petersen.

Han har til sine seneste bog Aktindsigt haft adgang til en del PET-materiale. På denne baggrund skriver Claus Bryld, at Herløv Petersen leverer en bedre fremstilling end de historikere, som i to kommissionsberetninger har været inde over sagen. Bryld er ikke flink, når han i en bisætning udtrykker bekymring for, at disse to (systemvenlige) historikere bare lige er dem, der nu skal undersøge grundlaget for den danske deltagelse i Irak-krigen.

Der er også en anmeldelse af Rosanna Farbøls ”Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende”; også når man læser de sidste anmeldelser af de mange bøger, der kom  op til Oktober-revolutionens 100 års-dag, ja så ved man, at man er gået glip af meget, som anmeldelserne dog retter lidt op på. Således kan ”Arbejderhistorie”nr. 1 2018 kun anbefales.

 

Poul Smidt er journalist, cand.jur. og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

 

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.


Kommentarer fra Facebook